»Jeg forstår godt, at politiet er bekymret, men jeg synes, at det er lidt tidligt.«

Dansk Folkepartis EU-ordfører kalder det »højest hypotetisk«, at dansk politi ryger ud af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, og dermed mister momentum i kampen mod rockere og bander.

Artiklens øverste billede

Dansk Folkeparti var en af de helt fremtrædende fortalere for et nej, da danskerne i december i fjor gik til folkeafstemning om en dansk tilvalgsordning på retsområdet i EU.

Den 3. december stemte danskerne nej – det valgresultat kan sende dansk politi helt ud af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, når enheden bliver et overstatsligt samarbejde den 1. maj 2017.

I forrige uge opgav regeringen at forhandle en parallelaftale om et fortsat fuldt dansk medlemskab i Europol på plads. Nu undersøges mulighederne for at lave en mindre omfattende særaftale om dansk deltagelse i dele af samarbejdet.

Selv om Michael Kjeldgaard, leder af Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet, onsdag i Jyllands-Posten kaldte det internationale politisamarbejde »vigtigere end nogensinde« og udtalte, at en dansk udtræden af Europol vil være »et tilbageskridt« i kampen mod rockere og bander i Danmark, maner Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, til besindighed.

»Jeg har forståelse for, at politiet udtrykker sig, som det gør. Men nu forestiller jeg mig heller ikke, at vi ender i den situation, at vi ryger ud af Europol. Jeg forestiller mig tværtimod, at vi får en form for aftale om fortsat tilknytning. Det tilsiger alt, at vi får,« siger han.

Du siger, at der nok skal komme en aftale. Nu har regeringen opgivet den parallelaftale, I talte om.

»Det er et spil om ord. Om vi får en aftale, der hedder noget andet, er jeg ikke så optaget af. Jeg er optaget af realindholdet. Der har vi tydeligt sagt, at vi har afgørende behov for, at vi i fremtiden kan tilgå de samme registre som nu. Kan vi det, er vi nået langt, og så må vi se, om vi kan komme videre end det.«

Lige nu er der en reel bekymring i politiet for, at man netop mister adgangen til de registre.

»Jeg forstår godt, at politiet er bekymret, men jeg synes, at det er lidt tidligt. Jeg synes ikke, at der er grund til at være så bekymret lige nu, for regeringen forhandler fortsat om at få en aftale, og jeg synes, at det ligger i kortene, at sådan en aftale rent faktisk bliver ført ud i livet,« svarer Kenneth Kristensen Berth og påpeger, at Storbritannien, der er på vej helt ud af EU, også skal formalisere sit medlemskab af Europol, indtil udmeldelsen er endeligt gennemført.

»Formelt står vi i den samme situation som Storbritannien den 1. maj 2017. Når der skal findes en løsning for Storbritannien, har jeg en vis tiltro til, at man også kan finde en løsning for Danmark. Derfor er jeg stadig ret optimistisk. Hvis man vil søge efter en juridisk mulighed, er den der givetvis et eller andet sted, og så må vi se, hvor langt man kan strække EU i forhold til, hvad vi kan være med i.«

Jeg hører ord som ”tiltro”, ”optimistisk” og ”givetvis”. Har Dansk Folkeparti ikke netop et ansvar for, at der er usikkerhed, efter at I anbefalede et nej?

»Vi kunne godt have anbefalet et ja, men det havde betydet, at et flertal i Folketinget i ubestemt omfang og ubestemt tid kunne afgive suverænitet inden for retslige og indre anliggender. Det synes jeg ikke var positivt. Selvfølgelig har vi et ansvar for resultatet, men vi mener, at det var et gunstigt resultat for Danmark.«

Det er ikke kun Danmark, som har en interesse i, at vi kan udveksle oplysninger om bandekriminalitet

Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører i Dansk Folkeparti

På jeres hjemmeside står i toppen »Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på«. Hvordan vil det harmonere med jeres værdier, hvis Danmark ryger ud af Europol med de konsekvenser, Rigspolitiet påpeger i forhold til f.eks. rocker- og bandekriminaliteten, som fylder så meget?

»Det vil i hvert fald ikke harmonere godt med vores værdier, hvis vi i Dansk Folkeparti accepterer at afskaffe grænsekontrollen permanent og kun kan genindføre den via en udmeldelse af EU. Men i forhold til det konkrete spørgsmål, er det kun Hviderusland, Andorra og Vatikanstaten, som ikke har en formel forbindelse til Europol i dag. Jeg kan simpelthen ikke se for mig, at Danmark og Storbritannien ender i samme situation den 1. maj 2017t.«

Hvad vil I gøre, og hvad vil I sige til vælgerne, hvis det nej, I talte for i 2015, ender med at svække den danske indsats mod rocker- og bandekriminalitet?

»Det er jeg ikke begyndt at spekulere over. Jeg spekulerer heller ikke til daglig over, hvad jeg vil sige, hvis Putin angriber Danmark. Jeg anser det for højest hypotetisk. Det er ikke kun Danmark, som har en interesse i, at vi kan udveksle oplysninger om kriminalitet. Det har Holland, Tyskland og de andre lande også. De er ikke interesseret i, at Danmark bliver et sort hul, hvor man ikke kan få adgang til oplysninger lige så let, som man kan i dag via Europol,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen