Prins Joachim har for første gang kommenteret sin flytning til København
Hjembyen er nu ikke længere Tønder, men Klampenborg. Måske skulle flytningen være sket før, siger Prins Joachim.
I juli 2014 flyttede Prins Joachim fra fra Schackenborg Slot. Slottet blev solgt til Schackenborg Fonden, som er oprettet af familierne bag Danfoss, Lego og Ecco, og dermed kunne prinsen forvandle sit underskud på 42 millioner kroner til et klækkeligt overskud. Derefter flyttede han til Klampenborg nord for København.
I et interview i Børsen fortæller Prins Joachim nu for første gang om rykke teltpælene op af den sønderjyske muld og flytte til Nordsjælland, tættere på sine to ældste drenge, prins Nikolai og prins Felix. Med sig tog han sin kone, prinsesse Marie, og parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena.
Og det var ikke nogen nem beslutning for Prins Joachim at sælge Schackenborg Slot.
»Det var et opgør med egne ambitioner og illusioner, at det, man egentlig havde sat sig for skulle være ens livsgerning og renommé, ikke bare skulle tages op til revision, men faktisk også ændres. Det var at stå ansigt til ansigt med en virkelighed, som de færreste måske var helt klar over,« siger han til Børsen.
Prins Joachim siger, at han »af 10 millioner gode grunde« ikke var nok til stede i sin virksomhed på slottet.
»Måske skulle jeg have gjort op noget før: Står det her mål med virkeligheden? Er der hold i det her?,« siger han.
I dag arbejder Prins Joachim som særlig sagkyndig rådgiver i forsvaret.