Politisk medvind til praksisklinikker på sygehusene: »Vi er nødt til at gøre noget for at skaffe folk læger«
Både S og DF ser muligheder i Region Nordjyllands model til at løse lægemanglen
Nød lærer politikere at tænke nyt.
Sådan lyder reaktionen fra både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti på Region Nordjyllands ønske om at ansætte praktiserende læger på de mindre sygehuse som erstatning for de privat praktiserende læger, som regionen ikke kan få til området.
»Vi er nødt til at tænke nyt, det kan alle parter se. Det sker af nød, men er nødvendigt, og jeg tror, at ideen om at ansætte lægerne på sygehuset har noget for sig. Den skal i hvert fald afprøves,« siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S), der selv bor langt ude på landet i det nordjyske.
»Vi kan ikke blive ved med at leve med, at os ude på landet skal spises af med en ringere kvalitet end alle andre. Vi er nødt til at gøre noget for at skaffe folk læger«, siger han og lægger sig dermed i forlængelse af Region Nordjyllands kritik af de eksisterende muligheder for at trække praktiserende læger til området.
»Vi må bare erkende, at de hidtidige muligheder med ekstra bonus til læger for at flytte til tyndtbefolkede områder, regions- og udbudsklinikker og fastholdelsestillæg ikke virker tilstrækkeligt, og det er tilmed meget dyre løsninger,« siger hun som argument for den nye model, der kræver en ændring af sundshedsloven.
Region Nordjylland mangler i øjeblikket 36 praktiserende læger, og yderligere 20 lægepraksisser er til salg.
Både Flemming Møller Mortensen og hans kollega fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt udtaler en klar og principiel støtte til den gængse model, hvor den privat praktiserende læge er selvstændigt erhvervsdrivende.
»Den model skal vi ikke opgive, for den er både god og billig, men det er klart, at vi ikke kan sidde med hænderne i skødet og se på, at der er områder, som ikke kan få de nødvendige læger. Og jeg er enig i, at de nuværende muligheder for at løse det med f.eks. udbudsklinikker ikke er gode nok,« fastslår hun.
Regeringen har nedsat et lægedækningsudvalg, der omkring årsskiftet skal være klar med nye bud på at løse lægemanglen, som ikke alene præger yderområderne, men efterhånden også breder sig til de større byer.
Sundhedsminister Sophie Løhde erklærer sig åben overfor nye ideer, men henviser dem til behandling i netop lægedækningsudvalget, og i ventetiden peger hun på de aktuelle muligheder for nødløsninger, som kom med ændringer af sundhedsloven i 2013:
»De nye værktøjer bruges i dag og er flere steder med til at løse akutte problemer med mangel på praktiserende læger. Der er muligvis behov for flere værktøjer eller større fleksibilitet i den nuværende lovgivning på området, det er jeg helt åben over for at diskutere,« siger hun.