Fortsæt til indhold
Indland

Byboerne kommer hurtigst i job – og specielt i denne jyske by

Storbyerne er bedst til at skabe nye job, men særligt ét sted i landet har der været turbo på jobskabelsen det seneste år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Køen til jobcentrene er blevet markant kortere gennem de seneste fire år. Hvor bruttoledigheden lå på over seks pct. i 2012, er tallet nu helt nede på 4,2 pct.

De mange nye job bliver særligt skabt i de store byer, som trækker fra mange landkommuner i statistikken.

En særkørsel fra Danmark Statistik viser, at både københavnerne og aarhusianerne kommer hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Her er beskæftigelsen blandt lønmodtagere steget med 2,4 pct. fra 2015 (2. kvt.) til 2016 (2. kvt.), som er et stykke over landsgennemsnittet på 1,8 pct.

Men det er længere mod nord, i Aalborg, hvor succesen med at få ledige tilbage i arbejde virkelig har taget fart det seneste år. Her er 3.561 nordjyder kommet i job siden 2015. Det svarer til 3,5 pct. af alle lønmodtagerne i Aalborg Kommune.

»Som uddannelsesby har Aalborg selvfølgelig nogle fordele i forhold til landkommunerne omkring os. Med Aalborg Universitet triltrækker vi mange unge, og særligt på ingeniør-området har vi skabt nye arbejdspladser. Den kvalificerede arbejdskraft og forskningsmiljøet trækker nye virksomheder til, så det er også en del forklaringen på fremgangen,« siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).

Borgmesteren peger desuden på, at iværksætteriet er på kraftig fremmarch i den gamle industriby i Nordjylland. Alene i 2015 blev der skabt over 100 nye virksomheder, og de foreløbige tal for 2016 tyder på, at iværksætterlysten får endnu et hak op i år.

Arbejdsløsheden i hele landet har haft en næsten konstant nedadgående kurve de seneste år, og det betyder, at visse brancher decideret efterlyser flere hænder. Det gælder også i den nordjyske kommune.

»Industrien har altid haft gode vilkår i Aalborg, og den er fortsat en stor del af jobskabelsen. Men vi står i en situation, hvor industrien vil mangle faglærte til at udfylde alle stillingerne. Det er en problemstilling, som stort set alle kommuner kæmper med,« siger Thomas Kastrup-Larsen.

Men selvom manglen på smede, elektrikere og mekanikerne også trykker i Aalborg, er der brede smil på borgmesterkontoret over, at ledigheden rasler ned. Faktisk er optimismen så stor, at borgmesteren vil nu vil opjustere målene for beskæftigelsen.

»I 2015 fremlagde vi en plan for at skabe 5.000 nye job i Aalborg frem til 2018. Dette mål er nu stort set nået. Derfor skal vi sætte et nyt mål, og jeg mener ikke, at det vil være overambitiøst at fordoble vores mål til 10.000 job,« siger han.

Den eneste af de større byer, som har en ringere jobskabelse end landgennemsnittet, er Odense, hvor tallet ligger på 1,2 pct.