Sundhedsordførere: Praktiserende læger skal ikke nødvendigvis eje deres klinik
Når der er lægemangel, vælger lægerne at slå sig ned de attraktive steder i landet, og det betyder, at vi får et A- og et B-hold blandt danskerne, lyder det fra Enhedslisten, som også efterlyser flere offentlige lægeklinikker.
For en nyuddannet praktiserende læge er valget groft sagt følgende: Skal man vælge at købe sig ind i en praksis med 1.500 velstillede og stort set raske danskere tæt på et sygehus – eller at slå sig ned og investere i en praksis langt ude på landet, hvor man skal passe 4.500 ældre, udsatte og mere syge patienter?
Ifølge Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, illustrerer spørgsmålet problemerne med den aktuelle mangel på praktiserende læger, som især går ud over tyndtbefolkede områder og udsatte boligområder – men som også er ved at bide sig fast i større byer som Randers, Esbjerg og Aalborg.
»Den nuværende markedsmodel, hvor lægerne selv vælger at købe sig en praksis, dur ikke længere. Når vi har lægemangel, vælger lægerne naturligt nok de attraktive steder at slå sig ned, og det betyder, at vi får et A- og et B-hold blandt danskerne,« siger han, der foreslår en helt anden struktur for almen praksis:
»Tiden er kommet, hvor vi må indrette os med praktiserende læger, som er offentligt ansatte. Det skal ikke være regionsklinikker, som udliciteres til Falck eller andre aktører, men en offentlig klinik,« siger Peder Hvelplund, der også argumenterer for at øge antallet af medicinstuderende.
Hos SF tænker sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen lignende tanker, selv om hun ikke ser det som en pointe i sig selv at ændre systemet grundlæggende.
»Men i en tid med lægemangel, hvor det vil tage en lang årrække at få tilstrækkeligt mange uddannet, forskrækker det mig ikke at gå andre veje, og det kunne sagtens være offentlige klinikker,« siger hun.
Hos Danske Patienter finder formand Camilla Hersom det vigtigt, at alle borgere i landet har adgang til en praktiserende læge. Hvis ikke PLO kan sikre dækning og besætte ydernumre, er det Danske Patienters opfattelse, at der skal være gode muligheder for, at det offentlige kan oprette lægehuse.
»Det tyder på, at den organisering, vi har, hvor læger skal købe egen praksis og binde sig til et bestemt sted i landet, er for rigidt i forhold til moderne menneskers behov. I de fleste familier arbejder begge ægtefæller, og hvis lægen som den ene ægtefælle bliver nødt til at binde sig hårdt op økonomisk til en praksis i et bestemt sted i landet, nærmest på livstid, tøver mange,« siger Camilla Hersom.
Det er regionerne, som har ansvaret for både sygehuse og praktiserende læger, men Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, er ikke indstillet på at revolutionere almen praksis.
»Lægerne er allerede en del af det offentlige sundhedsvæsen, men jeg mener ikke, vi her og nu skal ændre strukturen fundamentalt. Jeg tror ikke, vi får noget ud af stokkemetoden, men vi får meget fleksibilitet fra lægernes side, fordi det netop er deres egen praksis. Den ville vi næppe opnå, hvis lægerne var ansat mellem 8 og 16 på en klinik,« siger han, der hellere f.eks. vil arbejde med modeller for et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de praktiserende læger, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) selv foreslår i det nye udspil ”På patientens vegne”.
Bent Hansen er ved de kommende overenskomstforhandlinger mellem PLO og regionerne indstillet på at ændre honorarsystemet, så det bliver mere attraktivt at købe en praksis i tyndtbefolkede områder eller udsatte bydele.
Struktur skal bevares
Hos Socialdemokraterne mener Flemming Møller Mortensen »som udgangspunkt«, at den nuværende ejerstruktur skal bevares, og DF’s Liselott Blixt mener ikke, at tiden er inde til voldsomme forandringer af almen praksis.
»Det vil øge usikkerheden og få endnu færre til at slå sig ned. I stedet skal vi arbejde i retning af, at det bliver lettere at dele en praksis,« siger hun.Regeringen, regionerne og kommuneforeningen KL sidder i øjeblikket sammen i et lægedækningsudvalg og ventes i begyndelsen af det nye år at komme med bud på bl.a., hvordan lægemangel udbedres.
Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde skal almen praksis udvikles – ikke afvikles. Regeringen ønsker en stærk almen praksis med dygtige og engagerede læger, der ligesom i dag selv ejer og driver deres praksis, lyder det.
»Jeg ser frem til at få udvalgets anbefalinger, og jeg vil ikke på forhånd afvise nogen forslag, men umiddelbart ser jeg ikke for mig, at vi skal til at oprette en masse offentligt ejede lægeklinikker,« skriver ministeren i en skriftlig kommentar.