LA-debattør involveret i Karina-bog
Debattøren Dennis Nørmark, tæt knyttet til Liberal Alliance, har været involveret i tilblivelsen af Karina Pedersens omstridte bog ”Helt ude i hampen”.
Landets største forlag, Gyldendal, beder nu forfatteren Karina Pedersen redegøre for, hvad der er sandt og usandt i ”Helt ude i hampen”, bogbomben, der udkom i slutningen af august med undertitlen ”mails fra underklassen”.
Udgivelsen er blevet trukket ind i den generelle samfundsdebat om socialpolitik og overførselsindkomster, da forfatteren beskriver sin opvækst i en dysfunktionel familie i Korskærparken i Fredericia. Karina Pedersens hovedbudskab har været, at underklassen mangler moral – en holdning, hun har turneret med som debattør i en årrække.
Bogen har skadet den politiske debat om vores socialpolitik ved at bygge på forkerte præmisser. Alene af den grund bør Gyldendal trække den tilbage.Bjarke Larsen, journalist og fhv. redaktør for Bogmarkedet
Flere medier har imidlertid sået tvivl om en række af Karina Pedersens påstande, hvoraf alle ganske vist ikke er fremkommet direkte i ”Helt ude i hampen”, men knytter sig til ældre debatindlæg og afledte interviews. På side 29 i bogen hedder det dog præcist om Korskærparken, at »en erfaren slægtsforsker ville have svært ved at finde et selvforsørgende familiemedlem«. Flere har afvist denne virkelighedsfremstilling, og i en artikel i Jyllands-Posten søndag siger Karina Pedersens mor – omtalt konsekvent negativt i bogen – at hun ikke kan genkende sig selv.
Gyldendals litterære chef, Johannes Riis, ønsker ikke at udtale sig, før han har modtaget redegørelsen.
En af de medarbejdere på Gyldendal, som har været involveret i bogens tilblivelse, er debattøren Dennis Nørmark. Han er tæt knyttet til Liberal Alliance og sidder i DR’s bestyrelse udpeget af partiet. Dennis Nørmark ønsker ikke at kommentere, om Karina Pedersens vidnesbyrd bør trækkes tilbage, sådan som nogle aktører i forlagsbranchen nu giver udtryk for.
Direkte adspurgt om, hvorvidt Karina Pedersens fremstilling af underklassen passer hans egen politiske dagsorden, svarer Dennis Nørmark.
»Jeg er interesseret i at lave mange typer bøger – også bøger, som går imod mine egne holdninger.«
Karina Pedersen har tidligere blogget for 180grader, et univers grundlagt af folketingsmedlem Ole Birk Olesen (LA).
Bjarke Larsen, fhv. mangeårig redaktør på branchetidsskriftet Bogmarkedet, mener, at ”Helt ude i hampen” bør fjernes fra boghandlernes hylder.
»Bogen har skadet den politiske debat om vores socialpolitik ved at bygge på forkerte præmisser. Alene af den grund bør Gyldendal trække den tilbage. Gør man ikke det, står forlaget tilbage med et imageproblem,« siger Bjarke Larsen.
Men blev Yahya Hassan underkastet samme nidkære journalistiske efterprøvning?
»Dengang var der en del, der sagde: Kan det passe? Men det gik i stå, fordi de danske journalister ikke har kilder i indvandrermiljøet. Og så var det en anden debat. Yahya Hassan kom ikke med et direkte politisk budskab på samme måde. Karina Pedersen har udtrykt sig politisk i flere år,« Bjarke Larsen.