Professor: Det kan være strafbart at lyve i en bog

Hvor meget må man skrive om andre personer i en bog, og hvem har ansvaret, hvis bogens historier ikke passer?

Forfatteren til bogen "Helt ude i hampen", Karina Pedersen, har været en central stemme i debatten om velfærdsstaten de sidste par år, og hendes holdning til sociale ydelser, som hun mener er en sovepude for socialt udsatte, har skabt stor debat.

I forbindelse med udgivelsen af bogen er opmærksomheden om Karina Pedersen atter blomstret op.

I bogen fortæller Karina Pedersen i en række mails til en unavngiven veninde om en barsk opvækst i et boligbyggeri i Fredericia.

Ifølge bogen er hendes brødre voldelige og kriminelle og hendes mor en pillemisbruger, der ville have solgt børnene, hvis hun kunne. Karina Pedersen har desuden tidligere udtalt, at stort set alle hendes klassekammerater i dag er på overførselsindkomster.

I denne weekend står Karina Pedersens mor og ene bror så for første gang frem i et interview med Jyllands-Posten og svarer igen på kritikken. Det samme har flere af hendes klassekammerater, som Metroxpress har været i kontakt med, gjort.

Karina Pedersens mor og bror fortæller i interviewet med Jyllands-Posten, at flere af hendes søskende har gode jobs. Det samme gælder klassekammeraterne, beretter Metroxpress. Og hvis der er nogen, der har levet af offentlig støtte, så er det Karina Pedersen, argumenterer moren.

F.eks. boede Karina Pedersen omkring et år i 2014 og 2015 hos moren sammen med sin datter - og levede af morens offentlige pension.

Og skulle det vise sig, at Karina Pedersen har løjet om sin familie og klassekammerater, kan det godt være strafbart, fortæller Sten Schaumburg-Müller, der er professor og forskningsleder ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Han har ikke detaljeret indsigt i lige præcis Karina Pedersens sag, men udtaler sig generelt.

»Det er ikke nødvendigvis ulovligt at fremsætte noget forkert, og litteraturen er heller ikke underlagt presseetikken, som en avis f.eks. ville være. Men hvis man skriver, at folk er nasserøve, og de rent faktisk passer deres arbejde, så kan det være æreskrænkelse,« siger han.

Sten Schaumburg-Müller forklarer, at man i den forbindelse kan blive straffet for æreskrænkelse jævnfør straffelovens paragraf 267, men at det selvfølgelig afhænger af omstændighederne.

Dog, fortæller Sten Schaumburg-Müller, er det også et spørgsmål om, hvad det er for en slags bog, der er skrevet.

»Spørgsmålet er jo, om der egentlig er beskyldninger mod andre. Der er en stor kunstnerisk frihed i forbindelse med litteratur,« siger Sten Schaumburg-Müller.

Og netop dette spørgsmål er blevet diskuteret i medierne de seneste par dage.

Jyllands-Posten ville gerne have haft en kommentar fra Gyldendal, der udgiver Karina Pedersens bog, men det har ikke været muligt.

Til gengæld udtalte forlaget forleden til Metroxpress bl.a., at bogen ikke giver sig ud for at være dokumentarisk, »men er et stærkt personligt vidnesbyrd, hvor forfatteren fortæller om sine oplevelser og erfaringer fra opvæksten i et belastet miljø.«

Karina Pedersen fortæller selv i samme forbindelse, at alle bogens historier om hendes familie er sande, og i en mail til Jyllands-Posten forklarer hun følgende:

»Jeg skriver alene om mine oplevelser, og det er helt naturligt, at andre kan have oplevet noget andet end jeg. De faktuelle ting såsom min mors misbrug, mine brødres kriminalitet etc. står jeg gerne på mål for.«

I Jyllands-Posten interview med Karina Pedersens mor og bror fortæller den 37-årige bror Klaus Pedersen dog, at man skal vide, »at når hun tjener penge på sin familiehistorie i en bog og promoverer sig i interview, er der også ting, hun udlader at fortælle.«

Som f.eks. at hendes søskende ikke er kriminelle, voldelige og på overførselsindkomster. Derimod har den ældste - en søster - arbejde i et advokatfirma, mens en anden bror arbejder som opsøgende ungemedarbejder. En tredje bror er rigtigt nok førtidspensionist, men arbejder frivilligt hver dag og fortæller, at han har haft mere fast arbejde i sit liv end Karina Pedersen.

Samme toner lyder fra de klassekammerater, som Metroxpress har fundet frem til. Størstedelen af dem er ikke - som Karina Pedersen har fremlagt det i medierne - på overførselsindkomster, men er derimod i arbejde.

Men hvem har ansvaret, hvis bogens historier ikke passer?

Når der er tale om en bog, ville det højst sandsynligt være forfatteren, der blev stillet til ansvar, fortæller Sten Schaumburg-Müller. Havde der f.eks. været tale om en avisartikel, ville også redaktøren på den pågældende avis have et ansvar.

Men den litterære redaktør kan faktisk i princippet også blive straffet. Straffelovens paragraf 23 lyder nemlig, at en straf kan omfatte alle, der ved »tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.«

»Min fornemmelse ville være, at man nok ville være noget tilbageholdende med at pålægge redaktøren et ansvar. Men efter loven er der principielt ikke noget i vejen for, at en redaktør kan blive medansvarlig,« siger Sten Schaumburg-Müller.