Fortsæt til indhold
Indland

Christianitterne fjerner hashboder på Pusher Street

Beboere på Christiania er fredag morgen begyndt at fjerne boderne på Pusher Street.

Christianitterne har fået nok af de kriminelle hashpushere på fristadens berømte hashgade. Derfor er beboerne på Christiania fredag morgen begyndt at fjerne hashboderne på Pusher Street, fortæller Ritzaus journalist på stedet. Foto: Lars Krabbe
Omkring 100 mennesker er mødt op for at hjælpe til med at rive salgsboder ned. Meldingen er, at alt foregår roligt. Foto: Lars Krabbe
Et kor af politikere opfordrede torsdag christianitterne til at handle, efter at en 25-årig mand under en anholdelse onsdag aften pludselig trak en pistol og skød to politimænd og en civil mand af udenlandsk herkomst. Den ene politimand er stadig i kritisk tilstand. Foto: Lars Krabbe
På et fællesmøde torsdag aften besluttede christianitterne at rydde hashboderne. "Jeg synes, det er vigtigt, at Christianias fællesmøde har taget en beslutning om at gøre noget, for handling taler bare meget mere end ord. Jeg føler, at der sker noget nu," siger Risenga Manghez, som er talsmand for Christiania. Foto: Lars Krabbe
En særligt dedikeret styrke i Københavns Politi har over sommeren gennemført en stribe aktioner på Christiania. Her har betjente ryddet Pusher Street for salgsboder, men hashhandlerne har hurtigt bygget deres boder op igen. Foto: Lars Krabbe
Københavns Politi kan ikke afvise, at hashhandlen i højere grad vil rykke ud i de københavnske gader, efter at beboerne på Christiania har ryddet hashgaden Pusher Street. Foto: Lars Krabbe
Der er i alt cirka 325 bygninger, der udgør et samlet etagemeterareal på 66.000. Siden 1. juli 2012 ejer Fonden Fristaden Christiania cirka 50.500 etagemeter. Foto: Lars Krabbe
"Det var det eneste, vi kunne gøre, efter det, der skete onsdag aften, hvor en betjent blev skudt i hovedet. Det kan man ikke leve med," siger Hulda Mader, som er sekretær ved Fonden Fristaden Christiania og leder kontaktgruppemøderne på Christiania. Foto: LArs Krabbe
Der bor omkring 630 voksne og 130 børn på Christiania. Siden sin oprettelse har Christiania været hjemsted for handel med ulovlige stoffer, hovedsageligt hash. Foto: Lars Krabbe
Politiskyderiet på Pusher Street sent onsdag aften var kulminationen på en gradvis forråelse af miljøet omkring den berømte hashgade. Det fortæller Hulda Mader, som er sekretær ved Fonden Fristaden Christiania og leder kontaktgruppemøderne på Christiania. Foto: Lars Krabbe
Derfor var alle christianitterne, som var til stede på Christianias fællesmøde torsdag aften, også enige om, at skyderiet kalder på handling. "Vi har meget få leveregler. En af dem er ingen våben og ingen vold. Skyderiet her var simpelthen dråben," siger Hulda Mader. Foto: Lars Krabbe
Anders Jørgensen har boet på fristaden siden 1981. Han håber ligesom Hulda Mader, at "uhyggen" forsvinder fra Christiania. "Jeg så gerne, at Pusher Street bliver en markedsgade, hvor der også bliver solgt andet end hash. Christiania har hele tiden accepteret den åbenlyse handel, men sådan, som det har været den seneste tid, har været et problem", siger han. Foto: Lars Krabbe