Bittert slagsmål fra samfundets skyggeside: »Alle sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder«

De er begge vokset op på samfundets skyggeside med misbrug, store svigt og vrede. Men de bruger den meget forskelligt.

40-årige Karina Pedersen, der er på vej med bogen »Helt ude i hampen« om sin svære barndom i Fredericia med en misbrugende mor, kan ikke få øje på en eneste fordel ved det danske velfærdssystem med socialrådgivere og økonomisk støtte. Tværtimod.

»Alle sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner. Det har ingen effekt overhovedet. Hvis vi fjernede alle socialrådgivere i dag, ville det ikke gøre nogen helst forskel. og det burde vi gøre,« siger hun i et interview med netmediet Zetland.

Hun argumenterer for, at socialt udsatte nærmest fastholdes i elendigheden, når de bliver økonomisk støttede med kontanthjælp eller andre ydelser, og at støtten i sidste ende låser dem i en ødelæggende passivitet. Og Karina Pedersen er ikke i tvivl om, at det ville have hjulpet hendes mor og resten af familien, hvis pengestrømmen var blevet lukket.

»Min mormor og morfar forsøgte at få min mor på rette spor ved at sige, at hun ikke fik flere penge, men så kunne hun bare lægge røret på og gå ned på kommunen og sige, at hun havde fem børn, og det hele var så hårdt. Så hvis der ikke havde været kontanthjælp, havde min mor været afhængig af min mormor og morfar, og så havde der været andre boller på suppen. Det kan jeg godt love dig for,« uddyber hun i interviewet.

I stedet finder Karina Pedersen svaret på, hvordan man klarer sig som voksen - som hun har gjort - med en mislykket barndom, i personlig selvkontrol.

Hendes livsberetning med den pointe, at velfærdssamfundet snarere skaber end afskaffer sociale problemer, har fået Lisbeth Zornig, som selv har en omsorgssvigtet baggrund og har gjort det til sit livsværk at kæmpe for bedre sociale tilbud til netop den gruppe, helt op i det røde felt.

Hun skriver, at hun i tre år har bakket op bag Karina Pedersen, og understøtter hendes beskrivelse af barndommen.

»Hun har et røvhul af en mor, der ikke har levet op til at være mor. Hun har haft en misbruger som mor. De lyver, platter osv.,« skriver hun, men når til en helt anden konklusion:

»Normalt beskytter jeg udsatte mennesker som Karina - men når hun puster så giftigt til en debat og risikerer at sætte indsatsen overfor udsatte årtier tilbage, må jeg reagere!,« skriver hun og fastslår, at Karina også tigger.

»Det interessante her er, at Karina skylder mig rigtig mange penge, som jeg har lånt hende af flere omgange til bl.a. husleje, fordi hun tiggede om dem, så hun og hendes barn ikke skulle havne på gaden. Hun har ikke betalt dem tilbage. Hun skylder også i hvert fald én anden, ved jeg. Så argumentet om, at man ikke skal give penge til fattige, når de beder om det, er hun selv antitesen på. Hun tigger. Og dermed holder enhver seriøs debat om hendes syn på udsatte op for mig. Det er nemt ikke at være på kontanthjælp, når man låner privat, uden at betale tilbage,« lyder Zornigs replik.

Karina Pedersens mere principielle angreb på velfærdsstaten reagerer hun også stærkt imod:

»Hun har taget maskingeværet i brug, der mejer alt ned. Det er ikke nødvendigt. Eller klogt. Vi har at gøre med et velfærdssystem, der kæmper for den enkelte udsatte borger på trods af nogle ufatteligt tåbelige beslutninger, taget af Karinas nye venner, det blå Danmark. Der er mennesker, der går på arbejde med for store sagsstamme og for dårlig løn, for at børn som Karina kan få et bedre liv. Og som ved, at de på trods af strukturelle forhindringer, kan gøre en forskel, når de er kreative. Lad vær med at disse disse mennesker. Indgyd dem håb istedet. Lad os sammen gøre det bedre. For misbrugernes børn og deres familier,« skriver Lisbeth Zornig.