Pædagoger siger stop: »Når du bliver mere barnepige end pædagog, så får du bare nok«

»Jeg har altid elsket at være pædagog. Og hvis jeg selv skal sige det, så har jeg også været pissegod til det.«

Lizette Ewald er en dame med direkte tale, og trods sin kærlighedserklæring til faget kan hun i dag sætte et forhenværende foran titlen.

»Når du bliver mere barnepige end pædagog - og jeg holdt ud i ti år - så får du bare nok. Det holder ganske enkelt ikke med de nuværende normeringer. Vi var ofte to voksne om 12 børn under to år, og sådan kan du ikke opbygge en relation til det enkelte barn. Det holder simpelt hen ikke,« siger hun, der efter mange års overvejelser sluttede i 2014.

Lizette Ewald er langtfra alene, for i en medlemsundersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL svarer hver femte, at de overvejer helt at kvitte pædagogjobbet og skifte til en anden branche. Omkring hver fjerde overvejer at sige op på grund af det psykiske arbejdsmiljø, og begrundelserne er næsten alle præget af dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre arbejdet med børnene ud fra de pædagogiske principper og færdigheder, som de mener er nødvendige.

»Det står skidt til ude i daginstitutionerne, men det, som berører mig mest, er, at pædagogerne ikke oplever, at de har tid til at levere et fagligt forsvarligt arbejde på grund af arbejdspresset. Det chokerer mig faktisk,« siger Elisa Bergmann, formand for BUPL.

Hun slår fast, at oplevelserne ikke kun bør være pædagogernes problem, men et samfundspolitisk anliggende.

»Vi taler så meget om udsatte børn, som ikke får den rette hjælp, og det er et stort problem både for den enkelte og samfundet, fordi problemerne forplanter sig fra vuggestue og børnehave til folkeskolen, siden uddannelsessystemet og til sidst til voksenlivet, når der ikke bliver sat tidligt ind.

BUPL ser helst, at daginstitutioner bliver udstyret med minimumsnormeringer, så der altid er én pædagog til tre børn i vuggestuen, én til seks børnehavebørn og i SFO'en ni børn for hver pædagog. I følge BUPL's beregninger er antallet af børnehavebørn pr. pædagogisk ansat steget med 11 pct. siden 2009, og når det gælder de mindste børn i vuggestuen, er der tale om en stigning på 8 pct.

»Der er ganske enkelt sparet på normeringerne i de senere år, og samtidig er andelen af pædagogisk uddannede også faldet, så den i dag i gennemsnit er på 55 pct., men i nogle områder er den helt nede på 30-40 pct., som er uddannet pædagoger,« siger pædagogformanden, der godt er klar over, at minimumsnormeringer ikke er lige om hjørnet, fordi der hverken er flertal i Folketinget eller opbakning i kommunen til ideen.

»Men så burde man starte i de udsatte områder og sikre, at der et minimum af pædagoger der. Det er et skridt på vejen, og når det viser sig, at det faktisk har en effekt, kan det være, at vi kan få gennembrud for idéen som en landsdækkende model,« siger Elisa Bergmann.

I forældreforeningen FOLA bakker formand Dorthe Boe Danbjørg op bag pædagogernes krav, og hun oplever et stort politisk paradoks.

»På den ene side har politikerne tårnhøje ambitioner på vores børns vegne, på den anden side er der ingen vilje til at stille de nødvendige rammer og ressourcer til rådighed for at nå målet,« siger hun, der også støtter minimumsnormeringer.

Det gør borgmester Michael Ziegler (K), formand for løn- og personaleudvalget i kommuneforeningen KL, til gengæld ikke, men han forstår et stykke ad vejen pædagogernes frustration.

»Kommunerne er økonomisk hårdt pressede, og jeg tager det meget alvorligt, når medarbejdere siger fra og ikke føler, at de kan levere et ordentligt stykke arbejde, på grund af for højt tempo eller for mange opgaver. Som kommuner må vi gøre alt for at afhjælpe problemerne og sikre, at pædagogerne kan koncentrere sig mest muligt om børnene - det kan f.eks. være ved at lette dem for nogle administrative byrder,« siger han.

For Lizette Ewald stoppede problemerne ikke, fordi hun sagde op - umiddelbart efter gik hun ned med stress.

»Jeg sad i kælderen og græd. Jeg kunne bare ikke holde det ud, og jeg kunne heller bære tanken om, at mine egne børn skulle opleve det samme fortravlede og overfladiske liv i en daginstitution,« siger hun, der godt kan forstå, at oprøret udebliver:

»Der er for ringe opbakning til, at der skal afsættes de nødvendige ressourcer - forældre med små børn er som regel hårdt pressede af karriere og dagligdag, og som pædagoger er vi heller ikke gode nok til at sige fra. Vi vil så nødigt svigte, så vi smiler og siger, at Thilde har haft en god dag. Men det holder jo ikke,« siger hun, der ikke mener, at daginstitutionerne har fået for mange nye opgaver med f.eks. læreplaner. Men normeringerne går den gale vej. Med alle de opgaver burde de blive flere og flere pædagoger og ikke færre og færre.

»Det er helt rigtige og spændende initiativer, men problemet er, at vi ikke kan nå det, samtidig med at vi er tæt på børnene. Det basale ved at være pædagog er kerneydelsen; at sætte sig på gulvet med et barn eller flere og være sammen og have en nærværende relation, som udvikler barnet. Men jeg oplevede til sidst, at jeg nærmest havde dårlig samvittighed, når jeg udførte selve kernen i mit job. For måske burde jeg rydde op, skifte ble eller noget praktisk i stedet for, og når man får det sådan, er det helt galt,« siger hun, der efter opsigelsen valgte at gå hjemme i en periode og siden er flyttet med sin familie til Schweiz i forbindelse med sin mands job.