Frustrerede ansøgere venter stadig på svar fra CBS
Flere ansøgere havde tirsdag endnu ikke fået svar om optagelse på CBS. De venter stadig på brevet med posten.
»Det er forfærdeligt at vente. Alle andre ved, hvad de er blevet optaget på, og jeg går bare her og venter og venter og tjekker postkassen flere gange dagligt.«
Sådan siger 21-årige Kasper Mejlund Jakobsen, der siden lørdag har ventet på svar fra Copenhagen Business School (CBS). Langt de fleste håbefulde ansøgere til landets videregående uddannelser fik nemlig dengang svar om, hvorvidt de var kommet ind på deres drømmeuddannelse eller ej. Men efter Kasper Majlund Jakobsen, der har søgt ind på International Business and Politics, havde tirsdag eftermiddag stadig intet hørt.
Modsat de fleste andre af landets videregående uddannelser sender CBS nemlig optagelsesbreve ud med posten og ikke elektronisk via f.eks. e-boks. Og i flere tilfælde er brevene stadig ikke nået frem. Kasper Majlund Jakobsen har selv været i kontakt med flere ansøgere, der mandag heller intet havde hørt, fortæller han.
Siden har han forsøgt at få svar fra Uddannelsesministeriet og optagelse.dk, men uden held. Hverken de eller CBS har over telefonen villet oplyse ham om, hvorvidt han er kommet ind, fortæller han.
»Jeg har snakket med dem i dag, og det eneste, de kan fortælle mig, er, at jeg skal slå koldt vandt i blodet og vente indtil senest torsdag kl. 12. Hvis ikke optagelsesbrevet er nået frem inden da, skal jeg sende dem en mail, siger de. Men senest lørdag skal jeg give dem svar på, om jeg tager imod studiepladsen eller ej, så det er lidt kritisk,« siger Kasper Majlund Jakobsen.
Kasper Majlund Jakobsen bor i Genner, nord for Aabenraa i Sønderjylland, hvilket vil sige, at han også får travlt med at finde bolig i København, fortæller han. Han forstår ikke, hvorfor CBS partout skal sende optagelsesbrevet ud med posten.
»Det virker oldnordisk,« siger han undrende. »De har mit cpr-nr., de har min e-mail-adresse, de har alle mine oplysninger. Det må jo stå i en database et eller andet sted, om jeg er kommet ind eller ej, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan få svar.«
Men det er der faktisk en grund til, at han ikke kan, forklarer Wilbert van der Meer, sekretariatschef ved CBS.
»Vi ville rigtigt gerne sende ud elektronisk - men det er ikke sikkert nok. Det var planen, at det skulle udføres elektronisk i år, men det er en mere kompliceret it-øvelse, end vi havde forudset. Og så har vi også mange internationale ansøgere, som af god grund ikke kan bruge e-boks. De får også svar pr. brev,« forklarer Wilbert van der Meer, og fortsætter:
»Og så har vi et generelt princip om, at vi ikke oplyser pr. telefon, fordi vi vil være sikre på, at det ikke er en anden, der ringer for at høre, om vedkommende er kommet ind. Man kan til gengæld ringe ind og bede om svar på mail,« siger han.
Wilbert van der Meer understreger i øvrigt, at man får svar via Den Koordinerede Tilmelding (KOT), hvis man ingen uddannelse er kommet ind på. Dét brev kommer på e-boks, og har man ikke fået sådan et, er det altså sandsynligt, at man ér kommet ind på CBS, siger han.
Omtrent et halv time efter, at Kasper Majlund Jakobsen talte med Jyllands-Posten fik han da også en mail. I den stod der, at han ganske rigtigt var blevet optaget på International Business and Politics. Men:
»For at bekræfte studiepladsen skal jeg stadig modtage optagelsesbrevet, for i det står de loginoplysninger til CBS's hjemmeside, som jeg skal bruge til at logge ind og takke ja. Hvis brevet ikke når frem, skal jeg så møde op i egen person på CBS for at hente brevet. Det er altså 3½ time i tog for at hente et brev,« forklarer Kasper Majlund Jakobsen, der fortsat ikke forstår, at optagelsesprocessen skal foregå via posten.
Fra Wilbert van der Meer lyder det imidlertid også, at man fra CBS' side håber på at kunne klare optagelserne elektronisk til næste år.
»Vi har rigtigt mange ansøgere og mange pr. plads. Vi ville gerne være nået så langt i år, at vi havde optagelsen af dem på plads elektronisk. Det lykkedes ikke, men vi håber på at være klar til næste år. Det ikke fordi, vi synes, at det er fedt. Det er en form for prioritering, og så måtte vi altså vælge det næstbedste,« siger sekretariatschefen.