Dansk Folkeparti vil have en større politistyrke ved grænsen permanent
Politiet ved den dansk-tyske grænse skal permanent tilføres mere mandskab, mener DF. Men det bør bero på en politifaglig vurdering og kan ikke »detailstyres« fra Christiansborg, lyder kritikken.
Der er intet, der tyder på, at grænsekontrollen bliver ophævet foreløbig, og derfor er der behov for at udvide bemandingen ved grænsen permanent. Det mener Dansk Folkeparti, der vil øge antallet af faste stillinger i Syd- og Sønderjyllands politikreds samt ved færgeoverfarten i Rødby. Partiet vil rejse kravet over for regeringen, når politiforligskredsen mødes igen efter sommerferien, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).
Vi er nødt til at forberede os på situationen, i stedet for at vi lige pludselig bliver slemt overraskede. Vi kan lige så godt være på forkant med udviklingen.
»Vi kan se et behov for permanent grænsekontrol, og så kan man lige så godt udvide styrken ved grænsen permanent. Men hvis man skal kunne tiltrække betjente rundt om i landet og også de nye, der kommer ind på politiskolen, skal man tilbyde faste job over lang tid,« siger han og peger på, at det vil give et større incitament til politibetjentene for at flytte.
Indtil videre er den midlertidige grænsekontrol blevet gennemført ved bl.a. at udstationere et stort antal betjente fra andre politikredse, og en frivillig ordning har modvirket tvangsforflyttelser.
»Det er glimrende, men på længere sigt bør man etablere en mere stabil løsning, som sikrer den fornødne kapacitet tæt på grænsen, så man ikke bliver nødt til at flytte rundt på et stort antal betjente fra hele landet til potentiel gene for dem og deres familie,« siger Peter Skaarup.
2-300 ekstra stillinger
Udover et øget terrorberedskab sluger også grænsekontrollen mange tusind mandskabstimer. I juni viste en opgørelse fra Rigspolitiet, at landets politikredse i alt har brugt næsten 231.000 timer på grænsekontrol inklusiv transport i år. Syd- og Sønderjyllands Politi har alene brugt 27.246 timer ved grænsen.
I juni rykkede de første hjemmeværnsfolk så til grænsen for at assistere politiet. Og selv om DF gerne ser endnu flere hjemmeværnsfolk ved grænsen, er der også brug for permanente stillinger – omkring 2-300, mener regeringens største støtteparti.
Det kan ifølge DF dels løses ved, at nogle af de nyuddannede, der vil komme som følge af det ekstra optag på politiskolen, bliver ansat i Sønderjylland, og dels ved at man over tid permanent flytter betjente fra andre kredse. Ifølge Peter Skaarup er finansieringen allerede fundet i den fireårige politiaftale, som Venstre-regeringen sammen med den øvrige blå blok og Socialdemokraterne indgik i november sidste år.
Et af hovedpunkterne i aftalen er nemlig, at der skal uddannes 150 ekstra betjente i år og igen i 2017.
En beslutning for politiet
Grænsekontrollen fortsætter frem til november 2016, og det er usikkert om den igen bliver forlænget. Samtidig er asyltallet p.t. lavt. Alligevel mener Peter Skaarup ikke, at det er overilet at foreslå en permanent udvidelse af politistyrken i Sønderjylland allerede nu.
»Nej, tværtimod. Vi er nødt til at forberede os på situationen, i stedet for at vi lige pludselig bliver slemt overraskede. Vi kan lige så godt være på forkant med udviklingen.«
Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, mener dog, at beslutningen om at udvide en politikreds bør ligge hos politimyndigheden.
»Vores udgangspunkt er, at politiet selv bedst kan finde ud af, hvilke ressourcer der skal bruges hvor,« siger han og understreger, at det derimod er en politisk beslutning, om den midlertidige grænsekontrol skal gøres permanent.
Samme kritik lyder fra Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen:
»Det ville betyde, at vi skulle detailstyre, præcis hvor mange betjente der skal være hvor og hvornår. Det er altså noget, vi skal overlade til politiet.«
Peter Skaarup kan »sagtens forstå tankegangen«, men man kan ikke komme uden om, at »politikerne også har et ønske om at prioritere bestemte ting«, siger han.
Det har ikke været muligt at få et interview med justitsminister Søren Pind, men ifølge retsordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen, er regeringen klar til at drøfte forslaget i forligskredsen.
»Jeg har ikke nogen holdning til det. Det er et nyt ønske, og det må vi drøfte.«