Islands fodboldforbund: Danskernes Parti »misbruger« vores landshold
Et opslag på Danskernes Partis Facebook-side, hvori de islandske fodboldspillere portrætteres, bør fjernes, skriver Islands fodboldforbund.
Et opslag fra Danskernes Parti på Facebook får nu Islands Fodboldforbund (KSI) til at reagere.
Det omdiskuterede opslag, der har ligget på partiets hjemmeside siden mandag, består af to billeder fra dette års EM i fodbold. Ét billede af sorte spillere fra det franske landshold og ét af den islandske fodboldtrup med anfører Aron Einar Gunnarsson i front.
Nedenfor billedet af de franske spillere har Danskernes Parti skrevet "Afrika", mens billedet af de islandske spillere er frankeret med teksten "Europa".
Under overskriften »Fodbold er en samlende kraft« opfordrer Islands fodboldforbund i en pressemeddelelse onsdag til, at opslaget fjernes.
»Fodbold er en samlet kraft, hvor separatistiske styrker ingen plads har. Fodbold skaber sammenhold mellem tilhængere af forskellige nationaliteter og baggrund. I denne sport har vi det tilfælles, at vi elsker at bringe folk tættere på hinanden igennem sporten. Vi vil ikke splitte folk op,« skriver forbundet, der mener, at Danskernes Parti med opslaget »misbruger« det islandske landshold.
»Separatistiske kræfter har ingen plads i fodbold, og myndigheder i Europa har kæmpet hårdt mod racisme i sporten. Kampen er langt fra ovre, og fodboldforbundet er involveret i projektet for alvor. Ved EM modtog Island og islændinge verden over respekt for en positiv holdning, og KSI tager afstand til hadpropaganda af denne art,« skriver forbundet.
Danskernes Parti har dog ingen planer om at fjerne opslaget.
»Det islandske fodboldforbund har skrevet en pressemeddelelse, og, som ordet antyder, er det en meddelelse til pressen. Vi har ikke hørt fra dem, men vi er selvfølgelig villige til at gå i dialog med dem, hvis de retter henvendelse til os - selvom de har startet dårligt ud med at kalde os "hadefulde". Det er som regel ikke en god måde at starte en dialog,« siger formand for Danskernes Parti Daniel Carlsen.
Island, der mirakuløst spillede sig langt ind i dette års EM i fodbold, blev søndag slået ud af Frankrig, som vandt med en 5-2-sejr.