Tidligere dansk Stasi-agent får afvist sag om ærekrænkelse ved retten

Koldkrigsforskeren Bent Jensen og forlaget Gyldendal slipper for retssag om ærekrænkelser i en sag anlagt af en tidligere Stasi-agent.

Artiklens øverste billede
I værket ”Ulve, får og vogtere” fra 2014 skrev Bent Jensen (t.v.), at Jan Aage Jeppesen i 1980’erne blev hyret af Stasi under dæknavnet ”Apollo”. Han gik også under dæknavnet ”Hamster”. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Professor emeritus Bent Jensen har det med at blive centrum i retssager som følge af sin forskning. Nu er endnu en af slagsen – anlagt af en tidligere dansk Stasi-agent – afgjort i Københavns Byret.

I sidste måned spillede koldkrigsforskeren en central rolle i en artikel, som kostede Politikens nu tidligere chefredaktør Bo Lidegaard en dom for ærekrænkelser ved at have hængt journalist Per Michaelsen ud som mistænkt storspion for den østtyske statssikkerhedstjeneste, Stasi, under Den Kolde Krig.

Historikeren Thomas Wegener Friis havde i BT fortalt, at han i det tyske Stasi-arkiv var stødt på en hidtil ukendt dansk Stasi-agent, men han ville ikke fortælle, hvem det var. Historikeren havde dog fortalt til bl.a. Bent Jensen, hvem der var tale om, og det havde Bent Jensen fortalt videre til Politiken.

I den nyeste dom går Bent Jensen og forlaget Gyldendal fri af anklagerne om at have fremsat ærekrænkende udtalelser mod en dansk Stasi-agent, Jan Aage Jeppesen. I værket ”Ulve, får og vogtere” fra 2014 skrev Bent Jensen, at Jan Aage Jeppesen i 1980’erne blev hyret af Stasi under dæknavnet ”Apollo”. Han gik også under dæknavnet ”Hamster”. Ud over at spionere mod Danmark virkede Jan Aage Jeppesen som stikker i den tyske flugtorganisation Ost-West Transfer, som smuglede DDR-borgere ud af Østtyskland, skrev historikeren og tilføjede:

»Han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler.«

Allerede afgjort én gang

Det fik Jan Aage Jeppesen til at stævne Bent Jensen for ærekrænkende udtalelser ved Københavns Byret. Men retten har nu afvist sagen, fordi spørgsmålet om, hvorvidt udtalelserne er ærekrænkende, allerede én gang er blevet afgjort af domstolene.

Journalisterne Per Michaelsen og Mette Herborg skrev om Jan Aage Jeppesen i bogen ”Ugræs – danske Stasi-kontakter” fra 1999 og i Ekstra Bladet. Som følge af avisomtalen anlagde Jan Aage Jeppesen en injuriesag mod de to journalister og chefredaktør Bent Falbert for bl.a. at have skrevet, at »gennem sit stikkeri for Stasi var agenten ”Apollo” således medvirkende til, at adskillige DDR-borgere havnede i umenneskelige østtyske fængsler«.

Østre Landsret frifandt i 2003 journalisterne. Landsretten lagde til grund, at Stasis efterforskning af flugtorganisationen Ost-West Transfer førte til arrestationen af flere DDR-borgere, og at Jan Aage Jeppesen ifølge sin egen forklaring var personligt engageret i efterforskningen. Landsretten henviste bl.a. til en Stasi-rapport fra 1985, hvoraf det fremgår, at informationer fra Jan Aage Jeppesen bidrog til at ”knuse denne sluseorganisation”, og at det måtte have stået ham klart, at hans virksomhed med stor sandsynlighed kunne blive en medvirkende årsag til, at DDR-borgere blev arresteret. Derfor frifandt retten journalisterne for ærekrænkelse.

I den aktuelle retssag havde Bent Jensens advokat, Karoly Neméth, krævet sagen afvist, med henvisning til at domstolene allerede har fastslået, at der er tale om »korrekte, veldokumenterede udsagn«, og det har Københavns Byret nu erklæret sig enig i med henvisning til dommen fra 2003.

At Bent Jensen har strammet det omstridte udsagn, ændrer ikke noget, fastslår byretten. I Ekstra Bladet hed det, at Jan Aage Jeppesen var »medvirkende til« arrestationen af DDR-borgere, mens Bent Jensen skrev, at han »var skyld i«, at DDR-borgere endte i østtyske fængsler.

Jan Aage Jeppesen har anket dommen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.