Indland

Ølmekka bliver ny superstation

Indtil 1985 blev der transporteret masser af øl fra Station Hof i København – fra i dag er Carlsberg Station hovedstadens femte mest besøgte S-togsstation.

Det er Gottlieb Paludan Architechs, der har tegnet Carlsberg Station, som søndag åbner for offentligheden. Stationen bliver hovedstadens femte mest travle. Illustration: Carlsberg Byen

Fra 1937 til 1985 var det øl og sodavand i rigelige mængder, der hver dag blev afsendt fra Carlsbergs godsstation, eller Station Hof som den dengang hed, til tørstige danskere i hele landet.

Fra søndag er det ca. 24.000 passagerer – heraf formentlig mange udlændinge – der hver dag ventes at benytte den nye Carlsberg Station, når transportminister Hans Christian Schmidt og DSB-direktør Flemming Jensen har klippet snoren for den nye S-togsstation, der ligger præcis der, hvor Station Hof lå tidligere.

Det bliver et sted, hvor man kan bo, læse, arbejde eller handle ind. Der bliver også 18 butikker og mindst to daginstitutioner samt en international folkeskole, Europaskolen, der skal drives af Sankt Annæ Gymnasium.
Pernille Hebsgaard Rohdemeier, kommunikationschef, Carlsberg Byen

Dermed rykker Carlsberg Station, der erstatter den mindre Enghave Station, fra start op som den femte mest besøgte i hovedstaden. Stationen bliver et trafikalt knudepunkt tæt på hovedbanegården placeret mellem Vesterbro, Valby og Frederiksberg – og med adgang til et tæt net af S-tog, busser, cykelstier og gangarealer. Og så bliver der kun 400-500 meter til den kommende Enghave metrostation.

Hovedårsagen, til at staten har smidt 100 mio. kr. og ejerne bag Carlsberg Byen andre 50 mio. kr. i den nye station, er, at København er ved at få en helt ny bydel i Carlsbergs gamle hovedsæde midt i København.

»Carlsberg Byen bliver et helt nyt bykvarter med 2.900 ejerboliger, 600 almene boliger og 10.000 studerende på Professionshøjskolen UCC,« fortæller kommunikationschef Pernille Hebsgaard Rohdemeier fra Carlsberg Byen.

Færdig i 2024

»Det bliver et sted, hvor man kan bo, læse, arbejde eller handle ind. Der bliver også 18 butikker og mindst to daginstitutioner samt en international folkeskole, Europaskolen, der skal drives af Sankt Annæ Gymnasium,« lyder det videre.

De første planer for Carlsberg Byen kom på tegnebrættet i 2009, og de sidste dele af det gigantiske projekt vil stå klar i 2024.

Om kort tid flytter de første 32 beboere ind i bydelen – og til september vil Campus Carlsberg slå dørene op for de 10.000 studerende, der skal læse til lærere, pædagoger, tegnsprogstolke m.m. De vil samtidig blive mødt af flere sportsbaner og J.C. Jacobsens 160 år gamle have fyldt med fredede træer fra bryggerens mange rejser.

Det nye trafikale knudepunkt bliver dog ikke kun for rejsende med den kollektive trafik – Carlsberg Byen får også 4.500 p-pladser og masser af cykelstier samt en ny vejbro, der fører trafikken over baneterrænet.

Mens den gamle Enghave station, der dagligt blev besøgt af ca. 7.000 rejsende, nu lukker, så vil der i 2018 eller 2019 åbne en splinterny metrostation Enghave, hvilket vil gøre hele området endnu vigtigere i forhold til den fremtidige infrastruktur i hele hovedstaden.

Det har i alt kostet ca. 150 mio. kr. at bygge Carlsberg Station – Udviklingsselskabet Carlsberg Byen har stået for byggeriet af stationen, der nu overdrages til DSB, der driver S-togene, og til Banedanmark, der driver hele det danske skinnenet.

Hos DSB er administrerende direktør Flemming Jensen godt tilfreds:

»Vi glæder os meget til at tage den nye station i brug og byde de første passagerer velkommen i de moderne rammer. Med stationens centrale placering og de mange faciliteter, det nye bykvarter kommer til at tilbyde, bliver det attraktivt at tage toget både for daglige pendlere og besøgende i området,« siger Flemming Jensen i en skriftlig kommentar.

Gottlieb Paludan Architects har tegnet Carlsberg Station og har forsøgt at tilpasse byggeriet til bydelens øvrige arkitektur i forhold til bygningernes højde, facader, farver og valg af materialer.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu

The Sound of Brexit

Som den gamle musicalklassiker handler brexit om to parter, der skal finde hinanden under vanskelige omstændigheder.
Om temaet

Havn, metro og sygehus: Følg med i, hvordan store byggeprojekter forvandler Danmarks største byer.


Forvandlingen af Aarhus
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her