Udlandsdanskere advarer om at flere vil fravælge Danmark
Nu er det bare for meget, siger forening for udlandsdanskere efter ny stramning af danske udlændingeregler.
Afskaffelsen af 26-års-reglen kommer til at betyde, at Danmark går glip af dansk arbejdskraft, der har dygtiggjort sig og hentet vigtige kompetencer og viden rundt om i verden.
Det siger Anne Marie Dalgaard, generalsekretær i Danes Worldwide, der er talerør for udlandsdanskere.
- Nu er det bare for meget. Nu må vi sige stop.
- Det her vil være yderst skadeligt for Danmark og udløse et ramaskrig hos udlandsdanskere. Rigtig mange vil fravælge Danmark, siger Anne Marie Dalgaard.
Ligesom foreningen Ægteskab uden Grænser mener Danes Worldwide nemlig også, at især udlandsdanskere vil blive ramt af de nye stramninger, der gør det endnu sværere for danske statsborgere at bringe en udenlandsk ægtefælle med til Danmark.
Fremover skal alle uanset alder leve op til tilknytningskravet for at kunne bosætte sig i Danmark med en udenlandsk ægtefælle.
Anne Marie Dalgaard kalder beslutningen om at skrotte 26-års-reglen for "uigennemtænkt" og "ualmindelig uheldig".
Hun vurderer, at omkring 250.000 danskere er bosat i udlandet. Heraf bor cirka hver femte udlandsdansker i USA.
/ritzau/