Læger: Flere og flere forældre sætter børn på omstridte diæter
Danske børnelæger melder om, at et stigende antal børn sættes på diæter af deres forældre. Rigshospitalet har behandlet fejlernærede veganske småbørn.
Overlæger på landets børneafdelinger kæmper i stigende grad med forældre, som af egen drift sætter deres børn på såkaldte udelukkelsesdiæter.
»Vi slås meget med det, og det er svært at argumentere med forældre, som har et næsten religiøst forhold til kost,« siger Peter Born, overlæge på Rigshospitalets ambulatorium for børn med sygdomme i hjerne og nervesystem.
Han møder i stigende grad børn på f.eks. gluten- og laktosefri diæter og Atkins-kuren uden lægefaglig begrundelse. Sidstnævnte anser han for direkte sundhedsskadelig for børn, hvis professionelle ikke styrer den.
Han vurderer, at mellem 10 og 20 pct. af de børn, han behandler for deres oprindelige sygdom, har været på en diæt igangsat af deres forældre, i håb om at det f.eks. vil lindre børnenes smerter.
Børnelæge Charlotte Siggard Rittig fra Aarhus Universitetshospital siger, at hun oplever børnediæterne som et modefænomen:
»Jeg møder i stigende omfang forældre, der forholder sig fuldstændig ukritisk til diæter, de læser om på nettet.«
Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, genkender billedet af flere børn på diæter og forældre med en kosttænkning »ud over det rimelige og velbegrundede«.
Han frygter, hvad den overdrevne optagethed af kost gør ved børnenes syn på mad senere hen, »og at det kan føre til spiseforstyrrelser, når børn får at vide, at nogle fødevarer er farlige«.
I hans lægepraksis på Nørrebro i København er det oftere reglen end undtagelsen, at otte-niårige piger har taget selvstændig stilling til kost eller diæter:
»Jeg møder i stigende grad velorienterede små børn – især piger – fra akademiske hjem, hvor kost er en del af den identitet, de skaber.«
Formanden for børnelægernes forening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Pernille Mathiesen, genkender tendensen.
»Konsekvensen af diæter kan i yderste tilfælde være fejlernæring,« siger hun.
Overlæge Allan Meldgaard Lund fra Rigshospitalets Klinisk Genetisk Klinik vurderer, at han på sin afdeling har ét alvorlig sygt vegansk barn indlagt om året på grund af fejlernæring. Det er ikke hyppigt, siger han.
»Men det er alvorligt, når det sker. Vi har data, som klart viser, at børn kan få varige neurologiske skader, altså hjerneskader, af B12-mangel,« siger Allan Meldgaard Lund.