Knap 22.000 grænsekontroller i årets første fire måneder
Fra 4. januar-30. april har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemført flest stikprøver ved grænsen.
I årets første fire måneder er der gennemført 21.834 stikprøver i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol.
Det fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pind (V) til Folketingets Retsudvalg.
Peter Kofod Poulsen, retsordfører for Dansk Folkeparti, har stillet ministeren spørgsmålet om, hvor meget grænsekontrol der har været de første fire måneder.
Han er tilfreds med politiets arbejde, men understreger - som så mange gange før - at DF ønsker permanent grænsekontrol, og at flere kontrolleres.
- Det er det her, man kan forvente af en stikprøvekontrol. Vores mål er helt klart den permanente grænsekontrol, så flere kan blive kontrolleret.
- Det er mærkeligt, at regeringen bliver ved med at forlænge grænsekontrollen i stedet for ærligt at sige, at permanent grænsekontrol bliver en nødvendighed de kommende år, siger Peter Kofod Poulsen.
Den midlertidige grænsekontrol blev indført 4. januar for at få styr på flygtningestrømmen, og den er blevet forlænget syv gange. Grænsekontrollen løber frem til 12. november.
/ritzau/