Medier: Bagmandspolitiet har sigtet en ansat i Skat
En ansat i Skat er sigtet i sagen om refusion af udbytteskat. Nye 2,5 mia. kr. kan være væk.
Danmarkshistoriens mest spektakulære svindelnummer, affæren om ni forsvundne milliarder kroner i Skat, tager nu en ny dramatisk udvikling.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, bedre kendt som Bagmandspolitiet, har ifølge flere medier sigtet en medarbejder i Skat, en mulig insider, som mistænkes for at have samarbejdet med de selskaber og personer i udlandet, der uretmæssigt har fået refunderet milliardbeløb i udbytteskat for aktier.
Nye 2,5 mia. forsvundet
Ifølge Weekendavisen kan der samtidig lægges omkring 2,5 nye millarder kroner oven i de kendte ni milliarder, som den danske stat har mistet.
Svindlen skal være sket ved en form for blanketforfalskning, og Skat forsømte – trods talrige advarsler fra Skats interne revision – at reagere rettidigt, da de refunderede beløb bare steg og steg i perioden 2012-2015.
Tre personer, en direktør og to mellemledere i Skat, er allerede suspenderet og står i efteråret over for tjenstlige forhør, som skal klarlægge, om de kan gøres ansvarlige for svigt og forsømmelse i udbyttesagen.
Der pågår i øjeblikket en strid i den del af affæren, da skatteminister Karsten Lauritzen ønsker forhørene afviklet for lukkede døre, angiveligt af hensyn til efterforskningen af svindelsagen. De tre hjemsendte ønsker fuld åbenhed, da deres sager handler om muligt svigt, ikke svindel. Åbenheden skal sikre dem, at de ikke bliver ofret politisk.
Afsløret af dyre vaner
Folketingets skatteudvalg blev orienteret fortroligt om den fjerde person og mulige insider for måneder siden, men Weekendavisen brød historien fredag. Dagen efter kunne Politiken redegøre for, hvordan den mulige og nu hjemsendte insider er kommet i søgelyset.
Ifølge avisen har manden, som sad tæt på arbejdet med at opbygge et mere sikkert system for refusion af udbytteskat i Skats enhed i Høje Taastrup, haft ganske overdådige vaner. Han skal bl.a. have kørt i biler, som virkede påfaldende dyre for en offentligt ansat HK’er, og det var således Skat selv, der bad Bagmandspolitiet om at undersøge ham. Manden skal være gift med en ung russisk kvinde, som ifølge avisen har »kontroversielle forretningsforbindelser«.
Søren Pind i samråd
Hverken Skat eller Skatteministeriet ønsker at kommentere sagen.
På onsdag i næste uge skal justitsminister Søren Pind redegøre for status i sagen i både et åbent og et lukket samråd.