Rikke Hvilshøj: »Så spørger børnene, "mor, har de fanget dem?" Nej, siger jeg. Det har de ikke«

Vi skal egentlig til at slutte. Vores time er gået, og jeg rækker hånden mod optageknappen på telefonen, der har optaget vores samtale.

Men Rikke Hvilshøj virker ikke, som om interviewet er færdigt. Hun skifter stilling i stolen. Kigger på min hånd og løfter så de lyse, grålige øjne og stiller skarpt gennem brilleglasset.

»Jeg sidder og tænker … Har du egentlig læst mit bidrag til en bog om ministerledelse? Her reflekterer jeg nemlig over det med at håndtere at vise følelser i vanskelige sager.«

Og så vender hun tilbage til det igen.

Hvordan hun blev opfattet af nogle dengang, hun var integrationsminister for ni år siden. Følelseskold, med skidte bagtanker og skjulte motiver. I dag kan hun godt se, at hun ikke var god nok til at håndtere det med at vise følelser i vanskelige sager. Men hun er alligevel ærgerlig over, at hun for mange står tilbage som en »kold skiderik«.

Udsat for brandattentat

Det er otte år siden, at Rikke Hvilshøj forlod politik og en ministerpost for et område, der dengang som nu havde stor bevågenhed, og som affødte mange holdninger og store følelser. Men der kommer stadig glød i stemmen, når hun taler om sin tid som minister og om dem, der sagde »uvederhæftige« ting om hende.

Hun er Danmarks eneste minister i nyere tid, som har været udsat for et decideret attentat. Det skete om natten den 8. juni 2005, da ukendte gerningsmænd satte ild til Rikke Hvilshøjs bil. Carporten brød i brand og antændte huset, hvor ministeren, hendes mand og to små børn lå og sov. Det er det, mange husker hende for, brandattentatet, men også for – i nogle kredse – at have et image som en følelseskold minister. Det vender vi tilbage til.

Rikke Hvilshøj er noget andet og meget mere end det, fortæller den nu 45-årige kvinde selv. Håret er i dag blevet langt og snor sig ned ad ryggen, som er rank, og de høje hæle klikker, når hun går rundt på kontoret på sin relativt nye arbejdsplads i Bredgade i indre København, hvor hun er administrerende direktør hos Dansk IT.

Vil udrydde digital analfabetisme

Siden sit for mange noget pludselige farvel til dansk politik, har Rikke Hvilshøj blandt andet været omkring den liberale tænketank CEPOS som politisk chef, hun har været marketingdirektør i Konica Minolta Business Solution Denmark og markedsdirektør i Dansk Erhverv. I dag er hun som nævnt administrerende direktør hos Dansk IT, en forening for it-professionelle, men også for alle som interesserer sig og har brug for it.

»Vi vil gerne sætte en bred samfundsdagsorden om digital dannelse. Hvad kræver det af os at være digitalt kompetente i vores samfund? Det er jo lidt på linje med højskolebevægelsen og den tanke, at nu skulle alle læse og skrive – hvad gør vi i dag for at sikre, at der ikke er nogen, der er digitale analfabeter?«

Til det skal hun bruge sin politiske tæft, sit netværk og viden om, hvordan man får noget på dagsordenen – både hos befolkningen og politikerne.

Lovgivning halter bagefter

Er de politiske rammer der til at sikre det digitale samfund?

»Det synes jeg ikke. Det ved jeg godt, at enhver interesseorganisation siger, men det her er en dagsorden, der påvirker os alle sammen. Vores lovgivere, Folketinget og regeringen, som har ansvar for centraladministrationen, er slet ikke gearet på lovgivningssiden til at være i et digitalt samfund. Du kan jo se, at når virksomheder som Uber og Airbnb pludselig kommer ind fra højre, halter lovgivningen bagefter. Men når det er sagt, så er det i høj grad også den enkeltes ansvar at være rustet, og vi vil rigtig gerne have engageret blandt andet foreningslivet i denne dagsorden,« siger hun og begynder allerede at ryste på hovedet, inden næste spørgsmål er færdigformuleret.

Nej, hendes liberale ståsted påvirker ikke det nye job.

»Jeg sidder her ikke for at profilere en liberal dagsorden. Min ideologiske holdning kender folk, og jeg lægger ikke skjul på, at den er en del af pakken, men nu er det et privat anliggende.«

Stadig vild med politik

Interessen for politik og det politiske spil hænger dog ved. Hun kalder det en bacille, som stadig er i kroppen.

»Jeg beskæftiger mig jo også fortsat med politik og er med til at påvirke samfundet, det bliver jeg aldrig træt af. Den viden og erfaring, jeg har bygget op i mit mangeårige liv som politiker, kan jeg stille til rådighed og på den måde være med til at løfte Dansk IT’s dagsorden. Jeg er i samme sfære og er med til at påvirke – bare et andet sted fra,« siger hun og slår ud med armene på sit kontor, hvor billedrammer stadig står på gulvet langs væggene.

Fritid har hun også fået, efter hun trådte ud af politik. Selv om hun i begyndelsen ikke anede, hvad hun skulle bruge den til.

»I de første mange måneder vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv om aftenen. Jeg var nødt til at spørge min mand, hvad laver man egentlig? Jeg var vandt til at læse sager, til jeg dejsede om, og så stod jeg op næste dag og arbejdede videre. Det var først, da jeg stoppede som minister, at jeg kunne se, hvor ekstremt højt gear, jeg havde kørt i. Jeg kiggede på min mand og sagde, NU forstår jeg, at jeg er heldig, at du stadig er her.«

Hækledronning og SoMe-afhængig

Det er faktisk blevet til så meget fritid, at Rikke Hvilshøj er begyndt at hækle, når hun altså ikke går med rumpen i vejret i haven i Vedbæk og nipper spæde skvalderkål op.

Hun griner lidt, da hun har fortalt.

»Det er enormt effektivt til at holde mig væk fra de sociale medier. Dem bruger jeg meget, for meget, og jeg kan godt mærke den afhængighed, det kan give. Jeg skal hele tiden lige ind og tjekke – og det irriterer mig. Der er hækling virkelig godt, for du kan ikke tjekke noget, når du hækler. Og hvad jeg ikke får klaret af tanker.«

Nok om have og hækling og tilbage til det, der ærgrer hende. Hendes eftermæle. Hun retter sig i stolen. Rikke Hvilshøj hverken skraldgriner, løfter stemmen eller bruger store armbevægelser. Men der sker noget med stemmen, når vi taler om hendes tid som minister. Mimikken liver op. Hun begynder at putte »asser« i stedet for »altså« ind i sætningerne. Og øjnene ruller op og himler for at understrege hendes holdning til en sag.

»Mor, har de fanget dem?«

Det er da ærgerligt, synes hun, at det, folk først og fremmest spørger om, når de møder hende, er, »Er det ikke dig med…?«. Og så svarer Rikke Hvilshøj, at den er god nok. Det var hende med brandattentatet.

»Men det er selvfølgelig fuldt forståeligt, for det var voldsomt dengang.«

Hvad tænker du om det i dag?

»Jeg tænker, som jeg har gjort i mange år, at dem, der gjorde det, ikke fortjener, at jeg bruger tid på det. Så det gør jeg ikke. Det er klart, at det er en bagage i vores familie, men det er ikke tabu, så vi taler om det en gang imellem. Så spørger børnene, mor, har de fanget dem? Nej, siger jeg. Det har de ikke.«

Er de utrygge?

»Nej, det er de ikke. Det har i mange år ikke haft nogen indflydelse på vores liv.«

Fordi det har du besluttet, at det ikke må?

»Det vil jeg ikke have, at det har, og det har det ikke. Man kan jo ikke forberede sig på den slags, men min umiddelbare reaktion var, at fandme nej, hvis de tror, at de kan få mig til at gå på den måde, så er det nok det sidste, jeg gør. Men det var da drønubehageligt. I flere måneder kunne vi ikke bo i huset, og hver gang jeg skulle købe en liter mælk eller på stranden med børnene, så var det med PET-beskyttelse. Sådan var det resten af min ministertid. Men jeg synes ikke, at det er noget jeg eller min familie slæber rundt på. Det er det, vi var igennem. Andre familier oplever andre bump.«

Stadig harm

Men alligevel - Det er noget af det voldsomste, nogen har gjort mod en dansk politiker i nyere tid?

»Det er det, og det er også enormt voldsomt, at nogen beslutter sig for at tage hjem privat til en politiker midt om natten. Det var også noget af det, jeg blev så harm over. Vi har et samfund, hvor det er så let at komme i dialog - også med en minister. Jeg havde det sådan: “Hvis I er så uenige, så stil jer op her og lad os tage en dialog. Det der, det er i hvertfald ikke særlig demokratisk, slet ikke, når jeg er så tilgængelig. Hvad bilder I jer ind at lade det gå ud over min mand og mine børn, de har ikke valgt, at jeg skulle være politiker.”«

»Asser,« siger hun så, trækker vejret og fortsætter hurtigt:

»Det kan jeg stadig blive helt vildt harm over. Hvad fanden bildte de sig ind?«

Hun trækker på skuldrene og konstaterer, at det var et af de tidspunkter, hvor hun trods alt var glad for, at børnene ikke var ældre, end de var. Det har været nemmere for dem at komme over det, end hvis de havde været ældre, og deres kammerater læste aviser.

Børn forskånet for avisforsider

I det hele taget er hun glad for, at børnene var så små, da hun tog sin ministertørn, for det var ikke altid, at det, der blev sagt og skrevet om hende, var positivt.

I november 2006 viste en Gallup-undersøgelse for eksempel, at hun høstede bundkarakter hos den danske befolkning. Og foretager man en Google-søgning på Rikke Hvilshøj, dukker ord som “kynisk”, “isdronning” og “inhuman” i flere artikler og overskrifter.

»Men da jeg var minister, kunne de ikke læse avisforsider, så det fyldte ikke for dem. Det ville være noget andet i dag. Det kan være en rigtig hård omgang at være barn af en minister eller en meget profileret politiker, som mange har en holdning til. Mine børn har været delvist forskånet for det, selv om meget jo ligger på nettet.«

Hvad ville du især være ked af, at de læste om dig?

»Der var mange, der havde en masse holdninger til mig, og som lagde mistænkeliggørende motiver i, hvad jeg sagde og gjorde, og som skrev nogle mindre pæne ting om mig og min person. Mine hårdeste kritikere kom fra dele af kultureliten. De yndede at skrive nogle faktisk enormt grove ting om mig. Mennesker, jeg aldrig selv havde mødt, folk, der selv bad om en ordentlig tone. De lagde ikke en dæmper på sig selv.«

Vil ikke opfattes som en kold skiderik

Da Rikke Hvilshøj stoppede som minister, ville de fleste medier vide, hvad hun syntes om det billede, der var blevet tegnet af hende. Eksempelvis spurgte en journalist i Politiken:

»Men dag ud og dag ind i samtlige aviser og på tv er du blevet beskyldt for at være en isdronning, at være inhuman og blottet for følelser, fordi du ikke ville hjælpe de afviste irakere. Begynder man på noget tidspunkt at tvivle på de ting, man gør, når presset er så stort?«

Til det svarer hun, at det selvfølgelig har påvirket hende, for hun er ikke »en betonklods«. Og hun er ærgerlig over, at nogen stadig tænker, at hun er en »kold skiderik«. Det føler hun ikke selv, at hun er.

»Men det er ikke sjovt. Og jeg tror, at det sidder i enhver, der har prøvet det.«

Hun har tænkt en del over, hvad hun kunne have gjort anderledes. Tilfreds er hun ikke, når hun ser tilbage på sin håndtering af de mange enkeltsager med afviste irakere, som landede på hendes bord. Det lykkedes hende simpelthen ikke at holde balancen mellem at vise medfølelse og holde fast i sin beslutning. I stedet stod hun bare gang på gang og remsede reglerne op, synes hun.

Har dine børn læst noget af det, der er skrevet om dig i dag?

Rikke Hvilshøj nikker.

Har de spurgt til det?

»Jeg har snakket med dem om det en gang imellem.«

Hvad siger de til det?

»Det tror jeg … Det er aldrig sjovt for børn at læse. Og så tror jeg bare, at det er en snak, jeg har haft med mine børn om det.«

Svaret på om det var brandattentatet, den hårde tone og personlige kritik, der fik hende til at stoppe den politiske karriere er det samme, som det var dengang:

»Nej«.

Og svaret på, om hun nogensinde kunne finde på at vende tilbage til politik, er lige så kort og kontant:

»Nej.«

Aldrig mere politik

Det undrer hende stadig, at folk og pressen spekulerede så meget i, hvad der havde fået hende til at tage beslutningen om at stoppe i politik.

»For mig er politik nogle muligheder, der opstod. Jeg kom ind i politik som meget ung, og så fulgte det ene bare det andet, og pludselig fik jeg den opringning fra Anders Fogh, som spurgte, om jeg ville være minister. Men jeg lovede mig selv at, at jeg skulle stoppe i tide, jeg måtte ikke blive afhængig af at blive valgt,« siger hun og tilføjer:

»Der er så mange ting, som jeg ikke savner. Selvom jeg kæmpede i mod, kan jeg se, hvilken osteklokke jeg sad i. Mit stofområde fyldte hele mit liv. Jeg savner heller ikke polemikken og hele tiden at være omgivet af folk, der mistænkeliggør mine motiver. Men jeg vil altid synes, at det har været et privilegium at have været en del af dansk politik, og jeg blev høj af at lande politiske resultater. Det bedste var dem, hvor jeg havde siddet for bordenden.«

Nu er hun egentlig bare vendt tilbage til det, hun altid har troet, hun skulle. En karriere i en organisation eller det private erhvervsliv. Her føler hun, at hun slipper for alle ulemperne ved sit tidligere politiske liv.

»Og jeg sparer mine børn for at se mig hængt ud på forsiderne. For mig er det den gamle verden, nu gør jeg bare det, jeg kan et andet sted fra.«