Fortsæt til indhold
Indland

Regeringen ser en trussel mod Danmark, men neddrosler kontrollen

Når regeringen skal retfærdiggøre grænsekontrollen, er argumenterne, at der er en trussel mod Danmark, og at antallet af asylsøgere er højt. Alligevel fjernes der nu 40 mand fra grænsekontrollen. Socialdemokraterne savner svar fra Pind.

Justitsminister Søren Pind skærer grænsekontrollen ned med 40 mand.

Det sker, selv om regeringen gentagne gange over for EU har forsvaret den grænsekontrol, der blev iværksat den 4. januar.

For mindre end en måned siden begrundede udlændingeminister Inger Støjberg kontrollen med, at »antallet af asylsøgere synes at forblive på et relativt højt niveau«.

»Danmark er efterladt med en alvorlig fare mod den offentlige orden og interne sikkerhed, hvis grænsekontrollen løftes,« skrev Støjberg desuden.

Men ifølge politiet er der ikke et stort tryk på grænsen.

»Der er jo truffet en beslutning om, at der skulle indføres midlertidig grænsekontrol. Det er regeringen, der beslutter løbende, om den skal forlænges. Og det har man vurderet indtil nu, at man skal. Og man kan se også, at der er mange tilrejsende. Men der er ikke så mange, der søger asyl,« siger rigspolitichef Jens Henrik Højberg.

Efter ugers debat om et presset politikorps med nedbemandede lokalstationer og mindre tid til sagsbehandling og efterforskning af narkokriminalitet henviste Søren Pind tirsdag da også til politiet som belæg for at neddrosle grænsekontrollen.

»Politiet har undersøgt, om man på grund af det lavere aktivitetsniveau ved grænsen vil kunne skrue ned på antallet af betjente. Det er politiets vurdering, at man kan,« sagde Pind, der i en skriftlig kommentar tilføjer:

»At der i øjeblikket er færre, der kommer over den danske grænse, ændrer ikke på, at flygtninge- og migrantsituationen i Europa samlet set tilsiger, at det er nødvendigt med grænsekontrol.«

Ud over de 40 færre årsværk erstattes 125 betjente af personel fra Hjemmeværnet.

Retsordfører Trine Bramsen (S) efterlyser svar:

»Når man neddrosler med 40 årsværk, bliver det jo en dårligere indsats. Grænseindsatsen er netop sat op for at holde tilstrømningen nede og sikre, at der ikke kommer nogen ind, der ikke har et lovligt ærinde. Derfor er det relevant at få svar på, om der nu vil komme flere ind i Danmark,« siger hun.