Ny kritik af landbrugspakke
Hvis man målretter indsatsen mod de reelle problemer, behøver man kun at regulere 25-33 pct. af landmændene, mener DN.
Den målrettede regulering af landbrugets forurening med kvælstof, der er et vigtigt element i landbrugspakken, er slet ikke målrettet, mener Danmarks Naturfredningsforening, DN.
Derved bliver tusindvis af landmænd pålagt begrænsninger i forhold til udledningen af kvælstof, som ikke er nødvendige.
»I stedet for at målrette indsatsen mod den tredje- eller fjerdedel af landmændene, der udleder for meget kvælstof, rammer man med landbrugspakken næsten alle landmænd,« mener landbrugspolitisk medarbejder i DN, Thyge Nygaard.
»Men man tør ikke tage skridtet fuldt ud og målrette mod de områder, hvor man har de største problemer med kvælstof. Det handler bl.a. om mange af fjordene langs den jyske østkyst, fra Flensborg Fjord i syd til Vejle Fjord, Horsens Fjord og Mariager Fjord. Den indsats, der er lagt op til, vil ramme næsten alle landmænd – det er alt for dyrt for samfundet, og effekten er alt for dårlig,« siger Thyge Nygaard, der mener, at regeringen ikke tør gå hårdt nok efter de landmænd, der har det største problem.
Indsats efter behov
Hos Landbrug & Fødevarer er afdelingsleder Anders Panum Jensen enig i, at landbrugspakken rammer alt for mange landmænd, til gengæld er han uenig i, at den bør ramme nogle landmænd hårdere.
»Vores grundholdning er, at der skal laves indsats der, hvor der er behov, og at der ikke skal reguleres, hvor der ikke er problemer. Et forsigtigt skøn viser, at landbrugspakken vil ramme ca. 75 pct. af landmændene. Vi er enige i, at indsatsen bør målrettes mere, så langt færre bliver påvirket,« siger han.
»Men vi er ikke enige i, at man skal gå hårdere til nogle landmænd. Derimod mener vi, at regeringen har for stort fokus på kvælstof – og at man også bør se mere på den påvirkning, der ikke kommer fra Danmark. At der skulle være taget politiske hensyn for at beskytte nogle landmænd, har jeg meget svært ved at se. Det er Aarhus Universitet, der har regnet sig frem til, hvor meget der skal reguleres i de enkelte områder.«