Er det egentlig i orden at skælde sine børn ud?

Kære læser, jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt. Men mit ydre er et rod efter cykelspurten op ad bakken til avisens redaktion, og mit indre er i ruiner efter den hårde omgang skældud, jeg endte med at give familiens to børn i et – forgæves – forsøg på at nå på arbejde til tiden.

Denne morgen stødte min interesse for at få flyverdragterne på imod børnenes interesse for at lege Doktor McStuffins »i lidt længere tid«.

En meget konkret udfordring kan man sige, men også en situation, som ifølge børneforskere er udtryk for, at vi er endt der, hvor for travle liv støder sammen med et moderne opdragelsesideal, og derfor ender det ofte med at voksne skælder børn ud.

I denne uge er debatten om voksnes skældud af børn blusset op igen mellem på den ene side børneforskere med det budskab, at vi skælder så meget ud, at det skader vores børn, og på den anden side forældre, der ikke aner, hvad de skal gøre, og andre, som taler for, at børn netop har brug for voksne, der reagerer håndfast.

Per Schultz Jørgensen, tidligere formand for Børnerådet, mener, at det bl.a. handler om, at forældres naturlige autoritet i dag er væk. I stedet inddrager vi i høj grad børn i beslutninger og forhandler med dem i dagligdagen.

Udfordringen for forældrene bliver dog at sætte grænser for børnene uden at skælde ud og dermed forhindre, at børnene bliver forvirrede, mener Schultz Jørgensen, som vurderer, at opgaven bliver endnu sværere af, at børn i dag generelt er mere sensitive og mindre hårdføre og derfor mere sårbare over for en omgang skældud, end børn var tidligere.

»Tidligere skældte forældre ikke så meget ud, de tugtede dem, og de havde generelt en autoritær opdragelse. Når mange forældre i dag samtidig har meget travlt i hverdagen, og ofte ikke har tid til det nærvær i den enkelte situation, kan de ikke undgå at skælde ud.«

Ord kan slå

Erik Sigsgaard er børneforsker, og han har skrevet flere bøger om emnet skældud. Han beskriver det at skælde et barn ud ved hjælp af et citat fra en pige, som han engang interviewede: »Det er som at slå med ord«.

Av, kan man også som forælder tænke, når man læser den slags, men ifølge Sigsgaard er det eneste, som man opnår ved at skælde et barn ud, at skade relationen til barnet. Man opnår i hvert fald ikke det, man ønsker, fordi man glemmer, at børn f.eks. ikke kan skynde sig.

Grethe Krag-Müller, lektor og børneforsker på Aarhus Universitet, formulerer det som, at børn blive vrede, bange og usikre, når de får skældud, og at de får opfattelsen af, at de har skylden for, at du som voksen er vred.

Undersøgelsen ”Børn og unge i Danmark”, som SFI udgav i 2014, viser, at små børn får mest skældud. 65 pct. af forældre til børn under tre år svarer, at de mindst en gang om ugen skælder ud. Det samme gælder for 41 pct. af forældre til børn under syv år og for 21 pct. af forældre til børn under 11 år.

Samtidig viste en undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø i denne uge, at 26 pct. af børnehavebørn mellem fire og seks år oplever, at de tit får skældud børnehaven.

Reformpædagogik lever

Det er bare for meget, hvis man spørger Erik Sigsgaard, mens andre ikke mener, at skældud behøver at være et problem. Psykolog Finn Korsaa, der har skrevet flere bøger om opdragelse, ser børneforskere, der advarer mod skældud, som arvtagere af den pædagogik, som den schweiziske filosof Jean-Jeacques Rousseau formulerede i 1700-tallet, og som handlede om, at børn er gode i sig selv.

»Det der med, at vi bare skal støtte børn, så de kan folde sig ud som en tulipan, og at vi voksne ikke skal forstyrre naturen i barnet, det holder bare ikke. Børn har brug for myndige forældre, som de kan regne med, og som markerer, hvem der har ansvaret. Hvis forældre ikke reagerer og en gang i mellem skælder ud, bliver børn tværtimod usikre og frustrerede,« siger psykologen, som understreger, at han ikke er fortaler for at ydmyge børn, men at voksne bør sætte en grænse for børn.

I debatten har bl.a. Marie Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, sagt, at hun ser børneforskernes syn på børn som et udtryk for den såkaldte reformpædagogik, som siden Anden Verdenskrig har sat barnet i centrum i stedet for dyder som disciplin. Hun argumenterer for et børnesyn, hvor det ganske vist ikke er rart at skælde ud, men det er nødvendigt:

»Jeg mener ikke, at mennesker er født gode i sig selv, og derfor er det vores pligt som voksne at lære børn at lægge bånd på sig selv. Det er vores opgave at lære dem, at de ikke altid kan gøre, som de har lyst til, men at de også skal gøre, som de har pligt til. Hvis de ikke lærer det, ender vi i sidste ende med et samfund, der ikke kan hænge sammen. Civilisation er natur, der er bøjet i en bestemt retning.«

Erik Sigsgaard er enig i, at debatten handler om forskellige syn på, hvad et barn er, og, i sidste ende, hvad et menneske er. Han udleder bare en anden pointe. Han er ikke i tvivl om, at tid, eller manglende tid, er en stor del af forklaringen på, at der skældes for meget ud.

»For 30 år siden arbejdede de voksne i en familie 50 timer om ugen, nu arbejder de fleste 2 gange 37 timer plus det løse. Men vi taler bare ikke om, hvilke konsekvenser det har for børnene. I stedet taler vi om, at vi skal sørge for, at børnene lærer det, de skal. Det er hele den logik, der ligger bag skolereformen og en længere skoledag.«

»Børn lever i dag deres liv i institutioner, og børn møder regler hele tiden, og forældrene bør derfor i dag se det som deres opgave ikke at lave en masse regler for børnene. Vi burde være mere optaget af at leve livet sammen med vores børn i de timer, vi er sammen med dem hver dag. Vi skal give dem den frihed, de ikke har i skolen i dag. Spørg dig selv, om du helst vil ende på et plejehjem med en masse regler, eller et plejehjem, hvor du kan gøre, som du vil, og får vin til maden.«

Men er det ikke anderledes med børn? Det er vel vores opgave at sætte rammer for børn, for det kan de ikke selv?

»Børn er også mennesker med rettigheder. Først blev det forbudt at slå sin kone, så blev det forbudt at slå sine børn. Det er i dag ikke accepteret, og på samme måde vil det engang blive uacceptabelt at råbe ad børn.«

At det er den situation, som vi har i vente, er lektor og børneforsker på Aarhus Universitet Grethe Kragh-Müller enig i. Hun ser det som et efterslæb fra revselsesretten, når det i dag stadig er kulturelt accepteret at »råbe børn ind i hovedet«.

»Vi gentager den opdragelse, som vi selv har fået, men indstillingen til skældud er ved at ændre sig hen imod, at børn får samme rettigheder som voksne. Men den slags tager lang tid, på samme måde som det tager generationer at ændre folks opfattelser af kønsroller,« siger hun.

Løsningen er nærvær

Undersøgelsen ”Børn og unge i Danmark” fra SFI viser, at der er en større andel af forældre med lange uddannelser, der skælder deres børn ud. Der er samtidig en sammenhæng mellem forældre med lange uddannelser og familier med regler for bordskik, computerspil og slikindtag. Det kan ifølge Karen Margrethe Dahl, sociolog og forsker hos SFI, hænge sammen med forældres ønske om at styre børnene mod et godt liv, men også med stress og distancerede følelsesmæssige relationer i familien.

»Højtuddannede forældre opfatter deres børn som kulturelle projekter, der kan udvikles gennem den rette formning og stimulering. Lavere uddannede forældre opfatter derimod i højere grad deres børn som naturlige væsner, der eksisterer i nuet, og som forældrene ikke i samme grad har ansvaret for at udvikle og stimulere,« siger hun, der ser flere bevægelser i synet på opdragelse.

»På den ene side har vi siden ungdomsoprøret set mere lighed og mere vægt på at pleje de følelsesmæssige bånd mellem forældre og deres børn, hvilket indtil for nylig har medført en mindre tydelig forældreautoritet og at skældud i højere grad opfattes som illegitimt i opdragelsen. På den anden side er der tegn på en tilbagevenden til en mere styrende forældrerolle, og samtidig er der mange pressede familier, så umiddelbart forestiller jeg mig ikke, at vi vil opleve mindre skældud og færre konflikter mellem børn og forældre,« siger hun.

Spørgsmålet er, hvad man som forælder skal gøre. Ifølge Per Schultz Jørgensen kan man undgå skældud.

»Men det kræver både tid og nærvær. Mange børn oplever i dag, at deres verden er alt for flydende, hvor der er for mange tilfældigheder og for lidt struktur i dagligdagen, fordi forældrene lige akkurat får det hele til at hænge sammen fra dag til dag.«