Danskerne er nordiske mestre i velgørenhed
Danskerne er de bedste i Norden til at sende det aflagte tøj til velgørenhed, viser en undersøgelse, som også peger på massivt overforbrug af tøj, sko og tasker.
Når danskerne skal skifte ud i klædeskabet, ryger tøj, sko og tasker i højere grad til velgørenhed, end når vores nordiske naboer skiller sig af med det aflagte tøj.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for virksomheden Elfa, der producerer og sælger opbevaringssystemer til boligen.
Undersøgelsen viser nemlig, at syv ud af ti danskere »for det meste giver deres aflagte tøj og sko til velgørenhed«. Samtidig er det kun lidt over halvdelen i de øvrige nordiske lande, der regelmæssigt skiller sig af med deres bruge klæder og sko til humanitære formål, viser undersøgelsen.
Det venlige, danske syn på velgørenhed kan hænge sammen med, at tre ud af fire danskere i undersøgelsen svarer, at de har alt for meget tøj og alt for mange sko, som de ikke bruger regelmæssigt.
Ifølge Lars Rudolfsen, opbevaringsekspert og sales manager hos Elfa i Danmark, skal årsagen findes i en blanding mellem et overforbrug af tøj og en tradition for tøjindsamling i Danmark.
»Der er ingen tvivl om, at moden og fokus på æstetikken i tøj er kommet centrum, når vi har så meget tøj i vores klædeskabe. Men det er samtidig positivt, at danskerne i høj grad skiller sig af med det overflødige tøj til velgørenhed. Årsagen skal findes i en lang, dansk tradition for tøjindsamling til humanitære formål, og samtidig har vi rigtig gode muligheder for at komme af med tøjet i de mange containere og genbrugsforretninger,« siger Lars Rudolfsen.
Undersøgelsen peger samtidig på, at danskerne, svenskerne, nordmændene og finnerne sagtens kan indfinde sig med et klædeskab, der kun indeholder halvt så meget tøj. I hvert fald svarer mere end hver anden, at de godt kan undvære halvdelen af sine beklædningsgenstande.
»Vi ved udmærket godt, at vi overforbruger. Men i Danmark er genbrug og velgørenhed en stærk norm, som gør, at den hyppige udskiftning i garderoben kommer det humanitære arbejde til gode. Det er tydeligt, at tøj er essentielt for manges identitet. Det kan vi også se på den store efterspørgsel på walk-in-closets. Tøjet skal ikke kun være pænt og moderne, det skal også præsenteres rigtigt,« siger Lars Rudolfsen.
I alt har 4.026 respondenter fra Danmark, Sverige, Norge og Finland deltaget i undersøgelsen fra YouGov.