Fortsæt til indhold
Indland

En dyr tur til Kronborg

Det kommer til at koste over 100 mio. kr. at flytte Statens Værksteder for Kunst fra København til Helsingør. Formanden for værkstederne tror ikke, at udflytningen bliver til noget.

Axel Pihl-Andersen

Statens Værksteder for Kunst skal flyttes til Kronborg, og hvis man skal tro på, hvad kulturminister Bertel Haarder sagde på et samråd kort før jul, kan det blive en bekostelig affære at flytte syv-otte arbejdspladser fra hovedstaden til Helsingør.

»Det er høje tal, og jeg vil sige, som Erling Olsen gjorde engang – at fordi man er minister, så behøver man jo ikke være idiot. Så hvis det samlet set viser sig at være for dyrt at flytte Statens Værksteder, så gør vi det selvfølgelig ikke,« sagde Bertel Haarder på samrådet.

Istandsættelse og ombygning af bygninger på Kronborg løber ifølge kulturministerens tal fra samrådet alene op i 94 mio. kr. Dertil kommer yderligere 30 mio. kr. for at indrette nogle lokaler i de nærliggende værftshaller. Altså 124 mio. kr..

Kulturministeren ønsker ikke at uddybe sit forbehold og manglende ønske om at være »en idiot«.

I en mail fra ministeriet hedder det blandt andet, at man er i gang med en samlet analyse af flytningen.

»Før analysen er afsluttet, kommenterer hverken ministeren eller ministeriet på de økonomiske detaljer i sagen,« står der i mailen.

Det er i hvert fald en meget dårlig udnyttelse af skatteborgernes penge.
Elle-Mie Ejdrup Hansen, formand for Statens Værksteder for Kunst

Men det gør formanden for Værkstedsrådet, Elle-Mie Ejdrup Hansen, til gengæld.

Værkstedsrådet svarer til bestyrelsen for Statens Værksteder for Kunst, og i et brev, som Elle-Mie Ejdrup Hansen har sendt til medlemmer af Folketingets kulturudvalg, gentager hun beløbet på 124 mio. kr. for flytningen af, hvad der svarer til 6,5 årsværk. Eller knap 20 mio. kr. pr. årsværk.

Ingen grund til at flytte

Derfor både tror og håber Elle-Mie Ejdrup Hansen heller ikke, at flytningen bliver til noget.

»Der er simpelthen ikke en eneste fornuftig grund til at flytte værkstederne – og økonomisk er det jo helt vanvittigt. Det er i hvert fald en meget dårlig udnyttelse af skatteborgernes penge, og rent fagligt giver det heller ingen mening. Derfor tror jeg heller ikke, at det bliver til noget,« siger Elle-Mie Ejdrup Hansen, der får kulturudvalget på besøg i næste uge.

Statens Værksteder for Kunst holder i dag til i Gammel Dok Pakhus på Christianshavn og har behov for både meget store og specielle faciliteter, der f.eks. kan rumme kolossale væve-maskiner. Ud over de otte fastansatte, der først og fremmest er dygtige håndværkere, som mestrer gamle håndværkertraditioner i træ, bliver værkstederne brugt af ca. 170 kunstnere fra hele landet, der får mulighed for at bruge faciliteterne i afgrænsede perioder.

80 pct. af dem bor i eller omkring hovedstaden, og alene af den grund er det ifølge Elle-Mie Ejdrup Hansen fjollet af flytte værkstederne til Helsingør. Men også for de resterende 20 pct. er den nuværende placering i København en stor fordel, siger hun:

»Kunstnere fra provinsen har stor gavn af et ophold på Statens Værksteder for Kunst – netop fordi det ligger i København. Her bliver de langt mere synlige som kunstnere og kommer til at indgå i hovedstadens kunstnermiljøer med langt bedre muligheder for at blive kontaktet af galleri-ejere og kuratorer.«

Men hvorfor bliver det så dyrt?

Ifølge Elle-Mie Ejdrup Hansen skyldes de høje omkostninger, at de gamle bevaringsværdige bygninger ved Kronborg grundlæggende er særdeles uegnede til formålet med værkstederne: Alle indre vægge og etageadskillelser skal f.eks. fjernes.

Bedre som kontorlokaler

»Det havde været fint til kontorlokaler, men ikke til vores formål, hvor der skal være plads til vævemaskiner, der er syv meter lange,« siger hun.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, er enig.

»Uden at foregribe den endelige rapport virker det som en tudetosset idé. Generelt er vi tilhængere af at fordele de statslige arbejdspladser noget bedre, men det skal være af respekt for faglighed og for, hvad det koster i hvert tilfælde. Regeringens samlede plan for udflytning står og falder jo ikke med otte arbejdspladser,« siger han.

Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, har svært ved at forestille sig ændringer.

»Det er sjovt, at man går så meget op i, hvad det koster. Det har man aldrig gjort, når man har centraliseret tingene. Intet er hugget ud i granit, men som udgangspunkt ændrer vi i hvert fald ikke på antallet,« siger han.