Fodbolddrengen fra Ishøj

Prolog

Jesper Sørensen havde lige sat sig i badekarret. For en gangs skyld var han stået så tidligt op, at han kunne nå et karbad, inden han skulle på arbejde som chauffør i København. Det var tirsdag den 5. marts 2013. I radioen kunne han høre, at de snakkede om kommunernes lockout af 52.000 lærere og om DBU’s karantæne til fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Uden for det gule rækkehus i Ishøj var kulden godt i gang med at gøre måneden til den koldeste danske marts i 26 år.

Jesper Sørensen hørte også, at telefonen ringede, og at hans kone, Janne, gik ind i arbejdsværelset inde ved siden af for at tage den.

Beskeden kom fra fodboldklubben i Ishøj. Bagefter virkede det helt logisk. Det var jo der, plejesønnen Kenneth havde brugt al sin fritid og havde udviklet sit talent til at blive en habil fodboldspiller, inden han droppede fodbolden til fordel for islam. Nu havde en af vennerne fra fodboldklubben kontaktet Kenneths søster, som nu ringede beskeden videre til plejeforældrene.

Jesper Sørensen hørte sin kone skrige højt. Få sekunder senere stod hun med telefonen i hånden på badeværelset og råbte:

»Kenneth er blevet sprunget i luften! Han er død!«

Jesper Sørensen faldt helt sammen. Han kunne ikke komme op af badekarret. Al kraft forsvandt fra hans krop. Der var sket det, han hele tiden havde frygtet.

Lige fra den dag helt tilbage i 2001, da han i Ishøj By Center for første gang så sin plejesøn Kenneth iklædt kjortel og bedehat, havde han håbet på, at drengens konvertering ville have været til en moderat form for islam.

Og han havde også frygtet, hvad det ville ende med, og det havde han også sagt til Kenneth:

Kapitel 1 - Jesper i prolog

Fodbolddrengen fra Ishøj

Nogle siger, at det var en hård opvækst, før han kom i familiepleje, der gjorde det. At Kenneth Sørensen havde et tomrum, han skulle udfylde. At han ledte efter et ståsted i livet. At han derfor endte med at blive islamist og dø i Syrien.

Hans start på livet var ikke nem.

Begge Kenneth Sørensens biologiske forældre var stofmisbrugere, og det i en sådan grad, at deres hverdag mest handlede om at få fat i de stoffer, der var omdrejningspunktet for deres liv.

Så da Kenneth kom til verden den 17. februar 1983, var det til en verden fyldt med utryghed. Det var sådan, han mange år senere forklarede det til sine venner, når han betroede sig til dem om de første år af sit liv.

For eksempel fortalte han engang til en ven, at han blev bange, når han som lille dreng gennem nøglehullet kunne se, hvordan hans biologiske far og mor skiftevis gav hinanden indsprøjtninger med en kanyle.

Det var et liv fyldt med ustabilitet, og en dag forsvandt Kenneths mor helt fra den lille familie. Nu var det op til faren at passe på Kenneth og hans storesøster alene.

Men heller ikke det gik særlig godt. Faren kunne nemlig ikke styre sit stofmisbrug, der efterhånden antog sådan en karakter, at han ikke kunne finde ud af at passe børnene. Da kommunen lagde an til at sende børnene på børnehjem, tilbød onklen og tanten, Jesper Sørensen og Janne Lykke Mortensen, at blive plejeforældre for Kenneth. En godkendelsesproces gik i gang, mens kommunen sendte børnene på børnehjem, og faren tog på et afvænningsophold i Sverige.

Da Kenneths biologiske far kom hjem fra afvænningsopholdet i Sverige, erklærede han, at han nu var »clean«, og at han var klar til at begynde på en frisk sammen med børnene, så der var ikke brug for onklens og tantens tilbud.

Men det blev der alligevel. For dagen før, Kenneths far skulle begynde på et nyt job på B&W-skibsværftet i København, døde han af en overdosis. I mellemtiden havde Københavns Kommune godkendt Janne og Jesper som plejeforældre. Og det var herefter, at deres liv sammen med Kenneth begyndte.

For Janne og Jesper var det en drøm at få børn. De var ungdomskærester og havde været sammen siden 8. klasse, men de havde aldrig selv fået børn.

Nu var de henholdsvis 29 og 30 år og begge med fast arbejde; Jesper som skibsværftsarbejder og Janne som sekretær. Så i april 1990, da Kenneth og hans søster rykkede ind hos dem i deres lille rækkehus i Ishøj, følte de sig godt rustet til fremtiden.

»Vi var meget glade for at få Kenneth og hans søster i huset. De trængte i den grad til noget omsorg. Kenneth hang hundrede procent på mig fra den allerførste dag og havde meget brug for at sidde på skødet og føle sig tryg,« siger Janne Lykke Mortensen.

Men at alting ikke altid var helt let med Kenneth, mærkede Janne og Jesper hurtigt.

Bulderbassen

Gildbroskolen ligger i et grønt område omtrent midt i Ishøj og er fyldt med aktiviteter – ikke mindst fodbold, som er en populær sport på Vestegnen. Det var her, at Kenneth Sørensen første gang trådte ind i den verden, der de næste år skulle forme hans liv.

Året var 1990, og selv om Danmark det år ikke havde tilkæmpet sig en af de vigtige pladser til VM i fodbold i Italien, drømte de unge drenge stadig om at blive den nye Michael Laudrup eller Peter Schmeichel. Eller bare om at få en stamplads hos de blå-gule i Brøndby.

Sådan var det også for Kenneth Sørensen, som snart skulle blive et af talenterne på Vestegnen. Men det kunne man ikke se, da han startede i børnehaveklassen. Der handlede det mest om at falde til i klassen og finde sin plads blandt de andre børn, som også lige var startet.

Og omgivelserne kunne godt mærke, at Kenneth var lidt af en bulderbasse. For selv om han var en sød og kærlig, så råbte han også op, især hvis der var nogen, der gjorde noget forkert, fortæller hans plejemor, Janne Lykke Mortensen.

»Hvis der var en svag dreng, der var oppe at slås med en lidt større og stærkere, så hjalp Kenneth den svage dreng. Kenneth kunne godt klare de store drenge. Og hvis hans fætter kom i klemme hos de store drenge, fortalte han dem bare, at Kenneth var hans fætter; så rørte de ham ikke,« siger hun.

Da Kenneth var syv år, sagde lærerne ifølge Janne Lykke Mortensen det ligeud. Kenneth var noget af en mundfuld.

»Læreren sagde, at de var helt glade, hvis Kenneth var syg og ikke var i skole en dag. Så var der mere ro i klassen. Hvis det var sådan, de så på ham, så skulle han ikke gå der længere,« siger Janne.

Derfor flyttede plejeforældrene Kenneth til den nærliggende Ellekildeskolen fra 2. klasse, og først i 8. klasse vendte han tilbage til Gilbroskolen. Men det var på fodboldbanen, at Kenneth virkelig kom til at folde sig ud.

Trænerne kunne se det, allerede da Kenneth var miniput. Han var god. Den otteårige dreng fra Vestegnen kom næsten hver dag løbende på græsanlæggene med klaprende fodboldstøvler, høje knæstrømper og sin grønne fodbolddragt fra det lokale fodboldhold SB 50 i Ishøj.

Når han fik fri fra skole om eftermiddagen, klædte han hurtigt om og tog hen på fodboldbanen, hvor han brugte det meste af sin fritid, og når der var kamp, stod Jesper altid på sidelinjen.

Søren Kyhl trænede miniputterne i SB50, og han lagde også mærke til noget helt specielt ved Kenneth:

Kapitel 1 - Søren Kyhl

Kenneth og de andre drenge så meget op til deres træner, så da Søren Kyhl skiftede til en anden klub, Torslund-Ishøj, rykkede Kenneth og 30 andre drenge fra SB 50 med. Og ligesom Kenneth havde været en populær spiller der, var han det også i den nye klub. Dog var hans teknik ikke den bedste, men det blev så rigeligt opvejet af hans viljestyrke.

Ifølge barndomskammeraterne var Kenneth simpelthen den type spiller, der bare ville frem, og hvis nogen smed ham af holdet, så skulle han nok vise dem, hvem der bestemte. En dag blev Kenneth sat af holdet af assistenttræneren, Frank. Men på en eller anden måde fik Kenneth charmeret sig ind hos Frank, så han alligevel startede på banen. Kenneth kvitterede med et mål, hvor han driblede fra den ene ende af banen til den anden for derefter at løbe begejstret ud til Frank og omfavne ham, så de begge væltede omkuld.

Imens stod de andre drenge og grinede ude på sidelinjen. Det var Kenneth, når han var bedst. Han elskede at være i centrum og få de andre til at grine. Han ville frem, også selv om verden nogle gange så sort ud.

Det var også den Kenneth, som Stephan Petersen kendte.

De to var barndomskammerater og brugte det meste af deres tid sammen, da de var yngre. Både på fodboldbanen, og når Kenneth var hjemme hos Stephans familie i Ishøj. Men deres liv kom til at forme sig helt forskelligt.

I dag er Stephan Petersen professionel fodboldspiller i superligaklubben AGF og en af de lokale helte, som de unge i Aarhus ser op til. Her er, hvad han fortsat kan huske om Kenneth:

Kapitel 1 - Stephan Petersen

Hjemme hos Stephan stod døren altid åben for alle mulige børn. For Kenneth blev det faktisk hans andet hjem, hvor han ofte spiste aftensmad og overnattede, siger Stephan Petersens mor, June Petersen. Om aftenen smed de en ekstra madras frem, som Kenneth sov på. Og næste dag fulgtes Stephan og Kenneth i skole.

Det var trygt for Kenneth. Junes mand, Kurt, tumlede med drengene, og selv den dag i dag er det ikke let for June at snakke om Kenneth, fordi han på mange måder var som en søn for hende.

»Han var en rigtig sjov, glad, lille dreng. Vi kunne bare mærke, at han kunne lide at komme her, måske fordi vi accepterede ham, som han var,« siger hun.

Men Kenneth skulle tøjles. Nogle gange gik han over stregen, og så var det ikke sjovt længere. En sommerdag var de alle sammen til stor fest i fodboldklubben, og Kurt og Kenneth gik som sædvanlig og tumlede med hinanden, men pludselig begyndte Kenneth at sprøjte vand på ham.

Og han ville ikke stoppe.

Heller ikke selv om Kurt blev ved med at bede ham om at lade være.

Til sidst løb Kurt efter Kenneth og fik ham lagt ned på jorden, hvor han holdt ham fast. Han sagde, at nu var det altså slut.

»Bagefter blev Kenneth helt stille og krøb op på skødet af Kurt, som om han søgte en slags tryghed, som han måske ikke havde fået, da han var helt lille,« siger June Petersen.

Måske var det en måde for Kenneth at blive set på. I hvert fald var det noget, folk lagde mærke til.

Også Hakan lagde mærke til, at Kenneth ikke havde haft det helt let som lille dreng.

At høre til

Kenneth og Hakan kendte hinanden både fra SB50 og Torslund Ishøj IF.

Hakan er selv muslim. Men slet ikke på den måde, som Kenneth blev det, og han er ked af, at Kenneth skulle falde for den del af islam, som han selv er så inderligt imod.

På grund af det, der skete med Kenneth, vil Hakan ikke have sit efternavn frem. Heller ikke selv om det, han fortæller om Kenneth, mest handler om en god ven, der pludselig gled væk fra ham.

Hakan var ligesom Kenneth god på fodboldbanen. Han var en stor knægt, der gik til den, og han faldt hurtigt for Kenneths måde at være på. Han kunne godt lide, at Kenneth altid sagde tingene lige ud af posen, når de snakkede sammen. De havde det sjovt, gik i biografen, kiggede på piger og gjorde alt det, som drenge gør i 13-14-årsalderen.

Ofte tog de ind til byen med S-toget fra Ishøj til Hovedbanegården. Nogle gange gik de rundt i shoppingcenteret Fisketorvet mellem de store butikker, caféer og restauranter.

Hakan kunne også mærke, at Kenneth også havde en mere dyster side.

En dag sad de i S-toget på vej hjem fra København til Ishøj på den sædvanlige togtur. Men noget var anderledes. Skråt over for dem i kupéen sad en midaldrende kvinde. Hakan husker stadig, at Kenneth var usædvanligt stille under hele togturen. Og da de var steget af toget i Ishøj, kom det frem:

»Hende damen i kupéen dér, det var min mor. Men hun kunne ikke kende mig,« husker han, at Kenneth sagde.

Det var helt tydeligt for Hakan, at Kenneth var ked af det. Der sad hans mor lige over for ham i kupéen og ænsede ham ikke med et blik. Men de snakkede ikke mere om det.

Sådan var det bare. Der var ting i Kenneths liv, som forblev dunkle.

Men alting var ikke dårligt. Hjemme hos Janne og Jesper havde Kenneth det godt og udviklede sig, som en dreng i den alder skal gøre, vurderede repræsentanterne fra kommunen, når de kom på besøg hos plejefamilien for at høre, hvordan det gik.

De havde altid et positivt indtryk med sig hjem fra rækkehuset.

Eksempelvis skrev en kommunal sagsbehandler efter et hjemmebesøg:

»Kenneth udvikler sig fint – sundt og helt normalt – han er en fin dreng, som klarer sig fint – socialt fungerer han også fint, så målet må siges at være nået, i og med at han udvikler sig,« skrev en sagsbehandler i 1999, mens hun fulgte op i et følgebrev til Janne:

»Jeg synes, at du og Jesper har lavet et stort og flot stykke arbejde, Kenneth er en dejlig dreng,« skrev hun.

Sådan nogle vurderinger fra kommunen var væsentlige for Janne og Jesper:

»Vi syntes jo, at vi prøvede at gøre det så godt som muligt for Kenneth, for han havde ved Gud ikke haft det let i sine første fem leveår. Derfor var det dejligt at få kommunens vurdering af, at de syntes, vi gjorde en rigtig indsats for Kenneth,« siger Janne Lykke Mortensen.

Da Kenneth var 14 år gammel, skiftede han tilbage til Gildbroskolen for at begynde i 8. klasse. Det var her, hans liv tog en ny drejning, da han mødte den person, som han skulle komme til at dele resten af sit liv med.

Pigen fra Færøerne

Hun stod bag hækken med sit lange, mørke hår. Hun var køn, og Kenneth var smaskforelsket. Året var 1997.

Hun hed Sóley og kom oprindeligt fra Færøerne, men var sammen med sine forældre flyttet til Ishøj.

Så nu stod Kenneth pavestolt og bankede på døren hjemme hos Stephans familie, og da June åbnede, sagde han:

»Der er noget, jeg vil vise dig, June. Skipper, kom så her«, husker June, at han sagde.

Skipper var hendes kælenavn, og det var Kenneth, der havde fundet på det. Og selv om det nok lød fjollet, var det ikke noget, man skulle lægge så meget i. Det var bare Kenneths sædvanlige måde at pjatte med tingene på.

Det var ikke et udtryk for, at han tog let på det med Sóley. Det var, som om Sóley udfyldte det tomrum, han havde haft i sit liv. De to hørte sammen. Det var sikkert og vist.

I den næste tid så Stephan og hans familie mindre og mindre til Kenneth. Han havde fundet sit anker i livet, fortæller June:

»En dag sagde han til mig: ”June, jeg kan godt fortælle dig, at hende her får jeg en masse børn med. Og jeg er ikke ret gammel, når det sker”.«

Det skulle snart vise sig, at han fik ret.

I første omgang fulgtes Kenneth og Sóley videre i 10. klasse i Baldersbæk i Ishøj.

Og parret skulle snart blive et af dem, man lagde mærke til i Ishøj. Der var stil over dem. Også til gallafesten på skolen i 2000. Det var meningen, at alle parrene skulle komme i deres stiveste puds. Og den opfordring havde Kenneth og Sóley taget til sig.

Kenneth var hoppet i et jakkesæt med tilhørende blå butterfly, mens Sóley havde en lang, sort kjole på med en rød fjerboa over skulderen.

Plejefar Jesper tog et billede af dem foran rækkehuset, inden de tog afsted til festen. I dag kan han stadig huske det.

»Det var sgu Ishøjs flotteste par,« siger Jesper stolt.

Så da skoleåret i 10. klasse var omme, og handelsskolen lå og ventede forude, var alt stadig, som det skulle være.

I blå bog beskrev klassekammeraterne Kenneth sådan her:

»Har en dejlig kæreste. Hidsig. Blev en ”haj” til ski. Hader at tabe.«

I samme blå bog beskrev klassekammeraterne Sóley som en helt almindelig teenagepige. Hun kunne nok tage fusen på sin kæreste, men hun var ham stadig tro i en sådan grad, at det var tydeligt for dem, at de elskede hinanden højt. Men hun blev også beskrevet af sine veninder som en »stille« pige. Men helt stille kunne man ikke være sammen med Kenneth.

På en skoletur til Polen havde hun købt et par sexede g-strenge til ham.

»Tro mig, de var frække. De var så gennemsigtige, at man dårligt kunne se dem!« skrev de.

Men Sóley og Kenneth skulle snart ændre sig.

En ny gud

Det startede få måneder efter, at Kenneth Sørensen flyttede ind i et lille klubværelse under loftet på Østergaarden i Ishøj. Året var 2002, og verden var på den anden ende, efter al-Qaeda havde angrebet USA den 11. september 2001. To fly var fløjet ind i World Trade Center i New York, mens et andet havde pløjet igennem USA’s forsvarsministerium, Pentagons, imposante bygninger i Washington.

Verden var ikke længere den samme, og i aviserne, i radioen og på tv begyndte folk ivrigt at diskutere islam og den indflydelse, religionen havde på verden.

Og bagefter kom krigene.

Med USA i spidsen gik Danmark i 2002 ind med soldater i Afghanistan for at vælte det yderligtgående Taliban-regime, der før terrorangrebet mod USA havde huset al-Qaedas leder, Osama bin Laden. Og året efter gik Danmark sammen med USA og Storbritannien i krig for at vælte den irakiske diktator Saddam Hussein i Irak.

Det var i dette klima, at Kenneth Sørensen valgte at blive muslim.

Hakan husker, hvordan det startede i det små med nogle spørgsmål om islams fem søjler, som hver især forklarer, hvordan islam skal forstås. Hakan forklarede det så godt, han kunne, men da han kun kunne de mest grundlæggende ting om islam, sagde han til Kenneth, at han selv skulle finde nogle bøger om det at være muslim.

En gang imellem spurgte Kenneth også om, hvad man måtte gøre og ikke gøre, når man var muslim. Det var ofte helt konkrete ting, han spurgte til, for eksempel om hvor mange gange man skulle bede om dagen, og hvad man gjorde, hvis man ikke havde mulighed for at bede.

Hakan lagde ikke noget videre i det. Men en dag sagde Kenneth til ham, at han gerne ville konvertere til islam.

Sammen gik de op til lokale tyrkiske imam i Ishøj. Han var en af de moderate typer fra den tyrkiske moské. Imamen fremsagde shahadaen – den muslimske trosbekendelse – og derefter var Kenneth muslim.

Ifølge Hakan søgte Kenneth ikke en bestemt tolkning af islam. Det handlede snarere om, at han søgte efter noget, der gav mening og perspektiv i hans liv, forklarer han.

Sóley var imod, at Kenneth konverterede til islam. Det sagde hende intet. Faktisk mente hun, at det var kvindeundertrykkende, hvilket hun stiktosset ringede og fortalte til en af Kenneths venner. Men hun ændrede mening.

Der er forskellige udlægninger af, hvordan Sóley endte med at blive muslim. Én ting er alle dog enige om. Da det først skete, var hun den af de to, som blev mest optaget af islam.

Ifølge Hakan var det Kenneth, der stille og roligt fik hende omvendt. Han var ked af, at hun ikke ville gå den samme vej som ham, men af imamen fik han det råd, at han bare skulle lægge en lille folder om islam på stuebordet på klubværelset i Østergaarden, som hun kunne læse i hver dag.

Det måtte ikke være noget, der var for sværttilgængeligt. Så ville hun ikke læse det. Det skulle bare være en simpel forklaring om det smukke og gode ved islam. Så ville hun fatte interesse for at konvertere, mente imamen.

Janne Lykke Mortensen husker en telefonsamtale, hvor Sóley ringede fortvivlet og frustreret hjemmefra sine forældre, tydeligvis i syv sind om, hvorvidt hun skulle følge med Kenneth ind i islam eller ej:

”Janne, er det rigtigt, at man kommer i paradis, hvis man bliver muslim,” spurgte teenagepigen fra Ishøj.

En anden ven siger, at Sóleys konvertering skete i løbet af 24 timer.

Først ringede Kenneth og slog op med Sóley, fordi de ikke kunne være sammen, hvis hun ikke var muslim.

Men inden der var gået et døgn, ringede Sóley tilbage og sagde, at hun var klar. Sammen tog parret en taxa ind til en butik på Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og købte stort ind af muslimsk tøj. Det var Sóley, der selv betalte, fordi hun ville vise Kenneth, hvor meget det betød for hende at konvertere til islam og følge ham ad den vej, som han nu havde valgt at gå.

Dagen efter gik Sóley i niqab, og det var kun muligt at se en sprække af hendes ellers kønne ansigt ved øjnene.

Fra den dag var Kenneth og Sóleys tilværelse for altid forandret. Nu kaldte Kenneth sig Abdul Malik og gled længere og længere væk fra sine gamle venner.

Også dem fra livgarden.

Skulle passe på dronningen

Kenneth var begyndt som soldat i livgarden. I begyndelsen havde han det sjovt. Han kunne godt lide at komme på kasernen ved Rosenborg Slot og hænge ud med de andre drenge. De drak øl og gik på kasino, og gjorde klar til, at de efter en forberedelsestid skulle kunne stå med bjørneskindshue og kongeblå bukser foran dronningens gemakker på Amalienborg.

Det blev imidlertid ikke til noget.

Livet som soldat i den danske hær var uforeneligt med livet som muslim. Så efterhånden som Kenneth blev mere og mere religiøs, fandt han ud af, at han måtte holde op.

Over for Janne og Jesper sagde han, at han havde smadret sin fod i en fodboldkamp og derfor ikke kunne gå i de obligatoriske militærstøvler. Han måtte en tur ind på gulvtæppet foran »de høje herrer«, som han kaldte de officerer, der tog sig af rekrutterne, før han fik lov at træde ud af livgarden.

Janne var sikker på, at det med fødderne bare var en undskyldning for, at han ville ud. For han var begyndt at opføre sig anderledes, end han plejede. Det var, som om noget eller nogen var i gang med at omprogrammere ham.

Men det var først en dag i marts 2002, at Janne for alvor opdagede, hvad der var sket. Her mødte hun Kenneth i Ishøj By Center og spurgte ham om, hvorfor han aldrig mere kom hjem og besøgte hende.

»Hvad har du gjort? Har du slået en ihjel,« husker hun, at hun spurgte ham.

»Nej, jeg er konverteret til islam. Og jeg er også blevet gift,« havde han svaret.

»Så kunne jeg ikke bære mere, så gik jeg,« husker Janne.

Bagefter fandt Janne ud af, at Kenneth kun havde giftet sig med Sóley, fordi de ellers ikke ifølge islams regler måtte være sammen.

»Jeg cyklede hjem, mens jeg græd. Jeg kunne slet ikke bære det,« siger Janne.

Også Jesper var chokeret over, at Kenneth havde konverteret.

Han mødte ham en dag oppe i Ishøj By Center lige mellem frisøren og BR-butikken, hvor han stod i kjortel, med ankellange bukser og en lille bedehat på hovedet. Kenneth var også begyndt at få skæg.

I dag husker Jesper, at han stadig forsøgte at holde fast i sin søn:

Kapitel 1 - Jesper

Men Kenneth gled længere og længere væk. Og hverken Janne og Jesper – eller hans venner fra skoletiden – vidste, hvem det var, der havde fået fat i Kenneth.

Det var en hemmelig verden, som de ikke kunne se og derfor heller ikke kunne trænge ind i. Det eneste, de kunne mærke, var, at Kenneth blev mere og mere radikal. F.eks. kom han en dag hjem og sagde, at han kunne »lave dem om til muslimer på en halv time«.

»Det var så uhyggeligt,« siger Janne Lykke Mortensen.

Kenneth fortalte også Janne og Jesper, at han mente, at det var jøderne, som stod bag angrebet på World Trade Center. Jesper var forfærdet over det, der var sket med hans dreng.

»Der var nogle kræfter, der havde fat i ham. Nogle forfærdelige kræfter, der kan tage nogle unge mennesker og hjernevaske dem. Det var uhyggeligt, det der.«