Nordiske lande peger på Thorning til FN-topjob
Sverige, Norge og Finland støtter åbent Helle Thorning-Schmidts kandidatur til posten som FN’s næste flygtningehøjkommissær. Sverige vil dog stille »klare krav« til hende, hvis hun får jobbet.
Mens Helle Thorning-Schmidt (S) er i fuld gang med at samle international opbakning til sit forsøg på at blive FN’s næste flygtningehøjkommissær, kan hun nu glæde sig over at få fuld, offentlig opbakning fra vores nordiske nabolande.
Både Sverige, Norge og Finland peger nu åbent på Thorning til FN-posten. Det bekræfter landenes respektive regeringer alle over for Jyllands-Posten.
Dermed har det ikke kostet Thorning nordisk støtte, at Tyskland i sidste uge stillede med en modkandidat til den tidligere danske statsminister.
Sveriges socialdemokratisk ledede regering har ellers forholdt sig afventende og ikke offentligt peget på én bestemt kandidat til posten. Men det sker altså nu.
Thorning vil dog blive mødt med klare svenske krav, hvis hun bliver valgt til at stå i spidsen for FN's Flygtningeorganisation UNHCR.
»Hun er en stærk kandidat, men vi kommer til at have stærke krav til den, som bliver flygtningehøjkommissær. Ikke mindst i spørgsmålet om lovlige veje for flygtninge ind i EU, som er vigtigt for Sverige,« skriver udenrigsministerens pressesekretær.
Også Norges konservative udenrigsminister Børge Brende fremhæver det faktum, at Helle Thorning-Schmidt kommer fra et nordisk land, og at der er en »god tradition« for, at Norden støtter hinandens kandidater til FN-poster.
»Helle Thorning-Schmidt er en meget kompetent politiker og en god kandidat. UNHCR trænger til en stærk og tydelig leder i den vanskelige situation, som verden står i med flere store humanitære kriser,« skriver Børge Brende i en kommentar til Jyllands-Posten.
Den finske regering mener kort og godt, at Thorning er den »bedste kandidat til jobbet,« og forventer derfor også, at hun vil foretage de rette prioriteringer, hvis hun bliver valgt.
Ingen af landene nævner noget om, at Thornings stramning af reglerne for asyl og familiesammenføring skulle udgøre et problem, nu hvor hun vil stå i spidsen for FN's Flygtningeorganisation, UNHCR.
Islands regering har endnu ikke reageret på Jyllands-Postens henvendelse.
I sidste uge kom det frem, at Tyskland havde lanceret en modkandidat til Thorning. Den tysk-brasilianske diplomat og leder af FN’s miljøprogram Achim Steiner bekræfter, at han går efter jobbet, og at han har opbakning fra den tyske regering.
»Efter at have beskæftiget mig med international udvikling, politik og diplomati hele mit arbejdsliv har jeg fremsat mit navn med den stærke tro på, at jeg kan gøre en positiv forskel for de millioner af kvinder, mænd og børn, der ser UNHCR og FN som deres sidste og bedste håb om beskyttelse og støtte,« skriver Achim Steiner i en mail til Jyllands-Posten.
»Jeg ser frem til at blive vurderet gennem en omhyggelig udvælgelsesproces, hvor der uden tvivl vil hård konkurrence. Stillingens vigtighed kræver intet mindre,« tilføjer han.
Ud over Steiner har også Italien stillet med en offentlig kandidat. Det er diplomaten Filippo Grandi, der tidligere har været generalkommissær for FN's flygtningeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA.
Ifølge FN-kilder har i alt 14 personer søgt jobbet, men det er altså kun Thorning, Grandi og Steiner, som er offentligt kendte. Den klare forventning i FN-systemet er dog, at de fleste af ansøgerne hurtigt vil blive siet fra.
Stillingen som flygtningehøjkommissær bliver ledig fra årsskiftet, når den nuværende højkommissær, portugisiske António Guterres, træder tilbage. Hans efterfølger ventes at blive fundet i løbet af efteråret, når et interviewpanel har haft lejlighed til at føre samtaler med udvalgte kandidater.
Formelt udpeges FN’s flygtningehøjkommissær af FN’s Generalforsamling efter indstilling fra generalsekretær Ban Ki-moon.