*

Indland

Undersøgelse: Hver ottende indvandrerhomo er blevet udsat for vold

En væsentlig del af de homoseksuelle indvandrere har problemer med vold, trusler og selvmordstanker, viser en ny undersøgelse.

Homoseksuelle med indvandrerbaggrund er i særlig grad udsat for vold og trusler om vold. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Vold, trusler om vold eller frygt for vold. Og så endda fra ens egen familie.

Sådan er tilværelsen for en betydelig andel af de homoseksuelle personer, der har indvandrerbaggrund. 18 pct. er blevet truet med vold af deres familiemedlemmer på grund af deres seksuelle orientering, og 13 pct. er rent faktisk blevet udsat for vold fra et eller flere familiemedlemmer.

Og så er der dem, der ikke er sprunget ud over for familien. Her frygter 20 pct., at der vil komme voldstrusler, hvis familien finder frem til sandheden om seksualitet.

Blandt homoseksuelle med dansk baggrund er de tilsvarende tal markant lavere. Kun 1 pct. er blevet truet med vold fra familien, og kun 1 pct. er blevet udsat for vold. Blandt dem, der endnu ikke er sprunget ud, er det også kun 1 pct., der frygter, at familien vil reagere med trusler om vold.

Alt det kan man læse i undersøgelsen "Nydanske LGBT-personers levevilkår", som Als Research har foretaget for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og blev offentliggjort torsdag. LGBT står for Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender, og ifølge folkene bag undersøgelsen er det den største undersøgelse af sin art herhjemme, og den første der sætter tal på udbredelsen af de forskellige problemer, f.eks. vold.

Om undersøgelsen

I alt 3.319 LGBT-personer har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, herunder 134 med indvandrer- baggrund (begge forældre er ikke-vestlige). 71 pct. har svaret på alle spørgsmål i undersøgelsen.

Derudover har man kontaktet 2.079 indvandrere og efterkommere for at høre deres holdninger til homoseksuelle. 1.002 valgte at deltage.

Der er også foretaget 50 (anonyme) interviews, bl.a. med 17-årige Labib, der fortæller, at hans bror har slået ham med knytnæve, og at hans far er truende:

»Min far truer mig meget, og jeg kan mærke, at han er lige ved at springe op nogle gange. og det kan bare være på grund af, at jeg har for stramme bukser på.«

Han fortæller, at faderen truer med at slå ham ihjel. Også hans mor er truende.

»Hun truer med, at hun vil få min far til at slå mig ihjel,« lyder det fra den unge Labib i rapporten.

En anden, 21-årige Dawood, blev slået, da familien fandt ud af, at han havde været inde på Boyfriend.dk, som er en datingside for homoseksuelle. Han peger som andre på, at frygten for en homoseksuel søn/datter/bror/søster i høj grad er en frygt for omgivelsernes reaktion. Familiens ære er på spil:

»Det er for æren. Vores ære. Og vi skal være et eksempel for alle pakistanske forældre og deres børn, vores familie,« forklarer Dawood.

Fra vores medlemmer hører vi, at deres forældre hellere så, at de var mordere eller pædofile.
Fahad Saeed Talsmand for Sabaah, en forening der støtter homo- og biseksuelle samt transkønnede med indvandrerbaggrund.

Udover vold og trusler kan familien blandt andet reagere med øget overvågning af social kontrol af de unge, og Dawood blev forbudt at snakke med nogen. Han følte sig behandlet som en pige.

»Det var noget andet, hvis jeg var en pige, så kunne jeg godt forstå det. Fint nok, det er jo kulturen. Det er jo pakistansk kultur, at piger ikke må få så meget frihed. De må ikke gå ud og snakke med alle andre. Men hvorfor mig? For jeg er jo en dreng.«

Derudover kæmper en del homoseksuelle indvandrere også en indre kamp, idet de har svært ved at forene islam med deres egen seksualitet, og det er måske derfor, at det står dårligt til med det psykiske velbefindene.

»Den psykiske trivsel blandt LGBT-personer fra etniske minoriteter er meget dårlig, og hvis vi for eksempelvis ser på procentdelen, der har selvmordstanker, så er det høje og bekymrende tal,« siger chefkonsulent Bjarke Følner fra Als Research, som står bag rapporten.

33 pct. har overvejet selvmord det seneste år. Til sammenligning er det 19 pct. hos andre LGBT-personer og 7-8 pct. i den generelle, danske befolkning.

Der er et flertal blandt indvandrerne, der er tolerante overfor homoseksualitet, men der er også en stor del, der giver udtryk for negative holdninger.

»Hovedparten af nydanskere har en tolerant holdning over for LGBT-personer, men der er et mindretal af nydanskere, der har meget negative holdninger. Eksempelvis mener knap hver fjerde nydansker, at sex mellem to personer af samme køn bør forbydes, 43 pct. betragter homoseksualitet som unormalt, og 22 pct. mener, at homoseksualitet er en sygdom,« siger Bjarke Følner.

Den psykiske trivsel blandt LGBT-personer fra etniske minoriteter er meget dårlig.
Bjarke Følner, chefkonsulent, Als Research.

Den negative holdning til homoseksuelle blandt indvandrere går hånd i hånd med, hvor faste de er i troen. Blandt de mindst religiøse er det f.eks. kun 6 pct., der vil være utryg ved at have en homoseksuel nabo, mens det hos de meget religiøse er 22 pct. Når det gælder et forbud mod sex mellem to personer af samme køn, så støtter hhv. 9 pct. og 47, og der er også stor forskel på andelen, der mener, at homoseksualitet er unaturligt: 24 pct. mod 67 pct.

Ellen Trane Nørby (V) - mininister for børn, undervisning og ligestilling - bryder sig ikke om det resultat, som den store undersøgelse er kommet frem til.

»Den skildrer en meget skræmmende situation for unge med en anden etnisk baggrund, som også har en anden seksuel præference end flertallet,« siger Trane Nørby, som mener, at den enkeltes ret til at vælge sin egen livspartner - også hvis det er en af samme køn - bør veje tungere end religiøse hensyn.

Som undervisningsminister opfordrer hun til at sætte fokus på homoseksualitet i seksualundervisningen.

»Man skal også understrege, at man som person selv må finde ud af, hvilken livspartner man ønsker. Det skal man få talt åbent om,« siger ministeren og tilføjer, at det også gælder i ghettoområder m.v.

»Det er ikke mindst i mindst de skoler, der ligger i nogle områder med mange personer med en etnisk minoritetsbaggrund, at man har en særlig opgave i at have fokus på det,« siger hun og tilføjer, at forholdene for homoseksuelle indvandrere også vil blive sat på dagsordenen, når Danmark til foråret er vært for den internationale Idaho-konference om homoseksuelle emner.

Hos foreningen Sabaah, der støtter homo- og biseksuelle samt transkønnede med etniske minoritetsbaggrunde, påpeger talsmand Fahad Saeed, at det er positivt, at mange blandt de etniske minoriteter er positivt stemt over for LGBT-personer. Men han ser også et problem med den store antipati hos et mindretal.

Den skildrer en meget skræmmende situation for unge med en anden etnisk baggrund.
Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling.

I hans øjne er det ikke islam, men den kulturelle forståelse af en religion, der har betydning for, hvordan troende personer opfatter homoseksualitet.

»Historisk set er der en lang tradition for homoseksualitet i muslimske lande, særligt i Sydasien, i Pakistan og Indien. Også inden for flere islamiske grene, for eksempel sufi-islam, har der altid været en langt mere flydende grænse mellem seksualitet, kærlighed og religion,« siger Fahad Shaeed, der opfordrer til mere oplysning om, hvordan man skal forholde sig til homoseksualitet.

»Homoseksualitet og islam bliver ofte beskrevet som et paradoks. Det er vi mange, der mener, at det ikke er. Det bedste argument for, at man sagtens kan være homo-, biseksuel eller transkønnet som muslim er, at der rent faktisk findes rigtig mange muslimske LGBT-personer.«

Fahad Saeed mener, at det er manglende viden på området, der gør, at nogle familier ligefrem tager voldelige midler i brug. Han peger på, at der også er en konflikt mellem en kollektiv livsførelse - hvor man lever efter fællesskabets normer og forventninger - og muligheden for at leve et individualiseret liv, der bryder med de heteroseksuelle normer.

»For mange er det så forfærdeligt og tabubelagt at bryde med de normer, som fællesskabet dikterer. Fra vores medlemmer hører vi, at deres forældre hellere så, at de var mordere eller pædofile, eller at forældrene sammenligner homoseksualitet med pædofili.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
En ønskejul når livet er svært
Organisationen Ønske Jul hjælper hvert år hårdt ramte familier til at få en god jul. Siden 2012 har de sørget for, at midtjyske familier med ondt i livet også får en juleaften med alt, hvad der hører til. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her