Indland

Andreas Mogensen møder dronningen onsdag

Andreas Mogensen fik en invitation til at møde dronningen, efter han var kommet godt tilbage fra sin rumrejse

Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, skal møde dronning Margrethe onsdag 16. september klokken 16.30. Det oplyser Kongehuset.

Dronningen vil modtage astronauten i Christian den 7.'s palæ på Amalienborg.

Andreas Mogensen landede natten til lørdag efter sin rejse i rummet, hvor han modtog en del hilsner og lykønskninger.

Blandt dem var også en invitation fra dronning Margrethe, som blev overbragt af den danske ambassadør i Moskva.

Ambassadøren afleverede ifølge kongehusets hjemmeside følgende budskab:

- Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig overbringe sin hjerteligste hilsen og lykønskning efter den vellykkede rumfærd.

- Dronningen har givet udtryk for ønsket om at modtage Dem i København, så snart der er mulighed herfor.

Samme dag, som astronauten skal besøge Amalienborg, holder Andreas Mogensen også pressemøde i Industriens Hus i København.

I alt nåede den 38-årige rumingeniør at være ti dage i rummet. Heraf var han otte dage på Den Internationale Rumstation, ISS.

På rumstationen gennemførte han 15 forskellige eksperimenter. De talte blandt andet det såkaldte Mares-forsøg, der havde til formål at undersøge, hvordan Andreas' muskler fungerede i rummet.

Eksperimenterne blev løst til punkt og prikke, lød det efterfølgende fra direktøren for Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, Johann-Dietrich Wörner.

- Vi var lidt bekymrede, da vi fik meldingen om, at turen på ISS blev forkortet med to dage. Men han klarede de 15 opgaver til perfektion.

- Han løste opgaven fint, og nu tænker jeg kun på hans helbred. Det er næste vigtige punkt, sagde Johann-Dietrich Wörner til Ritzau cirka et halv døgn efter, at Andreas Mogensen var kommet godt tilbage til Jorden.

Andreas Mogensen landede på en slette i Kasakhstan klokken lidt i tre natten til lørdag dansk tid.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu

Spionchef: Danmarks nye cybervåben kan lamme fjendens systemer

Danmark skal med et arsenal af nye, hemmelige cybervåben være med helt »ude i den skarpe ende« på Nato-missioner, når de nye våben næste år tages i brug, siger chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i et interview med Jyllands-Posten. Han erkender, at de nye våben kan medføre civile tab.
Om temaet

Onsdag den 2. september 2015 blev den 38-årige Andreas Mogensen den første dansker i rummet, da han blev opsendt til Den Internationale Rumstation, ISS.

Om bord på rumstationen skal han på otte dage gennemføre omkring 20 forskellige forskningseksperimenter for danske og internationale forskere.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her