Politikere og eksperter: Vi tog fejl, asylstramninger virker
Stramninger eller lempelser i et lands asylpolitik har en effekt på tilstrømningen af asylsøgere til landet, lyder erkendelsen fra flere sider. Ny norsk undersøgelse konkluderer det samme.
»Stramningen virker ikke.«
Det har været standardsvaret fra flere politiske modstandere og eksperter det seneste år, når først SR-regeringen og siden V-regeringen har strammet vilkårene for asylsøgere. Men nu erkender flere politikere og eksperter, at de et stykke hen ad vejen har taget fejl. Da SR-regeringen i efteråret 2014 indførte en tidsbegrænset opholdstilladelse til personer, der ikke er personligt forfulgt, og samtidig blokerede for at give denne gruppe familiesammenføring det første år, blev stramningen af flere blå partier affejet som ligegyldig.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) kaldte den for »en meget, meget lille bitte, bitte, bitte, bitte, bitte stramning«, men den var mere end det, lyder det i dag fra Venstre:
»Vi må konstatere, at den selvfølgelig har haft en effekt,« siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), og samme erkendelse kommer fra Dansk Folkeparti.
En lavere ydelse
I sommer besluttede V-regeringen at sætte personer, som ikke har opholdt sig i landet i mindst syv af de seneste otte år, ned på en såkaldt integrationsydelse. Dengang mente Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, at den lavere ydelse kun ville få en marginal betydning, men det mener han ikke længere.
»Derfor har jeg revurderet,« siger han.
En ny undersøgelse fra det norske socialforskningsinstitut konkluderer, at stramninger eller lempelser i et lands asylpolitik har en effekt på tilstrømningen af asylsøgere til landet. De norske forskere har undersøgt effekten af stramninger og lettelser i asylpolitikken i ni nordvesteuropæiske lande, heriblandt Danmark, i perioden 1985-2010. Forskningschef Jan-Paul Brekke fra det norske socialforskningsinstitut siger:
»Undersøgelsen dokumenterer, at ændringer i et lands asylpolitik påvirker tilstrømningen af asylsøgere.«