Operation Hvepsebo Danmarkshistoriens første retssag om menneskehandel til kriminalitet
Kapitel 1: Nye naboer: De levede lige ved siden af hinanden, men i to forskellige verdener. Og de kendte ikke til hinandens levned – de danske beboere og de rumænske tilflyttere. Naboerne vidste ikke, hvad der foregik bag de nedrullede persienner, før politiet den 25. februar i år ransagede 62 danske adresser, anholdt 95 mennesker og kaldte sagen for Operation Hvepsebo. Svindel for et tocifret millionbeløb, strissere i Stokkemarke og 26 rumænere proppet ind i ét hus i Tillidsdanmark. Tirsdag starter retssagen om det, der kan blive danmarkshistoriens største sag om menneskehandel.
»Det bedste tidspunkt på dagen at fjerne et hvepsebo er, når det bliver mørkt, da alle hvepsene vil være inde i boet, så på dette tidspunkt er du sikker på at fange alle hvepsene på én gang.«
Hvepsefjerner.dk
Der var altså noget uldent ved de nye naboer nede på hjørnet af Sørupvej. Det var ikke fordi, de lavede larm og ballade. Det mistænkelige bestod…