Sådan kan du få fingrene i Irak-kommissionens dokumenter

Der er ifølge eksperter flere muligheder for at få indsigt i den nedlagte Irak-kommissions materiale - i hvert fald noget af det.

Med beslutningen om at lukke Irak-kommissionen, hvis materiale vil blive afleveret til Rigsarkivet, afskæres offentligheden ikke fuldstændig fra indsigt i det materiale, som kommissionen skulle have undersøgt.

Enhver vil kunne søge aktindsigt i alt kommissionens materiale i Rigsarkivet, ligesom offentlighedsloven ikke sættes ud af kraft som følge af, at materialet ender i Rigsarkivet. Det står således enhver frit for at søge aktindsigt i alt det materiale, som myndighederne har afleveret til kommissionen.

Det fastslår to eksperter i forbindelse med den aktuelle debat om, hvad der nu sker med materialet fra Irak-kommissionen og offentlighedens adgang til materialet.

»Offentlighedsloven bliver ikke suspenderet, så man kan stadig søge aktindsigt i alt materialet, som myndighederne har afleveret,« siger Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Man skal dog ikke gøre sig håb om at få udleveret alt materialet, hvis man beslutter sig for at søge aktindsigt hos myndighederne. En del vil være klassificeret, og i kommissoriet for Irak-kommissionen nævnes det udtrykkeligt, at den skal tilrettelægge sit arbejde og gennemføre sin undersøgelse »på en sådan måde, at forholdet til andre lande samt hensynet til statens sikkerhed og rigets forsvar eller til tredjemand ikke skades«.

Netop disse hensyn kan myndighederne bruge til at nægte aktindsigt i dele af materialet - formentlig de mest interessante dele af materialet. Som Oluf Jørgensen udtrykker det:

»Med den tradition, der er for lukkethed i Danmark, er det meget optimistisk at tro, at Justitsministeriet og Forsvarsministeriet vil lukke det ud.«

Den anden mulighed er at søge om arkivadgang i Rigsarkivet, når arkivet har modtaget materialet fra Irak-kommissionen.

Arkivlovens hovedregel er, at man først kan få adgang til dokumenterne i Rigsarkivet 20 år efter, at de er dateret. Hvis der f.eks. er lavet et dokument i januar 2003, få måneder før Irak-krigen, så vil man som udgangspunkt først kunne få adgang til det i januar 2023.

Den myndighed, som afleverer materialet til Rigsarkivet, kan imidlertid efter drøftelse med Rigsarkivet beslutte, at der skal gå mere end 20 år, før offentligheden kan få adgang til materialet. Den øvre grænse er 60 år, og 60 år er den typiske frist i forbindelse med sager om statens sikkerhed, rigets forsvar og rigets udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter, oplyser chefkonsulent Poul Olsen fra Rigsarkivet.

Da Irak-kommissionen ikke længere eksisterer, vil det ifølge Poul Olsen være Justitsministeriet, som er den afleverende myndighed, da det er ministeriet, som i sin tid nedsatte kommissionen.

Selv om materialet fra Irak-kommissionen altså ifølge hovedreglen i arkivloven først vil blive tilgængeligt om en del år, så står det enhver frit for at søge om at få adgang til det, straks det er ankommet til Rigsarkivet.

»Man kan søge om dispensation fra tidsfristerne, men vi kan ikke selv give dispensationen. Så vil vi skulle spørge den afleverende myndighed, hvad den siger til spørgsmålet om dispensation fra tidsfristerne,« siger Poul Olsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.