Venstre har tabt kampen om ordet: Nulvækst og udgiftsstop skræmmer
Venstres mærkesag om udgiftsstop og nulvækst møder modstand hos vælgerne. Men det er for sent at skifte navn på den blå mærkesag.
Vælgerne går ikke ind for Lars Løkke Rasmussens (V) absolutte mærkesag: et udgiftsstop for den offentlige sektor.
I en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke svarer et flertal på 53,6 pct. nej til, at de støtter et udgiftsstop.
Betyder det, at Venstre nu går ind for nulvækst i den offentlige sektor? Ja, det er vores udgangspunkt.Lars Løkke Rasmussen, i sin landsmødetale november 2012.
På spørgsmålet om, hvorvidt de så støtter »nulvækst« – som var det ord, Løkke oprindeligt brugte som synonym for sit udgiftsstop – svarer flertallet af danskere også nej. 54,6 afviser nulvækst.
Men paradoksalt nok for Løkke er der et flertal på 51,5 af vælgerne, som mener, at de offentlige udgifter skal holdes på det nuværende niveau frem til 2020. Og det er sådan set hele tanken bag Venstres politik om nulvækst og udgiftsstop.
To forskere i politisk kommunikation og statskundskab på Københavns Universitet peger på, at Venstre har valgt nogle uheldige overskrifter til det politiske projekt.
Jeg går ikke ind for nulvækst. Jeg går ind for vækst i det danske samfund, så vi bliver rigere. Jeg har indført et princip, som hedder udgiftsstop.Lars Løkke Rasmussen, i partilederdebat på TV 2 maj 2015.
»Venstre har framet deres politik på en ringere måde, end de kunne have gjort. Det viser de målinger ret klart,« siger Frederik G. Hjorth.´
Og det kan få alvorlige konsekvenser på valgdagen, vurderer hans kollega, Rasmus Tue Pedersen:
»To ord eller formuleringer for det samme kan være med til at flytte vælgerne politisk,« siger han.
Venstre appellerer til, at den blå ambition for den offentlige sektor ikke overskygges af enkelte ord:
»Man skal ikke koge politik ned til et enkelt ord. Det handler om, hvad man i virkelighedens verden vil: Vi vil gerne tøjle den offentlige økonomi og lade være med at lade den vokse mere end den størrelse, den har i dag. Det er folk enige i,« siger finansordfører Peter Christensen (V), som med under en uge til valgdatoen konstaterer, at det under alle omstændigheder er for sent at ændre sprogbrug:
»Vi omdøber det nok ikke nu.«