Venstre freder boligskat til 2025
Valg: De Radikale afkræver alle partier svar på, hvad de vil med boligskatten efter 2020. Det vil Socialdemokraterne ikke give, men Venstre forlænger nu skattestoppet for boligejere til 2025. Partiet har dog ingen konkret finansiering.

Valgkampens sidste uge indledes med et opgør om boligejernes skatteregning. Venstre bebuder for første gang, at partiet vil forlænge det nuværende skattestop for boligejerne.
»Det rigtige er at lade skattestoppet for boligejere fortsætte i en ny 2025-plan for dansk økonomi«, siger finansordfører Peter Christensen (V), som uden at have konkret finansiering peger på, at pengene kan findes på de offentlige budgetter.
Skattestoppet har siden 2002 fastfrosset ejendomsværdiskatten i kroner og øre.
Aftale fra 2012
I 2012 indgik regeringen, Venstre og Konservative en skatteaftale, hvor de blandt andet fredede ejendomsværdiskatten frem til 2020.
Men når en ny regering efter valget skal forholde sig til en ny langsigtet plan for dansk økonomi, skal spørgsmålet om boligbeskatning afklares på ny. De Radikale vil ophæve skattestoppet, og leder Morten Østergaard mener, at alle partier i valgkampen bør give et klart svar på, hvad de vil på det politisk ømtålelige område.
»Når man ikke vil svare på, hvad man har af planer for boligskatten efter 2020, skjuler man noget for vælgerne. Jeg forstår ikke, at det skulle give boligejerne tryghed, at man ikke tager bladet fra munden,« siger han.
Corydon lover bred aftale
Men fra Socialdemokraterne lyder der hverken fredning eller ophævelse af boligskattestoppet. Det eneste, som finansminister Bjarne Corydon (S) vil garantere, er, at Socialdemokraterne går ind for endnu en bred aftale.
»Vi har lavet en bred aftale. Og det vil vi mene, er rigtigt at gøre igen, når man om ganske mange år når frem til 2020,« siger Corydon.
Ville det ikke skabe mere tryghed, hvis I sagde, at I går ind for at fortsætte det boligskattestop?
»Jeg tror, vi nu har leveret den bedste tryghed, man overhovedet kan få,« siger Corydon og kalder løftet om en ny bred aftale »den bedste garanti, der kan gives.«
Mens samtlige partier i blå blok vil sænke eller holde boligbeskatningen i ro, er billedet mere sammensat i rød blok. Enhedslisten vil ophæve skattestoppet. Det har SF traditionelt også ønsket. Partiet ønsker i dag ikke at svare:
»Det giver ikke mening at begynde en diskussion af boligskatten nu,« skriver politisk ordfører Jonas Dahl i en mail.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet vil en forlængelse af skattestoppet samlet koste 4-5 mia. kr. i perioden 2020-2025.