Fortsæt til indhold
Indland

Problemer har ramt 112 og 1813-numre i hovedstaden

Både akuttelefonen 1813 og alarmtelefonen 112 fungerer fredag aften uregelmæssigt.

/ritzau/

Folk i Region Hovedstaden kan fredag aften have oplevet problemer med at komme igennem på akuttelefonen 1813.

- Omkring klokken 21.30 gik 1813 ned, så opkald ikke blev besvaret, fortæller Arne Simonsen fra Region Hovedstadens presseafdeling til Ritzau.

I stedet kunne man opleve at blive mødt med en optaget-tone, når man forsøgte at komme igennem til det sundhedsfaglige personale.

- Hvis borgerne ikke kommer igennem på 1813, skal de ringe op igen. Hvis de ikke kan vente, skal de henvende sig på en af regionens akutmodtagelser, oplyser regionen.

Regionen har oprettet et nødberedskab og arbejder fredag aften på højtryk for at få telefonsystemerne til at virke helt normalt igen.

Problemerne har også givet udfordringer ved håndtering af opkald til alarmtelefonen 112.

Her har man hele tiden kunne komme igennem, men telefonpasserne har ikke kunne stille opkaldene videre til det sundhedsfaglige personale, som i stedet har måttet ringe tilbage til vedkommende bag opkaldet.