Minister dadles for afbud til folkemøde
Carsten Hansen siger til Jyllands-Posten, at der er enighed i regeringen om, at ingen må deltage som ministre i folkemødet på grund af valgkampen.
Det er »et ualmindeligt dårligt signal«, at minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), på grund af valget har meddelt, at hverken han eller ministeriet kommer til årets folkemøde i Allinge på Bornholm, og der bør ses kritisk på, om han er den rette mand til at varetage ansvaret for Udkantsdanmark, hvis rød blok vinder valget.
Sådan lyder den hårde kritik i en avisleder fra chefredaktør på Bornholms Tidende, Søren Christensen.
»Nogen udkantens mand har han aldrig været. Senest har Carsten Hansen via sin departementschef meddelt, at han ikke kommer til årets folkemøde, hvilket er et ualmindeligt dårligt signal,« skriver Søren Christensen, der kalder det noget »sludder«, når ministeriet forklarer sig med, at afbuddet skyldes, at »der ikke må sås tvivl om embedsværkets partipolitiske neutralitet«. Chefredaktøren mener, at folkemødet netop er et godt eksempel på, at udviklingen også kan ske uden for København, og at ministeren derfor burde deltage.
Alle ministerier aflyser
Carsten Hansen siger til Jyllands-Posten, at der er enighed i regeringen om, at ingen må deltage som ministre i folkemødet på grund af valgkampen.
»Jeg er faktisk ked af, at jeg må aflyse min deltagelse. Jeg har været meget aktiv på Bornholm og har haft eget telt til debatter. Men samtlige af mine debatter – på nær én – var i år planlagt af ministeriet,« siger Carsten Hansen og tilføjer:
»Der er lagt en meget restriktiv linje, så ingen medarbejdere i ministerierne risikerer at blive beskyldt for at være partipolitiske.«
Der er vel intet, som forhindrer dig i at tage derover som almindelig politiker?
»Jeg synes bare, at jeg skylder fynboerne at være til stede på Fyn. Jeg kunne sagtens tage derover som kandidat, men alle mine debatter er aflyst på nær én,« siger Carsten Hansen, der er opstillet på Fyn.