Advokat: DSB vildleder ofre for identitetstyveri
DSB ændrer nu en ulovlig praksis og gennemgår gamle togbøder for fejl.
DSB mener, at 13-årige Sofie Kristiansen tre gange har kørt i tog uden billet, men det nægter Sofie. Hendes forældre tror på hende, og DSB har ikke noget bevis.
Ifølge loven er det DSB, der skal bevise, at det er den rigtige person, de kræver betaling fra, når de udskriver de såkaldte kontrolafgifter, i daglig tale kaldet togbøder.
Men DSB’s praksis er helt anderledes. Det kan komme til at koste uskyldige mennesker en masse tid og besvær, og en ledende ekspert i forbrugerret mener, at DSB overtræder loven og vildleder kunderne.
I juli og august sidste år opgav en ukendt person Sofie Kristiansens navn og adresse til en togrevisor fra DSB, der greb personen i at rejse uden gyldig billet.
Det fandt Sofie først ud af, da hun fik et rykkerbrev fra DSB, som krævede, at hun skulle betale 1.500 kroner for kontrolafgifter og rykkergebyrer. Alternativt skulle bevise, at det ikke var hende, der havde været i toget.
Sofie Kristiansens far, Morten Kristiansen, klagede på Sofies vegne til DSB over kontrolafgifterne, og DSB bad Sofie om en såkaldt tro og love-erklæring, hvor hun skrev under på, at det ikke var hende, der havde kørt uden billet.
DSB’s eneste bevis mod Sofie var tre kvitteringer fra toget, med Sofies navn og adresse på. På alle kvitteringerne manglede de sidste fire cifre af hendes CPR-nummer, og på en af kvitteringerne var fødselsdatoen en anden end Sofies.
Trods tro og love-erklæringen og de mangelfulde kvitteringer vælger DSB at fastholde, at Sofie skal betale de 1.500 kroner, og trods flere skriftlige klager fra Sofies far fortsætter DSB med at sende rykkerbreve. Rykkerbreve, hvor de gentagne gange skriver: ”Hvis I kan dokumentere, at det ikke var Sofie, som identificerede sig i toget, så har I mulighed for at få kontrolafgiften annulleret.”
Det er ifølge Aske Wieth-Knudsen, der er chef for forretningsudvikling i DSB, helt normal praksis i den slags sager.
”I første omgang er det kunden, der skal dokumentere for, at vedkommende ikke har været i toget,” siger han til Jyllands-Posten.
Flere jurister stiller sig imidlertid tvivlende over for det synspunkt.
”Der er ingen tvivl om, at bevisbyrden påhviler DSB,” siger juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet til Jyllands-Posten og fortsætter:
”I dansk forvaltningsret er det et grundlæggende princip, at en offentlig myndighed, der træffer en afgørelse, skal gøre det på et oplyst grundlag. Derfor er det DSB’s ansvar at bevise, at den person, de har rejst krav mod, er den rigtige person. Ikke omvendt. Og den formulering, DSB anvender i sit brev, er helt grotesk.”
Det er Sonny Kristoffersen, der er Ph.d. og praktiserende advokat med speciale i forbrugerret, enig i.
Han mener, at DSB’s formulering i brevet til Sofie Kristiansen er en overtrædelse af markedsføringsloven, fordi DSB derved misinformerer Sofie om hendes rettigheder.
”Med den formulering vildleder DSB forbrugeren om vedkommendes retsstilling, og det er en direkte overtrædelse af markedsføringslovens paragraf tre,” siger han til Jyllands-Posten.
At DSB ikke har nogen beviser for, at det var Sofie Kristiansen, der var i toget, er også i strid med en anbefaling som DSB’s egen kundeambassadør, Helle Fuhrmann, i 2013 sendte DSB’s daværende generaldirektør, Jesper Lok.
I anbefalingen skriver kundeambassadøren, at omfanget af sager med misbrug af andres identitet er ”stort og stigende”, og at DSB derfor blandt andet bør sikre, at kundens korrekte identitet fastslås, når kontrolafgiften udskrives.
Tilsvarende har Ankenævnet for Tog, Bus og Metro i adskillige tilfælde afgjort sager, hvor det tydeligt fremgår, at det er trafikselskabernes ansvar at bevise, at det er den rigtige person, de har rejst krav mod.
Efter at Jyllands-Posten har forelagt juristernes vurdering for DSB’s chef for forretningsudvikling, Aske Wieth-Knudsen, har DSB nu besluttet at ændre praksis.
Han fortæller, at DSB’s kundeservice, siden Jyllands-Posten gjorde opmærksom på Sofie Kristiansens sag, har gennemgået en række tilsvarende sager, og har fundet flere tilfælde, hvor kundeambassadørens anbefalinger ikke er blevet fulgt til punkt og prikke.
”Vi vil nu gennemgå endnu flere sager og vurdere, om de er blevet sagsbehandlet korrekt. Hvis ikke, vil vi rette op på fejlene. Fremadrettet vil vi ændre kontrolprocedurerne i toget og dialogen med kunden, så vi overholder kundeambassadørens anbefalinger,” siger Aske Wieth-Knudsen til Jyllands-Posten.
I Sofie Kristiansens sag har DSB valgt helt at frafalde kravet om betaling af kontrolafgifter og rykkergebyrer. Derudover lover DSB at refundere de udgifter, som familien Kristiansen har haft til at fastholde Sofies uskyld.