Pædofile deler voldtægtsfantasier på "det mørke internet"
Over 1.000 skandinaviske pædofile deler erfaringer om voldtægt af børn og andre fantasier på et stort internetforum.
Udveksling af seksuelle fantasier, billeder af børn i badetøj, erfaringer om voldtægt af børn og planer om at samle sig i virkelige foreninger, er nogle af de tanker, som over 1.100 skandinaviske pædofile deler på internetforummet "Scandiland".
Det afslørede det norske medie NRK onsdag, efter at have gennemtrawlet forummet i flere måneder.
Forummet, hvor hundredvis af danskere, også skulle være aktive, ligger på det stærkt krypterede Tor-netværk, det såkaldte mørke internet, hvor det er stort set umuligt at spore brugerens identitet.
Ifølge Emil Kofoed, overpolitibetjent ved Kripos, Norges enhed for bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet, er dette blot et blandt flere fora for pædofile på internettet.
"Disse fora er åbenlyst bekymrende. Brugerne føler en lav risiko, og adfærden bliver normaliseret, når de taler om lovbruddene som fælles interesser og ikke møder modstand,« siger han til NRK, og mener at den normaliserende tone øger risikoen for, at det de gør alvor af deres fantasier .
»Den normaliserende kontakt, som vi ser på sådanne netværk, mener vi er med til at forstærke faren for, at personer med fantasier begår overgreb i virkeligheden,« siger han.
Hos Red Barnet er psykolog Kuno Sørensen ikke overrasket over fundet af det pædofile internetforum. Organisationen har en hotline, hvor man kan tippe om pædofilt indhold, man har fundet på internettet. Hotlinen modtager årligt omkring 3.000 henvendelser. Cirka hvert tredje tip vurderes at have ulovligt indhold, som gives videre til politiet.
Ifølge psykologen er der en god forklaring på, at de pædofile søger "det mørke internet".
"Det er ikke tilfældigt, at flere og flere pædofile chatforums flytter fra det åbne internet til det mørke net. Hvis en pædofil bliver opdaget, fryses han ud af arbejdskolleger, venner og familie. Derfor skal det foregå i hemmelighed, og det kan det på det mørke net," siger han til DR, og forklarer at gruppen af pædofile langt fra er homogen.
"Pædofile er en meget broget gruppe af mennesker fra alle samfundslag. Men fælles for dem er, at de ynder at tale med andre pædofile for at retfærdiggøre, at de er, som de er. De står ligesom sammen mod det fordømmende samfund og øger deres egen selvforståelse ved at høre om andre, der har de samme lyster som dem selv," siger han.
I forbindelse med afsløringen fandt NRK også frem til en række andre fora for pædofile på nettet, som ifølge mediet har endnu værre indhold. Det særlige ved "Scandiland" er dog, at engelsk ikke accepteres, og at der kun skrives på skandinaviske sprog.