Fortsæt til indhold
Indland

90 hunde vanrøgtet på Sydsjælland

Hundene var i "miserabel forfatning" da Dyrenes Beskyttelse overtog dem. Ejeren vil blive sigtet.

90 hunde af racen cockerspaniel er kommet i Dyrenes Beskyttelses varetægt efter at være blevet fundet vanrøgtede i Hyllinge på Sydsjælland.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse på Facebook.

"Hundene har gået i deres egen afføring i en staldbygning, så deres pels er fuldstændigt indsmurt og tynget af store klumper størknet afføring. Den foreløbige undersøgelse af dem viser, at de har øjenbetændelse, øremider, diarre, orm og lopper. Flere tæver er drægtige, og mange af dem er skræmte," lyder det fra dyreværnsorganisationen.

Det var en borger, som tippede politiet om, at der befandt sig et stort antal hunde på ejendommen i Hyllinge. Ejeren var ikke til stede, da politiet kom, og man tog derfor dyrene med til Dyrenes Beskyttelses internater, hvor de nu er i behandling.

"Vi skal have fat i ejeren af ejendommen og talt med hende om, hvad der reelt er foregået. Det er tydeligvis en stakkel, som det hele er løbet over hovedet. Hun har ikke kunnet overskue det," siger lederen af lokalpolitiet i Næstved, Niels Dennis Sørensen, til Ritzau.

Ifølge Niels Dennis Sørensen vil ejeren blive sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven.

De 90 hunde er blevet fordelt på flere af Dyrenes Beskyttelses internater. Én hund døde under transporten til Roskilde Internat, mens en anden måtte aflives ved ankomsten. Mange af hundene viser tegn på "indlært hjælpeløshed", hvor hundene er passive og ikke reagerer på stimuli.

"Der vil gå et pænt stykke tid, inden hundene vil være klar til at komme ud i nye hjem," vurderer Dyrenes Beskyttelse.