Luksuslineren, der - trods seriøse advarsler om alvorlig fare - trak 1.191 civile i døden

Omkring 100 meter under havets overflade 18 kilometer ud for Old Head of Kinsale på Irlands sydkyst ligger resterne af et passagerskib, der engang var verdens hurtigste og største Atlant-krydser.

Vraget rummer et stykke tragisk krigshistorie uden sidestykke.

Det bærer på vidnesbyrd om ufatteligt megen menneskelig lidelse.

Og det bærer stadig på stimer af ubesvarede spørgsmål.

Det handler om den britiske luksusliner ”RMS Lusitania”, der var ejet af det britiske rederi Cunard Line - ligesom blandt andre ”Titanic”, som, efter at det ramte et isbjerg natten mellem den 13. og 14. april 1912, sank med enorme tab af menneskeliv til følge.

Den 1. maj 1915 herskede der hektisk aktivitet på Pier 53 i New Yorks havn.

Ved kajen lå ”Lusitania”, der havde krydset Atlanten 201 gange, siden det enorme skib med dets fire skorstene blev søsat den 7. juni 1906.

Et skib, der - da det blev bygget - var verdens største og hurtigste. Et skib, der var indrettet med hidtil uset luksus for passagerer med pengepungen i orden.

Der var adskillige grunde til den hektiske og spændte stemning, inden kursen den lørdag formiddag blev sat mod Liverpool i England.

Afsejlingen var flere timer forsinket, idet man skulle vente på en større gruppe passagerer, der ikke var nået frem til det fastsatte afsejlingstidspunkt.

Og ud over den almene rejsespænding blandt de forventningsfulde passagerne var der andet, der optog mange ombord:

I Europa rasede Første Verdenskrig, som præsident Woodrow Wilson på det tidspunkt stadig holdt USA ude af.

Den 4. februar samme år havde Tyskland meddelt, at man opfattede farvandet omkring De Britiske Øer som en krigszone.

Som en understregning af dette havde den tyske ambassade i USA i dagene op til luksuslinerens afgang taget det usædvanlige skridt, at man i omkring 50 amerikanske aviser havde indrykket en annonce, i hvilken man gjorde alle, der havde planer om at sejle gennem en krigszone, opmærksomme på den alvorlige fare, som det var forbundet med.

Nogle ganske få afbestilte af den grund deres rejse, andre drøftede advarslen, men slog den hen. Blandt andet fordi det blev antaget, at ”Lusitania” sejlede så hurtigt, at ingen ubåd ville kunne holde trit med skibet. Mange af passagererne var slet ikke bevidste om faren, der var forbundet med den lange sørejse, de skulle ud på.

Ingen af passagererne - og kun ganske få blandt besætningen - havde nogen anelse om, at der i skibets lastrum befandt sig 173 tons militært udstyr til den britiske hær. Blandt dette masser af våben, ammunition og andet eksplosivt materiale.

Stærkt forsinket afsejlede passagerskibet fra New York ud på eftermiddagen den 1. maj og satte kursen mod Europa.

Om bord var 1.266 passagerer og 696 besætningsmedlemmer under kommando af den erfarne kaptajn William Thomas Turner, der tidligere havde ført skibet og var indkaldt som erstatning for kaptajn Daniel Dow, som var gået ned med stress – angiveligt på grund af sejlads i farvande, der af Tyskland var erklæret for krigszoner.

Alt gik godt ombord på skibet, mens det krydsede Atlanterhavet.

Passagererne svælgede i ufattelig luksus, og al skibets avancerede teknik fungerede perfekt.

Lige indtil fredag den 7. maj kl. 14.09, da skibet befandt sig 18 kilometer ud for Irlands sydkyst.

Vagthavende maskinist Frederich Selmer spottede ”Lusitania” gennem periskopet og kaptajnen gav ordre til, at der straks blev affyret en torpedo.

U20 var under kaptajnløjtnant Walther Schweigers kommando afsejlet fra dets base i Emden den 31. april.

Under sejladsen til farvandet syd for Irland havde ubåden angrebet – eller planlagt angreb – på adskillige skibe. Blandt disse i øvrigt et dansk fragtskib, som man lod slippe, da man i skibets agterende spottede dannebrog.

Torpedoen ramte med stor kraft ”Lusitania” cirka midtskibs – og kort tid efter blev skibet ramt af endnu en voldsom eksplosion.

Alt var kaos.

Skrigende og desperate passagerer blev kastet rundt mellem hinanden, og mange endte i vandet og kæmpede for livet. Ægtepar og familier blev skilt ad. Flertallet for altid.

Kaptajn Turner havde fra sin plads på broen desperat søgt at give ordre til, at skibet slog bak, men det interne kommunikationssystem var smadret, og ordren nåede aldrig maskinrummet.

Skibets høje fart og det totale kaos, der herskede om bord, gjorde det meget vanskeligt at få redningsbådene i vandet. Mange blev smadret, andre kæntrede, fordi de var overfyldte. Af 48 redningsbåde kom kun 6 i funktion.

Kun 18 minutter efter at ”Lusitania” var blevet ramt af den tyske torpedo og den anden eksplosion, sank skibet til bunds.

Ifølge de fleste kilder befandt der sig 1.266 passagerer og 696 besætningsmedlemmer om bord på luksuslineren, da torpedoen ramte skroget.

Af de i alt 1.962 mistede 1.191 livet – ligene af 885 af de omkomne blev aldrig fundet.

771 overlevede forliset, men mindst tre døde i dagene efter af deres svære kvæstelser.

Om bord var 139 civile amerikanske statsborgere – og blot 9 af disse overlevede. Blandt de mange omkomne var adskillige kendte amerikanske forretningsfolk og andre celebrities - deriblandt den anerkendte forfatter og filosof Elbert Hubbard.

Nyheden om ”Lusitania”-tragedien spredtes over hele verden og udløste ikke uventet forstærket vrede vendt mod Tyskland, der forsvarede sænkningen med, at skibet medførte store mængder krigsmateriel til England, hvorfor man ifølge blandt andet Haag-konventionen havde ret til at opfatte ”Lusitania” som et krigsfartøj.

Klip fra dokumentar om ”Lausitania”s undergang:

Blandt USA’s chokerede befolkning rejste der sig et krav om, at USA erklærede Tyskland krig, men det afviste præsident Wilson på det tidspunkt kategorisk.

I 1915 var krigsførelse med ubåde noget relativt nyt, og Tyskland gearede frem til 1917 – muligvis under indtryk af den internationale bestyrtelse over sænkningen af ”Lusitania” – dets ubåds-krigsførelse lidt ned og angreb stort set kun krigsskibe.

Men i januar 1917 meddelte Tyskland, at man ville sætte ubåde ind mod alle tænkelige fartøjer.

Dette udløste igen et ramaskrig i USA.

Så voldsomt, at Woodrow Wilson ændrede holdning: Den 6. april 1917 vedtog kongressen med stort flertal at erklære Tysland krig, og dermed blev USA aktiv part i Første Verdenskrig.

I England blev tragedien i den grad anvendt af den britiske regering til at vække folkestemningen mod Tyskland yderligere, og efterfølgende cirkulerede der en lang række fantasifulde beretninger.

I årtier hed det sig således, at mange skoler i Tyskland holdt lukket den 8. maj 1915 for at fejre sænkningen af ”Lusitania”. Men denne – og mange, mange andre – historier er skrøner uden hold i virkeligheden.

Men tilbage til 1915 og sænkningen af verdens på det tidspunkt største passagerskib.

Efter sænkningen af ”Lusitania” er omstændighederne omkring tragedien blev endevendt utallige gange – og bliver det stadig.

Utallige historikere og militære eksperter har efterfølgende givet udtryk for dyb forundring over, at man valgte at sende et passagerskib ind i en krigszone trods tyskernes advarsler.

Men denne forundring er for intet at regne med den, der er knyttet til det faktum, at England – vel vidende at ”Lusitania” var på vej til Liverpool fra New York – intet som helst gjorde for at beskytte skibet med krigsskibe eller andet. Dette på trods af, at man var klar over, at der var tyske ubåde i farvandet ud for Irlands sydkyst – og andre steder omkring De Britiske Øer.

Umiddelbart efter sænkningen opstod den teori, at England bevidst sad med hænderne i skødet. Dette med den begrundelse, at man ville presse USA ind i krigen mod Tyskland.

Konspirationsteorierne er mange – nogle relativt realistiske, andre lige lovligt fantasifulde.

Et punkt, som mange har beskæftiget sig med, er det faktum, at ”Lusitania” blev ramt af to eksplosioner og sank på blot 18 minutter.

Det er siden - hævet over enhver tvivl - blevet dokumenteret, at den tyske ubåd kun affyrede en enkelt kraftig torpedo.

Den anden eksplosion, der er mange eksperter bliver betegnet som den eksplosion, der gav ”Lusitania” dødsstødet, er sandsynligvis sket i de mange tons eksplosive militærudstyr, som fyldte skibets lastrum – muligvis i et lastrum fyldt med kulstøv - men der er også enkelte, som mener, at der var tale om en anbragt sprængladning, idet der muligvis var mindst fire tyske spioner ombord. Disse har aldrig kunnet afhøres, idet de alle omkom.

Siden ”Lusitania”s endeligt har skiftende britiske regeringer været meget lidt tilbøjelige til officielt at indrømme, at der - med den daværende regerings vidende og accept - var 173 tons militært udstyr ombord.

Og det gælder faktisk op til vore dage, skønt dykkere mellem år og dag har hentet masser af ammunition og andet op fra vraget.

I 2014 blev der offentliggjort nogle hidtil hemmelige britiske papirer, i hvilke myndighederne så sent som i 1982 giver udtryk for bekymring over et stigende antal dykninger ned til vraget af ”Lusitania”. Årsag: overhængende eksplosionsfare.

Vraget befinder sig stadig på havbunden omkring 100 meter under overfladen.

Der er gjort flere forsøg på at hæve vraget og større eller mindre dele af det, men hidtil uden held.

Det er klart, at de 100 år på havets bund har sat sit præg på vraget, men der er konspirations-teoretikere, som er overbevist om, at den britiske regering ved adskillige lejligheder har forsøgt at ødelægge vraget, så den fulde og hele sandhed om ”Lusitania”s tragiske undergang aldrig skulle komme til overfladen.

Se billeder af vraget af ”Lusitania”:

Der er i årenes løb skrevet et meget stort antal bøger og afhandlinger om ”Lusitania” og omstændighederne, der torsdag for 100 år siden kostede så mange civile livet. Der er lavet film og tv-dokumentarer – og det sidste ord er givet langtfra sagt i den forbindelse.

100-året for tragedien markeres i disse dage dage med mindehøjtideligheder adskillige steder på begge sider af Atlanten.

En markering af de minutter, da torpedoen ramte ”Lusitania” for nøjagtig 100 år siden.

Til minde om de 1.191 mennesker, der mistede livet.

Til minde om de 885 mennesker, hvis lig forsvandt sporløst i Atlanterhavet.

Den sidste overlevende var i øvrigt Audrey Warren Lawson-Johnston, der blot var tre måneder gammel, da hun sammen med sin familie var med på skibets sidste rejse.

Hun blev reddet af familiens 18-årige barnepige, som det lykkedes for at få plads i en redningsbåd. Hun sprang simpelthen ud over siden med babyen i sine arme.

Pigen, hendes femårige bror og hendes forældre overlevede, mens to søskende druknede.

Hun døde den 11. januar 2011 i England.

Og så har hele tragedien faktisk også en meget dansk vinkel:

Besøgende på det kommende Sea War Museum i Thyborøn vil få mulighed for at kigge i det selvsamme periskop, som mandskabet på U20 – ubåden der sendte torpedoen mod ”Lusitania” – spottede passager-lineren.

For faktisk endte ubåden sine dage på det jyske vestkyst.

Den 5. november 1916 fik den danske flådekommando melding om, at en ubåd var strandet i farvandet ud for Vrist i Vestjylland.

Man anede ikke, hvad det var for en ubåd, men man opfattede det som en krænkelse af dansk den danske neutralitet, hvorfor man sendte et orlogsfartøj til stedet.

Men U20 var det og det var stadig under kommando af Walther Schweiger.

Ubåden var i færd med at støtte en anden tysk ubåd, da den i tæt tåge gik på grund på stranden ved vrist.

Han bad om hjælp hos den tyske flåde, der – uden at tage hensyn til at det var en krænkelse af dansk territorialfarvand - satte en større operation i gang.

Men englænderne var klar over, hvad der skete – og det lykkedes en britisk ubåd at torpedere et tysk slagskib.

Situationens alvor gik op for Walther Schweiger, der gav ordre til at rømme ubåden, hvorefter den blev sprængt i luften.

I 1917 bjærgede det danske Marineministerium, hvad bjerges kunne fra området. En del blev udstillet og i 1925 besluttede samme ministerium, at bortsprænge resten af U20.

De få rester, der måtte være tilbage, ligger i dag omkring 300 meter fra kysten.

På Strandingsmuseet i Thorsminde befinder sig blandt meget andet andet en kanon og ubådens tårn.

Også det kommende Sea War Museum i Thyborøn råder over en lang række genstande fra den berømte ubåd. Blandt andet nævnte periskop.

Initiativtageren til museet, der åbner for publikum i september, Gert Normann Andersen, siger til Jyllands-Posten om de udstillede genstande fra og dele af U20:

”Vi har lånt pansertårner fra U20 af De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, og dertil har vi lånt et Zeis ubådsperiskop af Vendsyssel Historiske museer. Dette er efter al sandsynlighed periskopet fra U20 - altså det periskop igennem hvilket ”Lusitania” blev spottet af vagthavende maskinist Frederich Selmer.”

Han tilføjer:

”Vi må ikke bare rense malingen af periskopet for at finde mærker beviser for, at periskopet kommer fra U20, men vi har fundet et sted, hvor vi ved let afrensning kan se der står, at periskoprøret et lavet af Fr. Krupp i Essen 1913, samme år som U20 er bygget, så det er et væsentligt indicie, da der sikkert ikke har været mange ubådsperiskoper i Danmark, ud over U20´s periskop med det bygge år.”

Hvad angår kaptajnen på U20 – Walther Schweiger – fik i 1917 kommandoen over en større ubåd: U88.

Samme år fik han Tysklands største tapperheds-medalje med den begrundelse, at han havde sænket over 160.000 tons allieret skibstonnage.

Den kontroversielle sænkning af ”RMS Lusitania” indgår ikke i den opgørelse.

Den 5. september 1917 ramte U88 en mine og gik til bunds mens den blev jagtet af den britiske krydser ”HMS Stonecrop”.

Ingen tyske overlevede det britiske angreb på U88.