Hausgaard: Bredbånd er vigtigere end motorveje
Niels Hausgaard, der har siddet med i regeringens visionsgruppe for yderområderne, efterlyser mere handling fra regeringen.
Det skal være muligt for borgerne i udkanten at at komme i kontakt med omverdenen.
Og er det ikke det, vil udkanten fortsætte kursen mod lukning.
Det mener entertaineren Niels Hausgaard, der i 2012 sad med i regeringens visionsgruppe for Udkantsdanmark. En gruppe bestående af ni mere eller mindre kendte danskere, som arbejdede under by- bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansens (S) ressort.
Hausgaard peger på, at manglende bredbånd i flere af landets yderområder er den måske største trussel for udkantens endeligt.
”Der skal være mulighed for at få et job, og de, der har jobbet med sig, skal have mulighed for et optimalt bredbånd. Det ser jeg som den allerførste forudsætning – at man får udbygget bredbåndet. En småbørnsfamilie, som gerne vil bo ude i den friske luft, har ikke mulighed for det, hvis ikke der er bredbånd,” siger Hausgaard.
”Så som det er nu, er det vigtigere at bygge bredbånd end at udbygge motorveje,” siger han.
Men selv om bredbåndet er vigtigt, er der - ifølge Hausgaard - ingen politisk vilje til at etablere hurtig netforbindelse i hele landet.
”Der er ingen vilje,” konstaterer Niels Hausgaard.
”Det er et problem for udkanterne, at de er prioriteret så lavt,” siger han, som mener, at der ellers er store potentialer i udkanten.
”Jeg synes, at man skal have øjnene op for, at det er godt for børn at vokse op ude i det fri land. Det er bedre end at vokse op i trængt bebyggelse,” siger han og understreger, at budskabet kan være svært at sælge for tiden.
”Nu er det så bare lidt trist, at man lukker skolerne derude – det er lidt kortsigtet og helt mærkeligt,” siger han.
By- bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) mener ikke, at landdistrikterne er så oversete.
”Vi arbejder hver eneste dag på at finde ud af, hvad man kan leve af i de forskellige dele af landet,” siger ministeren.
Er det ikke for dårligt, at der i 2015 ikke er bredbånd i hele landet?
”Vi har taget en lang række initiativer på internettet. Men vi kan jo ikke trylle.”