Politikere: Kommune svigter misbrugte børn
Flere politikere kritiserer Rebild Kommune for at nøle med hjælpen til børnene fra en af Danmarks værste incest- og pædofilisager.
Både Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, og Enhedslistens ditto, Pernille Skipper, kritiserer i stærke vendinger Rebild Kommune for at svigte børnene i Rebild-sagen, en af de værste incest- og pædofilsager i Danmark. Det skriver b.dk.
Selvom Rebild Kommunes daværende borgmester, Anny Winther (V), i 2012 udtalte, at kommunen skulle gøre skulle gøre alt for at hjælpe børnene, har det knebet med at omsætte borgmesterens ord til handling.
Den ældste datter bad kommunen om lektiehjælp, fordi hun på grund af de traumatiserende oplevelser, hun har været ude for, havde svært ved at følge med i gymnasiet.
Den hjælp fik hun ikke, og efter halvandet år, droppede hun ud af gymnasiet.
Allerede i 2008 modtog kommunen indberetninger fra en pædagog.
”Vi beskrev, at alle tegnene på incest var der,” forklarer pædagogen til b.dk.
Efter tre forgæves indberetninger, hvor kommunen ikke tog affære, meldte pædagogen anonymt sagen til politiet, for derefter at blive suspenderet fra sit job i Rebild for at overtræde sin tavshedspligt.
I 2012 erkendte Rebild Kommune, at den havde siddet adskillige advarsler om systematiske overgreb mod de 10 børn i familien overhørig, To undersøgelser fra revisionsfirmaet Deloitte og fra Ankestyrelsen, slog bagefter fast, at kommunen havde begået adskillige graverende fejl i håndteringen af familiens sag. Det første til, at tre kommunale chefer blev fyret.
”Noget tyder på, at kommunen – efter at have erkendt sit ansvar – ikke har fulgt ordentligt op efterfølgende. Og det er meget frustrerende. Når der er tale om en familie, der har oplevet så enorme svigt, så mener jeg, det er en myndighedsopgave at sætte alt ind på at hjælpe dem både som gruppe og som individer. De skal have al den hjælp, som, de føler, vil kunne hjælpe dem,” siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard.
Ifølge børnenes mor er det en konstant kamp med kommunen at få den hjælp, som børnene har behov for, og fem-seks forskellige sagsbehandlere har ikke bedret situationen.
Moderen forklarer videre, at den ældste datter tre år efter, der faldt dom i sagen, endnu ikke har været i et vellykket terapiforløb, fordi hun enten bliver opgivet af psykologerne, eller fordi hun selv opgiver psykologen.
Familien har ifølge moderen heller ikke modtaget familieterapi. Det er ifølge eksperter problematisk, fordi der blandt de misbrugte børn er drenge, som ifølge eksperterne selv kan udvikle sig til misbrugere, hvis de ikke får hjælp.
”Brødrene er jo ikke bare potentielle krænkere. De er også ofre for noget virkelig forfærdeligt. Og de skal jo have den hjælp, de har brug for, hvis de skal have en chance for at komme videre i livet.”, siger Pernille Skipper, der er Enhedslistens socialordfører, til b.dk.
Direktør med ansvar for det sociale område i Rebild Kommune, Ulrik Andersen, afviser at udtale sig om de konkrete sager, men siger til b.dk:
”Vi har en forpligtelse til at følge op og på bedste vis hjælpe familien.”
Han peger på, at der kan være behov for at justere lovgivningen, så kommunerne har bedre mulighed for at hjælpe borgere over 18, som har været udsat for misbrug i barndommen.