Fortsæt til indhold
Indland

Lars Vilks hædres for kampen for ytringsfrihed

Muhammedtegneren Lars Vilks modtog lørdag eftermiddag Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris.

Peter Pagh-Schlegel

Lørdag eftermiddag lagde Folketinget lokaler til Trykkefrihedsselskabets overrækkelse af Sappho-prisen, som dette år blev givet til den svenske tegner og kunstprofessor Lars Vilks.

Blandt de omkring 200 fremmødte var størstedelen af Dansk Folkepartis folketingsgruppe i selskab med bl.a. tidligere formand Lars Hedegaard, debatredaktør på Dagbladet Børsen Christoffer Azrouni og folketingskandidat Naser Khader (K), der stod for den motiverende tale til Lars Vilks inden overrækkelsen.

Lars Vilks blev for alvor kendt i den danske offentlighed, da han i 2007 valgte at tegne den muslimske profet Muhammed som en hund.

Terroranslaget på debatmødet i Krudttønden i februar menes at have været rettet mod Lars Vilks som person, hvilket også er en af grundene til, at prisen denne gang tilfalder ham, forklarede Katrine Winkel Holm, der er formand i Trykkefrihedsselskabet.

»Den seneste hændelse har selvfølgelig haft indflydelse på vores valg, fordi det vidner om, at han betaler en meget høj pris for sine ytringer,« sagde hun og understregede, at det ikke bare er tegningen, han hædres for.

»Vilks bevarer roen«

»Han har en sjælden evne til ikke at blive skinger og hidsig, trods han har været genstand for mange urimeligt grove beskyldninger gennem tiden. Han bevarer altid roen og benytter sig af de mest fornemme traditioner for intellektuel debat,« forklarede hun.

Lars Vilks kom også til orde under arrangementet, da han takkede for prisen.

»Det er hyggeligt, og jeg nyder, at vi også har noget at fejre en gang imellem,« sagde han, men afviste samtidig beskrivelsen af sig selv som en kæmper for ytringsfriheden.

»Jeg har egentlig ikke gjort så meget. Jeg har lavet en bitte tegning, men har ellers forsøgt at være så passiv som overhovedet muligt. Men jeg bliver hele tiden hevet ud af min passivitet, når der kommer et attentatforsøg,« sagde han med en tør humoristisk stemmeføring, der udløste latter i hele salen.

Arrangementet var også en fejring af bogudgivelsen ”Først med det værste”, som er en antologi af klummer og essays udgivet i anledning af Trykkefrihedsselskabets 10-års jubilæum.

En kritiker ombord

Naser Khader kritiserede i sin tid foreningen, men takkede ja til at deltage og overrække prisen til Lars Vilks.

»Jeg er stadig kritisk over for nogle af de holdninger, der er i Trykkefrihedsselskabet, men de udfylder en vigtig rolle, og det er stort af dem at invitere mig, selvom jeg er kritiker,« siger han.

Han havde også ord med på vejen til Lars Vilks.

»Jeg respekterer dit arbejde, men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke forstår din tegning. Jeg ved simpelthen ikke, hvad den går ud på,« sagde Naser Khader på talerstolen.

Lars Vilks svarede igen:

»Nogen gange kan jeg også selv blive i tvivl.«