Fortsæt til indhold
Indland

Fagforening til angreb i sag om diplomat-mor

Arbejdstilsynet bør undersøge indlæggelse af patient, som har skabt store arbejdsmiljøproblemer, mener Dansk Sygeplejeråd.

Fagforeningen Dansk Sygeplejeråd kræver Arbejdstilsynet ind i en sag om formodet særbehandling af en udenlandsk patient på Hvidovre Hospital.

Patienten er mor til Saudi-Arabiens ambassadør i Danmark, Mohammed Ibrahim al-Agails, og hun blev indlagt den 10. december sidste år efter en blodprop i hjernen.

Siden har hendes stenrige families udstrakte krav om særbehandling ifølge Ekstra Bladet skabt en særdeles dårlig stemning på hospitalet.

Familien har stillet konstante krav om særbehandling, og det er sket i en nedladende og hånlig tone, der har skabt store arbejdsmiljøproblemer på hospitalet.

Således har Ekstra Bladet via aktindsigt i sagen erfaret, at fem medarbejdere på et særligt afsnit for hjerneskadede har sagt op under moderens næsten to måneder lange indlæggelse på afdelingen - heraf en med direkte henvisning til den aktuelle sag.

Forholdene bør nu undersøges af Arbejdstilsynet, siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

"Vores konsulenter er ved at undersøge, hvordan det i praksis kan lade sig gøre. Der er forskellige formalia, der skal være på plads for at Arbejdstilsynet vil gå ind i sådan en sag. I min optik er det dog forholdsvis udramatisk - en række sygeplejersker beskriver uheldige forhold i arbejdsmiljøet, mens ledelsen siger, at det ikke er så galt, og så må vi jo have en uvildig myndighed ud og se på hvad der er op og ned."

Ekstra Bladet har afsløret, at hospitalet har hyret en ekstern arbejdsmiljøpsykolog, der er trådt til udover hospitalets almindelige psykolog-beredskab, og her lyder regningen foreløbig på 84.000 kr., oplyser avisen.

Hospitalsledelsen oplyser desuden, at patientens særlige krav ikke kommer til at belaste de offentlige kasser, idet regningen betales af et forsikringsselskab - også udgifterne til psykolog.

Flyttet mellem tre afdelinger

Den arabiske patient var på besøg i Danmark, da hun i november blev ramt af en blodprop i hjernen og indlagt på intensivafdelingen på Rigshospitalet.

Den 10. december blev hun overflyttet til neuro-rehabiliteringsafsnittet på Hvidovre Hospital - et særligt specialiseret afsnit for hjerneskadede.

Hospitalet lukker to sengeafsnit på den specialiserede afdeling, hvor der er plads til 23 patienter. Samtidig kommer der beretninger fra personalet om, at diplomat-familien behandler dem som tjenestefolk, oplyser Ekstra Bladet.

Den 8. januar skriver ledelsen til afdelingen, at patienten skal overflyttes til en anden afdeling. Dagen efter omgøres beslutningen - ifølge Ekstra Bladet falder det sammen med, at vicedirektør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital, er til middag på Saudi-Arabiens ambassade.

Den 16. februar flyttes patienten til en afdeling for dødssyge kræftpatienter på Hvidovre Hospital, selvom personalet indstiller hende til at blive udskrevet med henblik på pleje hjemme hos ambassadøren.

Fem ansatte har sagt op

I perioden fra 10. december til midt i februar har fem ansatte på neuro-rehabiliteringsafsnittet sagt op - en enkelt af dem angiver direkte samarbejdsproblemerne med den saudiarabiske familie som årsag.

I dag er patienten stadig indlagt, bekræfter vicedirektør Susanne Poulsen, Glostrup Hospital, som har ansvaret for afdelingen på Hvidovre Hospital, over for Jyllands-Posten.

Hun afviser at kommentere DSR's planer om at inddrage Arbejdstilsynet, og hun vil heller ikke kommentere oplysningerne om, at den saudiarabiske patient skulle have modtaget særbehandling.

Hvis Arbejdstilsynet inddrages i sagen, ligger det dog ikke inden for tilsynets jurisdiktion at undersøge, om den indlagte patient har fået særbehandling på Hvidovre Hospital.

Men det bør også undersøges på anden vis, mener Dansk Sygeplejeråd.

"Vi har den holdning, at alle patienter skal behandles lige, og det vil sige, at behandlingen af patienter med særlige behov ikke må gå ud over andre patienter. Det er jo indlysende," siger Dorte Steenberg.

Forsikringsselskaber betaler jo, så det kommer ikke til at belaste de offentlige kasser?

"Vi har et offentligt drevet sundhedsvæsen, der ikke på den måde må gøre forskel på patienter," lyder det fra DSR-næstformanden.

Politiske spørgsmål fra DF

Sagen har også vakt opsigt på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti har spurgt ind til, om den saudiarabiske ambassadørfamilie har lagt pres på danske ministerier for at skaffe moderen særbehandling.

Udenrigsministeriet har i dag svaret Peter Skaarup fra udenrigsudvalget, at ministeriet hverken har vejledt om behandling eller givet instruktion om særbehandling. Ministeriet oplyser, at patienten er i Danmark på almindeligt visum og derfor er omfattet af de regler for sygdomsbehandling, der gælder udlændinge på almindeligt visum.

DF's Liselotte Blixt har spurgt sundhedsminister Nick Hækkerup (S), om hans ministerium har været involveret i sagen. Det bekræfter Hækkerup og tilføjer, at der i januar - "helt i overensstemmelse med almindelig praksis" - blev ydet generel rådgivning om fortolkning af ministeriets bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v.

Det skete efter at Rigshospitalet havde ringet og spurgt, om der i reglerne er hjemmel til mod betaling at yde behandling til "et familiemedlem til en saudi-arabisk diplomat."