Dreng tvangsfjernet af frygt for radikalisering

Retssikkerhed: Mistanken om, at en far ville gøre sin søn til hellig kriger, fik kommunen til at gribe ind. Integrationsministeren anerkender metoden.

Artiklens øverste billede
»Det er langt ude at fjerne børn og unge med henvisning til frygt for radikalisering, og jeg finder det kritisabelt, at kommunen anbringer drengen på en sikret institution med kriminelle,« siger professor i retsvidenskab Eva Smith fra Københavns Universitet

Frygten for, at en far ville radikalisere sin 15-årige søn og sende ham til Syrien som hellig kriger, har fået Aarhus Kommune til at tvangsfjerne drengen.

Drengen er blevet overført til en sikret institution for unge, og faderen må ikke vide hvor. Han må heller ikke se sønnen eller være i kontakt med ham via telefon, mail eller breve.

Kommunen har tvangsfjernet drengen efter underretninger fra skolen og politiet om, at drengen i skolen havde sagt, at »man må gerne slå jøder ihjel« og »selvmordsbomber er o.k., hvis det er for at ramme de vantro«.

Østjyllands Politi erfarede fra drengens omgangskreds, at han talte om at tage til Syrien. Udtalelserne var kommet, efter at drengen i en periode var flyttet fra sin mor hen til sin far. Parret har været skilt siden 2012. Faderen, som har en islamisk uddannelse fra Algeriet, og som har dansk statsborgerskab, afviser, at han skulle have søgt at radikalisere sønnen.

I kommunens begrundelse for tvangsfjernelsen hedder det, at der er »overhængende risiko for, at faderen sender sønnen i hellig krig i Syrien«.

Det er efter alt at dømme første gang, at en kommune angiver frygt for radikalisering som begrundelse for en tvangsfjernelse.

Faderens advokat, Tage Gøttsche, mener, at kommunen har handlet i panik, og at faderens retssikkerhed udfordres, når han end ikke kan få overvåget samvær med sønnen. Professor i retsvidenskab Eva Smith fra Københavns Universitet kritiserer også kommunen:

»Det er langt ude at fjerne børn og unge med henvisning til frygt for radikalisering, og jeg finder det kritisabelt, at kommunen anbringer drengen på en sikret institution med kriminelle.«

Integrationsminister Manu Sareen (R) vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men forstår godt, at en kommune kan bruge radikalisering som årsag til en tvangsfjernelse.

»Det er fornuftigt«

»Hvis man ikke forebygger, kommer man ikke ekstremismen til livs, og tvangsfjernelsen er også en del af forebyggelsen. Der kan være situationer, hvor det er eneste mulighed at fjerne barnet fra hjemmet. I dette tilfælde har kommunen udvidet brugen til også at anvendes ved radikalisering. Det, synes jeg, er fornuftigt,« siger Manu Sareen.

Sagen er på vej i landsretten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen