Gerningsmand bag terrorangreb hyldes som martyr af venner i Jordan

Den nu afdøde terrorist Omar Abdel Hamid El-Hussein tilbragte sommeren 2013 i Jordan. Her siger en af vennerne, at han lærte Omar at blive mere religiøs.

Artiklens øverste billede
Flere hundrede mennesker var fredag samlet ved moskéen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter for at tage afsked med den 22-årige attentatmand Omar Abdel Hamid el-Hussein, der blev skudt og dræbt af politiet søndag morgen efter selv at have dræbt to civile og såret fem betjente.

Han er en martyr, en helt og modig.

Sådan betegner en gruppe venner i Jordan den nu afdøde danske gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein, der stod bag weekendens terrorangreb i København. Jyllands-Posten kan nu for første gang bringe oplysninger om de jordanske venner. Fire af hans tætteste skolevenner, som avisen har talt med, giver udtryk for, at Omar Abdel Hamid El-Husseins handlinger var retfærdige. »I vores øjne er han ikke terrorist,« siger en ven. En anden tilføjer: »Det er helligt at tage jødisk blod.«

Ifølge en af vennerne blev Omar Abdel Hamid El-Hussein mere religiøs, da han i 2013 tilbragte to en halv måned i Jordan. Her mødte han Ahmad Alhilwanis, som selv forklarer, at han inspirerede Omar Abdel Hamid El-Hussein til at gå mere op i islam.

»Før gik Omar ikke så meget op i religion, men han blev påvirket af mig, fordi jeg bad. Når jeg gik i moskéen, gik han med,« siger Ahmad Alhilwanis, der på sin Facebook-profil har tydelige støtteerklæringer til terrororganisationen Islamisk Stat og på en lang række billeder poserer med forskellige våben.

I årene op til turen til Jordan i 2013 var Omar Abdel Hamid El-Hussein en del af et kriminelt miljø i København. Terrorforsker fra Forsvarshøjskolen i Stockholm Magnus Ranstorp kalder oplysningerne interessante og håber, at politiet følger det jordanske spor.

Fotoserie: 37 skud der ændrede Danmark

»Det passer i det mønster, som vi tit ser. Unge mennesker tager ud på et tidspunkt, hvor de er letpåvirkelige og kommer hjem med en farlig religiøs bagage. Det er interessant, at Omar har mødt en person, der har introduceret ham for islam netop på dette tidspunkt,« siger han.

PET ønsker ikke at kommentere Jyllands-Postens oplysninger.

Omar Abdel Hakim El-Husseins fire skolevenner udtaler sig under anonymitet på grund af deres sikkerhed i Jordan.
Læs hele artiklen om Omar Abdel Hamid El-Hussein i Premium. Det kræver abonnement at læse med. Klik på artiklen og meld dig til, hvis du ikke allerede er abonnent. Første måned er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen