"Højrefløjen vil benytte dette skyderi til at skabe endnu mere frygt"

Både på højre og venstrefløjen kaldes der på handling fra politikerne. De er dog ikke enige om måden.

Det seneste døgns begivenheder i København har affødt mange reaktioner på internettet. To af dem der har ytret sig er forfatter, debattør og blogger Morten Uhrskov Jensen og den politiske venstrefløjsaktivist Erik Storrud.

Morten Uhrskov Jensen mener, at politikerne bør kigge på et lovforslag, der kan begrænse indvandringen fra særligt de muslimske lande, mens Erik Storrud mener, at man bør satse mere på anti-radikaliseringsprogrammer.

Du skriver i et blogindlæg her på Jyllands-Posten, at der hviler et blytungt ansvar på de politikeres skuldre, som fortsætter med at tillade denne ødelæggende indvandring. Bærer de danske politikere en del af ansvaret?

"Dette angreb er udelukkende gerningsmandens eget ansvar. Men nu er det politikerne, der har det fremtidige ansvar for lignende angreb, hvis de lader indvandringen fortsætte som hidtil. Det gælder både for anerkendte flygtninge men også for familiesammenførte fra særligt de muslimske lande," siger Morten Uhrskov Jensen og fortsætter:

"Der er en meget klar, men dog ikke entydig, sammenhæng mellem at tillade masseindvandring og så en destabilisering af vores samfund med terrorangreb til følge" siger han.

Hvad bør politikerne gøre nu, for at forhindre lignende angreb?

"De bør sætte sig ned, og få gennemført nogle gedigne stramninger. De kan lade sig inspirere af indvandrerlovgivningen, som den så ud før 1983. Siden dengang er der gradvist blevet løsnet op, og det har ikke været nogen fordel for Danmark,"siger han.

Erik Storrud skrev kort efter den første skudepisode på Krudttønden et blogindlæg på modkraft.dk, som han kaldte "det obligatoriske terrorindlæg". Her antydede han, at en del af grunden for angrebet skulle findes i den danske krigsdeltagelse.

Mener du, at de politikere, der har sendt danske soldater af sted til konflikterne i Irak og Afghanistan bærer en del af ansvaret?

"Ansvaret er kun den enkelte gale mands. Det er forfærdeligt, det der er sket, men det ændrer ikke ved, at den danske krigsdeltagelse kan have været en af de faktorer, der har gjort udslaget. Det er imponerende, at der er gået så lang tid, inden vi har set et terrorangreb mod Danmark," siger Erik Storrud men understreger, at det ikke er nogen undskyldning for at begå terror.

Hvad bør politikerne gøre nu, for at forhindre lignende angreb?

"Højrefløjen vil benytte dette skyderi til at skabe endnu mere frygt, og få gennemført flere stramninger på indvandrerpolitikken," siger han og fortsætter:

"Men det de faktisk bør gøre, er at opprioritere de forskningsbaserede, forebyggende anti-radikaliseringsprogrammer, der kører i f.eks. Aarhus. Det ville give mere mening end at begrænse indvandringen," siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen