Retsstatens juridiske nødbremse er bekymret

Dilemmaet er åbenlyst. På den ene side skal myndighederne beskytte borgerne bedst muligt mod enhver form for kriminalitet, herunder terror. På den anden side er der visse hensyn at tage til den enkelte borgers integritet og krav på privatliv uden myndighedernes indblanding.

Dette sidste skulle være sikret gennem grundlovens bestemmelser om den personlige frihed, boligens ukrænkelighed samt post-, telefgraf- og telefonhemmelighed, som det udtrykkes i paragraf 72.

Men grundlovens garantier er kun hensigtserklæringer, og fravigelserne er talrige.

Vi er allerede gået et langt stykke ad vejen mod den endelige afvikling af borgernes krav på privatliv til fordel for bestræbelserne på at skabe den ultimative sikkerhed mod forbrydelser.

Hver gang, Folketinget tager endnu et skridt mod afviklingen af retsstaten hen imod sikkerhedsstaten, lyder der advarende røster fra især juridiske eksperter.

En af de tydelige og markante stemmer i denne debat tilhører professor dr. jur. Eva Smith, gennem mange år professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet samt medlem af Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg og af Retsplejerådet.

Hun advarede, da den første rockerlov blev vedtaget i 1996. Hun advarede, da den første terrorpakke blev vedtaget i 2002, da den anden rockerpakke blev vedtaget i 2003 og da den anden terrorpakke blev vedtaget i 2006, og udtrykker nu dyb bekymring over, at end ikke Folketingets Ombudsmand kan sikre borgerne besked om, hvorvidt Politiets Efterretningstjeneste benytter omfattende aflytninger af mobiltelefoner uden retskendelse.

Men det ser ikke ud til, at denne juridiske nødbremse rigtigt har virket, for begge rockerlove blev vedtaget. Der blev vedtaget mulighed for at forhindre folk i at opholde sig bestemte steder, der blev vedtaget mulighed for at føre anonyme vidner, og der blev vedtaget vidtgående foranstaltninger for at imødegå terror, herunder livstidsstraf og hemmelige ransagninger.

Eva Smith, hvordan ser dit værste skrækscenarie ud?

»Det værste mareridt er, at politikerne bliver så optaget af befolkningens sikkerhed, at de fuldstændig glemmer, at der er en anden side af medaljen. Vi lever i et demokratisk samfund, og det forudsætter altså en vis grad af frihed. Det kan ikke nytte noget, at vi sætter så megen overvågning på, at vi bliver hæmmet i vores mulighed for at udtrykke os. Det var for eksempel helt utroligt flot af statsminister Jens Stoltenberg, at han efter terrorangrebet på Utøya i stedet for at udtrykke krav om øget sikkerhed understregede, at nordmændene nu måtte stå sammen og forsvare det åbne og frie samfund. Det er den eneste måde, som vi kan bekæmpe terrorismen på. Det er at stå sammen og bevare det samfund, vi har. Hvis vi opstiller alt for megen overvågning, går vi terroristernes ærinde.«

Det ville vel ikke have afværget mordene i Paris for nyligt at modtage terroristerne med åbne arme?

»Naturligvis ikke. Man skal sørge for at sikre de mennesker, der er truet, og i den forbindelse kan jeg undres over, at man ikke havde sørget for ordentlige sikkerhedsforanstaltninger. Man skal sikre personer og institutioner, som er truet, men det er en illusion at tro, at man kan garantere hele befolkningens fulde sikkerhed til enhver tid. Det kan man ikke uden at give køb på frihedsrettighederne, og her må man, selv om et kan lyde lidt kynisk, sætte tingene i perspektiv og for eksempel se på, hvor mange der bliver dræbt i trafikken, uden at det fører til drastiske foranstaltninger som eksempelvis forbud mod bilkørsel.

Man vil aldrig kunne garantere den fulde og ultimative sikkerhed. Se for eksempel London, der er og var tilplastret med overvågningskameraer. Men kunne efter terrorangrebet i 2005 nøje følge gerningsmændenes færden op til angrebet, men forudse det og forhindre det kunne man ikke. Det kan ikke lade sig gøre at beskytte en hel befolkning. Selv ikke med ubegrænset overvågning.«

Men der ser jo i befolkningen ud til at være en udbredt forståelse for, at man må vægte sikkerheden højere end frihedsrettighederne. Tror du ikke, at vore børn og børnebørn vil komme til at opleve den totale overvågning som noget ganske naturligt?

»Vi er jo allerede godt på vej. Vi kan høre de unge sige, at de ikke har noget imod overvågning, for de har jo ikke noget at skjule. Det kommer jo gradvist, og pølsen, som man skærer af, bliver mindre og mindre for hver skive, man skærer. Men jeg tror faktisk, at også de yngre generationer, som er vokset op med overvågningen, vil opleve tilværelsen som dyster og knugende.

Jeg ser allerede nu, hvordan mine studerende begrænser sig selv. Selv om det kunne være relevant for dem at se på al-Qaedas hjemmeside for at se, hvad de har gang i der, afstår de. De skal ikke registreres for et sådant opslag, og det tager de for givet, at de vil blive. «

Hvornår tog vi de første skridt ud på den glidebane, som du så voldsomt advarer imod?

»Der skal vi jo helt tilbage til rockerlovene og de anonyme vidner. Det var der, vi fandt det vigtigere at få opklaret nogle sager end at være helt fair over for de tiltalte.«

Nu har vi jo stadig et frit samfund, hvor folk som dig har alle muligheder for at advare. Er du fortrøstningsfuld, når du ser ud i fremtiden?

»Jeg er meget bekymret. Det går den forkerte vej. Alle de regler i vore love, som handler om at være solidariske og passe på hinanden, bliver skubbet til side til fordel for længere straffe og mere kontrol. Jeg synes da for eksempel, at det er meget betænkeligt, når vi hører justitsministeren sige, at der ikke er nogen bagkant. Som minimum er grundloven vel bagkant for, hvad politikerne laver.«