*

Indland

Plejefamilier frarådes at tage nye børn

Plejeforældre betrages ikke som ligeværdige samarbejdspartnere, lyder kritikken fra Plejefamiliernes Landsforening.

I kommuneforeningen KL, som forhandler vilkår og takster til plejefamilier, understreger kontorchef Tina Wahl, at der ikke er planer om at lave en overenskomst for plejeforældre. BORBERG THOMAS

Det er verdens bedste job. Men tag det ikke!

Umiddelbart et selvmodsigende opråb fra Plejefamiliernes Landsforening, men ikke for næstformand Marianne List.

»Som plejefamilie kan man gøre den helt afgørende forskel for et barn, som er kommet skidt fra start. Vi er sammen med det anbragte barn 24/7 og får jo et meget tæt forhold til det. Problemet er bare, at vi ikke bliver taget alvorligt i samarbejdet omkring barnet,« siger Marianne List, der summer plejefamiliernes vrede og frustration op:

»Vi kan ikke anbefale nogen at blive plejefamilie i øjeblikket. Både fordi samarbejdet ikke er ligeværdigt, og fordi usikkerheden i jobbet er urimeligt stor,« siger hun, der selv har været plejemor siden 1983.

Børnene trives

Plejefamiliernes kritik rammer netop nu, hvor der ellers er stærk medvind til netop den form for anbringelse. Dels er intentionerne i Barnets Reform fra både regering og kommuner at satse på familiepleje som det bærende element i arbejdet med udsatte børn og unge, dels har en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – netop konkluderet, at anbragte børn og unge trives bedst netop i familiepleje.

Fakta

Flere i familiepleje

  • I 2013 var 11.614 børn anbragt uden for eget hjem. 5.700 af dem boede hos en plejefamilie.
  • I 2007 var 12.655 børn anbragt uden for hjemmet. 5.424 var anbragt i familiepleje.
  • En plejefamilie aflønnes med et antal plejevederlag alt efter tyngden af opgaven.
  • Ét plejevederlag udgør fra den 1. januar 2015 4.002 kr. om måneden.

Men ifølge Plejefamiliernes Landsforening er plejefamilierne sat på et sidespor, når sagsbehandlere og eksperter formulerer og reviderer de handleplaner, som ligger til grund for børnenes anbringelse.

»Det er jo helt hen i vejret, at man ikke inddrager plejefamilierne i det arbejde, for det er jo selve grundlaget for anbringelse. Plejefamilierne skal jo netop udfylde målsætningerne i handleplanerne. Hvordan skal de kunne det, hvis de ikke er med på råd, når handleplanerne diskuteres,« siger Marianne List, som også kritiserer, at kommunen med kort varsel kan ændre aflønningen ved at fjerne en eller flere plejevederlag, hvis barnet trives bedre.

Plejefamiliernes kritik hører direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Erik Kaastrup-Hansen til dels som en fagforenings kamp for at skaffe medlemmerne bedre forhold. Helt legitimt, tilføjer han, der også er formand for temagruppen for udsatte børn og unge i Socialchefforeningen.

Ro på økonomien

»Når det er sagt, så er der da dilemmaer, som skal tackles. Plejefamilierne yder et stort og vigtigt arbejde, men en af forcerne er jo netop, at de ikke er kommunalt ansatte. At de arbejder som familie og i det nære,« siger Erik Kaastrup-Hansen, der pointerer vigtigheden af at inddrage plejeforældre både i det konkrete barns historie og mere generelt via efteruddannelse og faglig støtte fra forvaltningen.

»Omkring økonomien arbejder vi i Aarhus med en model, hvor plejefamilierne sikres mere ro på det område ved at modtage et gennemsnitligt beløb, så de ikke tvinges til at fokusere på problemer og negative ting for at opretholde deres plejevederlag,« siger han.

I kommuneforeningen KL, som forhandler vilkår og takster til plejefamilier, understreger kontorchef Tina Wahl, at der ikke er planer om at lave en overenskomst for plejeforældre.

»Det vigtige ord i denne sammenhæng er familie. Ved en ansættelse kan man holde fri, holde ferie og være syg. Det kan man ikke med en rolle som mor eller far,« siger Tina Wahl og åbner samtidig for at se på det økonomiske:

»Flere – også kommuner – har efterspurgt, at man ser på beregningen af vederlag, fordi det nogle gange står i vejen for det gode samarbejde.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her