Fortsæt til indhold
Indland

JP-journalist vandt Cavlingprisen

Morten Pihl har vundet den prestigefyldte Cavlingpris for artikelserien ”Lægernes tag-selv-bord”.

Jyllands-Postens graverjournalist Morten Pihl modtog fredag den prestigefyldte Cavlingpris.

Han modtog den for sin dybdeborende artikelserie ”Lægernes tag-selv-bord”.

Gennem snart halvandet år har han systematisk afsløret fremtrædende danske overlægers misbrug af forskningsmidler til både private og ekstravagante formål samt en særdeles mangelfuld kontrol med brugen af forskningsmidlerne.

Cavlingvinder Morten Pihl: Sådan afslørede jeg lægernes misbrug

Disse er bl.a. brugt til køb af kunst og møbler til privaten, private restaurationsbesøg og ferier i udlandet med familien.

”Det har været meget spændende at arbejde med dette projekt, som har vokset sig stort. Jo mere jeg har gravet, desto mere misbrug og dårlig forvaltning har det været muligt at afsløre. Derfor antager skandalen nu et betydeligt omfang,” siger Morten Pihl og fortæller, at han er taknemmelig for, at Jyllands-Postens ledelse har ladet ham arbejde så målrettet med ”næsen i sporet”, som det har været tilfældet.

Jyllands-Postens chefredaktør, Pierre Collignon, er selvsagt godt tilfreds med, at prisen igen havner hos en af Jyllands-Postens journalister.

”Morten Pihl har i denne fornemme serie holdt fast i en usvigelig sikkerhed i dokumentation og præcision i vinklinger og formuleringer. Det er et forbilledligt, klassisk stykke undersøgende journalistisk arbejde, som lever op til alle Jyllands-Postens idealer,” siger han og fortsætter.

”Den undersøgende journalistik spiller en helt særlig rolle for Jyllands-Posten, og derfor er vi glade for, at vores kolleger i branchen i den grad hylder Morten Pihls arbejde,” siger han.

Prisuddelingen fandt sted i Nationalmuseets Festsal, hvor store dele af den danske presse var mødt op for at overvære uddelingen.

Det er ikke første gang, at Morten Pihl bliver belønnet med Cavlingprisen.

I 2002, da han var ansat på BT, modtog han sammen med kollegaen Jakob Priess-Sørensen prisen for en række veldokumenterede og opsigtsvækkende artikler om de besynderlige forhold i Farum Kommune - og ikke mindst for deres afsløringer af borgmester Peter Brixtoftes forvaltning af kommunen og dens økonomi.

Det er anden gang på fem år, at en journalist fra Jyllands-Posten får dansk journalistiks fineste pris.

I 2010 var det serien ”Hjem fra krigen” om soldaters psykiske og fysiske problemer efter missioner i Afghanistan, som resulterede i Cavlingprisen til Lars Nørgaard Pedersen, Asger Westh og Stine Bidstrup.

Udover Morten Pihls artikelserie, var to andre projekter nominerede til Cavlingprisen.

Anders Legarth Schmidt fra Politiken var nomineret for en unik reportageserie, hvor han skildrede nogle af Danmarks farligste psykisk syge patienters hverdag på et retspsykiatrisk afsnit.

Sebastian Gjerding, Henrik Moltke, Anton Geist og Laura Poitras, der er ansat på Dagbladet Information og arbejder freelance, var nominerede for at afdække de amerikanske og britiske efterretningstjenesters overvågning og aflytning i Danmark.